1980ernes rockerkrig er blevet til en ny serie med titlen BULLSHIT som oprindelig var tænkt som en Viaplay serie, men nu er solgt til Prime Video. BULLSHIT er baseret på den journalistiske bestseller ’Bullshit – fortællingen om en familie’, som blev belønnet med den prestigefyldte Cavlingpris i 2018.
Nordisk Film Creative Alliance har erhvervet filmrettighederne til Camilla Stockmanns og Janus Køster-Rasmussens Cavlingvindende journalistiske bestseller ’Bullshit – fortællingen om en familie’, som er på seks afsnit.
Bullshit – det handler den om
BULLSHIT er en fortælling om 1980ernes rå bandeopgør, der blev kendt som Danmarks første, store rockerkrig. Det er historien om de unge, rodløse kvinder og mænd på Vestamager, der i 70erne finder et nyt fællesskab – først i ungdomsklubber og senere i det, der blev til rockerklubben Bullshit. Historien er centreret om karaktererne Pia og Henning ”Makrel”, hvis forhold starter som en stormende forelskelse, men som gradvist udvikler sig til en kamp for overlevelse.
BULLSHIT er en coming-of-age-skildring af de unge karakterer Pia og Henning og deres længsel efter en ’ny familie’. Serien begynder, da karakteren Pia i slut-70erne søger friheden og fællesskabet på Christiania. Her møder hun karakteren Henning, der, ligesom hende selv, drømmer om at vende det etablerede samfund ryggen. Henning, også kendt som ”Makrel”, drømmer om broderskab, frihed og motorcykler – og det bliver billetten ind i en intens og stadigt vildere subkultur, der fremstår tillokkende og festlig i starten, men som ender i en mere og mere destruktiv og farlig spiral, efterhånden som handlingen i BULLSHIT skrider frem.
I rollen som Pia ses dansk-svenske Alba August (The Rain, Unge Astrid, Gidseltagningen). Henning ”Makrel” spilles af Vikings-stjernen Marco Ilsø (Vildmænd, Vikings, Sunday).
Hovedrolleindehaverne, Marco Ilsø og Alba August, får blandt andre selskab af Clint Ruben (Dag og Nat, Venuseffekten, Limboland) og Victoria Carmen Sonne , som også har fremtrædende roller i serien. Derudover medvirker Magnus Juhl Andersen (Chosen, De forbandede år II), Peter Christoffersen (Når støvet har lagt sig, Raised by Wolves, Broen), Jacob Cedergren (Made in Oslo, Den skyldige, Ditte og Louise), Niklas Herskind (Tågesyn, Usynligt hjerte, Underverden) og Nicolaj Kopernikus (Advokaten, Krudttønden, Hvor ligger Løkken?).
– Jeg har behandlet serien BULLSHIT som en lang sekventiel spillefilm, der tematisk bevæger sig omkring familie og vold. Hvad der starter i rus og glæde, viser sig at blive et sandt mareridt. BULLSHIT er en 4,5 times spændingstur ind i ungdommens vildskab, der er sjov og ret uskyldig i starten, men som bliver mere og mere alvorlig og farlig, siger instruktør Milad Alami.
BULLSHIT er instrueret af Milad Alami med manuskript af Bo Hr. Hansen, Molly Malene Stensgaard og Milad Alami.
Kald mig far er titlen på en ny Viaplay komedieserie i seks afsnit med Alex Høgh Andersen, Magnus Haugaard og Ellen Hillingsø i hovedrollerne. Serien er produceret af Nordisk Film Series for Viaplay og den får premiere 28. april.
Kald mig far – det handler den om
Forestil dig din bedste ven; et ægte venskab, hvor I har kendt hinanden hele livet. Sådan ét, hvor I gør alting sammen – også lanceringen af et nyt, bæredygtigt cateringfirma, så I oveni bliver forretningspartnere, fordi: Dét kan I sagtens! Så gode venner er I, og alt er lige præcis, som det skal være.
Forestil dig så, at din bedste ven bliver kærester med din mor.
Dét bliver virkeligheden for den konfliktsky Emil (Alex Høgh Andersen), da han finder ud af, at hans bedste ven, den selvsikre Victor (Magnus Haugaard), er blevet kærester med hans mor, Helle (Ellen Hillingsø). Og derfra vendes hele hans verden på hovedet, når Emil skal navigere i en ny virkelighed, hvor drengenes venskab, som de kendte det, for alvor sættes på prøve.
De medvirker i Kald mig Far
Hovedrolleindehaverne er Alex Høgh Andersen og Magnus Haugaard der også er hinandens bedste venner i virkeligheden.
Udover hovedrolleindehaverne kan man se frem til at se Johanne Milland Pedersen, Roberta Reichhardt, Søren Sætter-Lassen, Peter Gantzler, Lone Rødbro, Bjarne Henriksen, Lila Nobel, Oscar Dyekjær Giese og Tommy Kenter i serien.
Mere om serien og tankerne bag
Alex Høgh Andersen og Magnus Haugaard var også de to der i første omgang kom på idéen til ’Kald mig far’.
– At udvikle projektet har været en morsom, lærerig og overvældende proces, der kun har givet os mere blod på tanden. Jeg tror, at de fleste skuespillere drømmer om at få søsat deres egen originale idé, og at det skulle ske nu føles oprigtig talt helt uvirkeligt. Og så er det en kæmpe lykke at kunne lave et projekt, som det her, sammen med min allerbedste ven. Jeg glæder mig helt vildt, siger hovedrolleindehaver Alex Høgh Andersen.
Projektet ’Kald mig far’ er født ud af drengenes venskab, og forventningerne er tårnhøje:
– Det er igennem min og Alex’ kærlighed til hinanden, at idéen til projektet er født – og den følelse prøver vi at bringe med igennem hele forløbet. Det har slet ikke været en udfordring, da vi er en del af et hold, hvor kemien simpelthen er rigtig god, og hvor der er en generel enighed om, hvilken retning vi gerne vil. Christian Dyekjær, Søren Felbo og resten af holdet er de helt rigtige til at løfte ’Kald mig far’ til nye højder, siger Magnus Haugaard.
Kald mig far er instrueret af Christian Dyekjær, som blandt andet står bag serien ‘Guru’ og spillefilmen ‘Fantasten’. Manuskriptet er af Søren Felbo.
– Det har været min vision at skabe en moderne komedieserie, der emmer af visuelt og fortællermæssigt overskud. En serie, der både vil underholde og samtidig handler om noget så væsentligt som, hvordan vi behandler hinanden i 2024 – og ikke mindst vores fælles klode. Det har været den største fornøjelse at arbejde sammen med to af deres generations største skuespiltalenter. I det hele taget kan Viaplays seere glæde sig til at se en moderne komedieserie med et ualmindeligt stærkt cast ned til mindste birolle, siger instruktør Christian Dyekjær.
Solen skinner igen over Helsingør, når Dan Sommerdahl og resten af drabsafdelingen er tilbage i en ny sæson af TV 2 Charlies populære krimiserie.
Det er seriens femte sæson, hvor Sommerdahl kommer på dybt vand i forsøget på at redde sin elskede Josefine.
Der er gået et halvt år, siden politiet i Helsingør fangede fiskehandleren Otto og kystvagten Josefine med lasten fuld af narko. Dan Sommerdahl er dog overbevist om, at Josefine er uskyldig, men han kan ikke fortælle de andre på stationen hvorfor. Hvad kun Dan og Josefine ved, er, at Josefine tog med ombord på Ottos båd for at forhindre politiet i at opdage, at hun i virkeligheden var i færd med at smugle sin syriske familie til Sverige. Dan har samtidig mistet tilliden til sine gode venner Marianne og Flemming, fordi de gik bag om ryggen på ham og fik Josefine varetægtsfængslet.
Dan Sommerdahl gør det til sin mission at få sin elskede Josefine løsladt, og han presser på hos både Hanegaard og lederen for narkorelateret kriminalitet, Nick Jansen, for at få besøgsforbuddet ophævet.
Fiskehandleren Otto sidder også bag tremmer, men hans kriminelle netværk trækker tråde langt ud over fængslets mure. I fiskebutikken hjælper Ottos niece, Astrid, nemlig til – og her er det ikke kun fisk, der langes over disken. Sammen med den småkriminelle handelsstandsformand Arne Lind får hun til opgave at forpurre alle Dan Sommerdahls planer om at bevise Josefines uskyld og hjælpe Otto med at komme på fri fod.
På politistationen er der som altid travlt. Dan Sommerdahl og Flemming samt resten af drabsafdelingen må rykke ud til et skuddrab i et omrejsende tivoli, opklare mordet på en ung model under byens modeuge og finde gerningsmanden bag mordet på en kvindelig lokalpolitiker.
Dramadokumentar-serie om tre epoker i præsten, politikeren og digteren Grundtvigs liv. Hele livet klæber skandalerne til Grundtvig. Han sprængte rammerne for, hvad et menneske kunne være i en tid, der kaldte på forandring. Og præsten, politikeren og pr[…..]
Dramadokumentar-serie om tre epoker i præsten, politikeren og digteren Grundtvigs liv.
Hele livet klæber skandalerne til Grundtvig. Han sprængte rammerne for, hvad et menneske kunne være i en tid, der kaldte på forandring. Og præsten, politikeren og provokatøren Grundtvig forandrede tiden. Han er den mest produktive salmedigter nogensinde og er samtidig et levende mysterie. Han samlede Danmark, men splittede sin familie.
’Alt og Eva’ er Viaplays nye svensk-danske dramakomedieserie med den talentfulde danske skuespiler, Joachim Fjelstrup, og de to kvindelige svenske skuespillere Tuva Novotny og Sissela Kyle i hovedrollerne. Eva (Tuva Novotny) tror ikke på kærligheden, men når hun mindst venter det, finder hun den i Mads (Joachim Fjelstrup). Det eneste problem er, at hun allerede er gravid, med hans barn, uden at han ved det. Serien er skrevet og instrueret af Johanna Runevad.
Serien får premiere på Viaplay 26. maj og bliver dermed en af de få nye serie premiere på tjenesten her i 2024, efter Viaplay har solgt en stor del originalt videre til andre tjenester.
Mere om handlingen i Alt og Eva
I Viaplays nye dramakomedieserie ’Alt og Eva’ møder vi Eva (Tuva Novotny), som ikke tror på kærligheden. Hun har dog besluttet sig for at få et barn alene og tager til København for at få doneret sæd og vælger en åben donor, Mads (Joachim Fjelstrup), som virker perfekt. Men aftenen før den store insemination kan hun trods alt ikke lade være med at tænke over, om hun har valgt det rigtige donorvalg. Hun beslutter sig derfor at opsøge ham med en skjult dagsorden. Mads viser sig at være normal, venlig, rar og frem for alt ikke en psykopat. Eva vender derfor, helt efter planen, tilfreds hjem til Stockholm, nu med et lille embryo i maven. Men Mads kan ikke lade være med at tænke på Eva og har helt andre planer – uden at kende sin hemmelighed.
– Det her er en meget anderledes rolle for mig, men dramaet fangede mig virkelig. Det, at serien er en hybrid mellem både København og Stockholm, tiltrak mig virkelig. På den ene side minder danskere og svenskere meget om, hvordan vi tænker på mange måder, men samtidig kan vi også se verden i helt andet lys i andre sammenhænge. Det føles rigtig spændende at kunne være med og forme, når disse to verdener mødes i denne serie, siger Joachim Fjelstrup.
– ’Alt og Eva’ er højt og lavt, komedie og tragedie, og ikke mindst kaos og orden, lige som livet selv. Jeg elsker Johannas tonalitet og er utrolig glad for at arbejde med hendes skønne blanding af humor og sorthed, i en meget relaterbar historie og karakter om, at livet ikke altid går som planlagt, siger Tuva Novotny.
’Alt og Eva’ er en serie med humor, varme og sårbarhed, men frem for alt fokus på alle livets forskellige relationer og de udfordringer karaktererne står over for. Mor Inger (Sissela Kyle) vil hele tiden være tæt på Eva, noget som måske ikke altid bliver værdsat af alle parter i mor-datter forholdet.
Joachim Fjelstrup (Drømmeren – Karen Blixen bliver til, Itsi Bitsi, Den fremmede) blev nomineret til prisen som et af Europas toptalenter af European Film Promotion 2015. Tuva Novotny (Annihilation, Eat Pray Love, Riget Exodus) og Sissela Kyle (Kronprinsen som försvann, Fröken Frimans krig, Enkelstöten) er to af Sveriges førende og prisbelønnede skuespillere.
– Vi er enormt stolte over, at nogle af Skandinaviens førende skuespillere er med i vores svensk-danske dramakomedie ’Alt og Eva’. Manuskriptet er fantastisk, hvor ægte parforholdssituationer blandes med humor og latter. Jeg ser meget frem til, når serien får premiere her på Viaplay, for jeg er sikker på, at vores seere kommer til at holde af seriens skønne karakterer, siger Filippa Wallestam, EVP & Chief Content Officer hos Viaplay Group.
Namastay
Fra optagelserne sommeren 2023 Foto: Ricco Wichmann
”Namastay” er en ny serie fra Paprika Steen i forening med sin bror Nikolaj Steen, som er instruktør. Serien tager udgangspunkt i det luksuriøse campingfænomen “glamping”.
”Namastay” er en ny serie fra Paprika Steen i forening med sin bror Nikolaj Steen, som er instruktør. Serien tager udgangspunkt i det luksuriøse campingfænomen “glamping”.
Paprika Steen og Lars Brygmann spiller parret Lotte og Andreas, der gerne vil starte deres egen campingplads. Det skal dog være på den moderne og hippe måde nemlig glamping.
Medvirkende: Lars Brygmann, Paprika Steen, Lærke Winther, Peter Gantzler, Ellaha Lack, Rosemarie Mosbæk, Magnus Haugaard Petersen, Johannes Nymark, Stine Schrøder Jensen, Alexander Clement, Amaile Lindegaard, Ole Boisen og Arthur Smith.
Serier på vej som vi endnu ikke kender præcis premieredato på
Den som dræber – Sæson 4
En brutal henrettelse af et ungt bandemedlem fra København sætter gang i en spektakulær mordgåde, der strækker sig over hele Øresundsregionen og dykker ned i spørgsmålene: “Hvornår har forbrydere udstået deres straf?” og “Kan et menneskes stræben efter retfærdighed gå for vidt?”. Psykologen Louise Bergstein – som nu er kærester med drabsefterforsker Frederik – bliver sat på sagen, da Frederik indser, at henrettelsen er mere kompliceret end en simpel voldshandling fra en bande. Med hjælp fra sin mentor – den erfarne svenske efterforsker, Gunnar Nymark – udarbejder Louise en gerningsmandsprofil, der tyder på, at den person, de leder efter, er en beslutsom og koldblodig morder, der nærer et personligt fjendskab mod offeret.
Serien er produceret af Miso Film og har premiere på Prime Video senere i 2024.
Graverne – ny TV 2 serie
TV 2 har løftet sløret for deres nye kommende danske krimidramaserie Graverne, der er skrevet af Jenny Lund Madsen og har Mille Dinesen i hovedrollen.
Det talentfulde hold bag serien stiller skarpt på et aktuelt og relevant emne: nyhedsmediernes rolle i et oplyst demokrati. Historien dykker ned i en dyster sag, der ikke må kunne ske i dagens Danmark og følger den journalistiske efterforskning. Den viser dilemmaer, som opstår, når rigtigt og forkert forplumres af modstridende interesser, og hvordan de påvirker hovedpersonernes privatliv
Foruden Liv består gruppen af den erfarne graverjournalist Hansen (Søren Malling), den fremstormende journalist Alice (Lila Nobel Mehabil), den ambitiøse praktikant Frederik (Clint Ruben) og den tjekkede fotograf Chris (Johanne Milland Pedersen). På rollelisten er også Katrine Greis-Rosenthal, Tina Gylling Mortensen, Filippa Suenson og Kenny Duerlund.
Hovedforfatter er Jenny Lund Madsen (‘Meter i sekundet’, ‘Rita’, ‘Bedrag III’), og serien instrueres af Jesper W. Nielsen (‘Borgen’, ‘Greyzone’, ‘Den som dræber’).
Første sæson af ‘Graverne’ består af i alt seks afsnit og får premiere på TV 2 og TV 2 PLAY i 2024 eller 2025. Serien produceres af Nordisk Film Series ved producerne Camilla Hammerich og Trin Hjortkjær Thomsen med støtte fra Public Service Puljen. David C. H. Østerbøg er TV 2 executive producer.
Sygeplejeskolen – Sæson 6
Efter to års ventetid vender den populære dramaserie ‘Sygeplejeskolen’ tilbage til TV 2 Play og TV 2 Charlie. Sidste sæson sluttede på dramatisk vis, og i sjette sæson får seerne endelig svar på, hvad der er sket med Fredenslund og personalet efter den tragiske brand. Sjette sæson af ‘Sygeplejeskolen’ sendes på TV 2 Play og TV 2 Charlie til efteråret 2024.
Pilou Asbæk og Iben Hjejle har hovedrollerne i denne nye serie, som i hvert oprindeligt var en Viaplay produktion. Viaplay har dog ikke lavet presse på serien, så det er ikke meget, vi ved om den.
Pilou Asbæk og Iben Hjejle skulle spille et meget forelsket par, der virkelig må kæmpe for kærligheden.
Pilou Asbæk har selv været ude og efterlyse nyt om seriens fremtid i forbindelse med prisstigning på Viaplay Total pakken. Her skrev han på X (Twitter) til Viaplay: Hvad der sker med den serie, jeg lavede for jer sidste år. Den hedder “Den gode stemning” Har vi præmiere hos jer, eller får I den solgt?
De bedste år – Ny TV 2 Echo komedie
Optagelserne er startet til TV 2s kommende komedieserie ‘De bedste år’, som er skabt af brødrene Magnus og Emil Millang. Serien tager et kærligt greb om de betydningsfulde år som småbørnsfamilie og spørger, om de virkelig er ‘De bedste år’?
I komedieserien ‘De bedste år’ følger vi Mathias og Louise, et par der står midt i livet med to små børn, da de pludselig indser, at de fuldstændig har glemt sig selv og parforholdet i processen med at skabe en familie.
‘De bedste år’ er Magnus og Emil Millangs første fælles tv-serie, hvor de begge har skrevet manuskriptet, og Magnus både instruerer og spiller rollen som Mathias. I rollen som Louise ses Stephania Potalivo, der blandt andet er kendt fra tv-serien ‘Sjit Happens’.
Ud over Magnus Millang og Stephania Potalivo i de bærende roller, kan seerne glæde sig til at se skuespillerne Lars Brygmann, Ditte Hansen og Søs Egelind som forældre og svigerforældre. Roberta Reichhardt spiller rollen som Louises søster, Laura, Kristoffer Eriknauer spiller Lauras forlovede, Claes, og Jesper Ole Feit Andersen er Mathias’ bedste ven og kollega, Sigurd.
‘De bedste år’ produceres af The Bunch ved producerne Carina Åkerlund og Jesper Zartov og forventes at blive sendt på TV 2 Play og TV 2 Echo 2024/25.
Familier som vores – Thomas Vinterberg laver TV 2 serie
‘Familier som vores‘ bliver en familiesaga i seks afsnit. Det bliver Thomas Vinterbergs første tv-serie, og dramaserien er en dansk familiesaga, hvor Thomas Vinterberg foretager tankeeksperimentet: Hvis vi tvinges til at forlade vores land, hvad vil der så ske?
Thomas Vinterbergs første tv-serie, ‘Familier som vores’, er en stor, episk familiesaga om opbrud og afsked, men også om håb og nye begyndelser. Serien foregår i en tid og virkelighed, der ligner vores, men forandring er på vej.
‘Familier som vores’ finder sted midt i den danske sommer, hvor livet er, som det plejer. Men snart vil alt blive revet fra hinanden. I takt med at oversvømmelser langsomt gør deres indtog, skal Danmark evakueres, og det danske folk skal spredes for alle vinde. Kun huse, skoler og tomme byer vil stå tilbage. Dem, der har råd, rejser til rige lande, mens de mindre velstillede må benytte sig af det statsfinansierede program og flytte til fattigere områder. Familier, venner og elskende vil blive adskilt, had og splittelse vil opstå hos nogle, og kærlighed og forsoning vil vokse blandt andre. Al ejendom gøres med et slag værdiløst, mange formuer vil forsvinde, og lykken blandt de rejsende danskere tilsmiler kun de få heldige. Gymnasieeleven Laura er forelsket for første gang og på nippet til at blive student, da nyheden om evakueringen rammer. Pludselig står hun overfor en ny virkelighed, som vil ændre hendes og hendes families liv for altid.
Vi møder studenten, Laura (Amaryllis April August), som ender i sit livs dilemma. Skal hun rejse med sin far (Nikolaj Lie Kaas) og hans nye kone (Helene Reingaard Neumann) til Paris – sammen med sin kæreste, Elias (Albert Rudbeck Lindhardt), eller skal hun tage med sin mor (Paprika Steen), som skal flytte til Rumænien via det offentlige evakueringsprogram?
Vi møder desuden godsejeren Henrik (Magnus Millang) og hans kæreste Nikolaj (Esben Smed). De har en større konflikt med Henriks bror, den succesrige byggematador, Peter (David Dencik), som bliver hårdt ramt af, at Danmark lukker.
Asta August spiller Christel, en enlig mor, som håber på, at hendes søn på ti år får mulighed for at komme på et fodboldakademi i England.
Premiere på TV 2 er sat til efteråret 2024.
Skruk – Sæson 2
Det romantiske komediedrama i seks dele vender tilbage med Josephine Park i hovedrollen som Nana og er skabt af Amalie Næsby Fick sammen med Nikolaj Feifer.
I anden sæson af Skruk møder vi Nana (Josephine Park), der nu har en baby på to måneder. Men lige så højt som hun elsker sit barn, lige så meget hader hun at være på barsel. Så Nana tigger sin gamle chef, Helle, om at få jobbet som verdens bedste fertilitetslæge tilbage. Det bliver et snævert ’ja’: ingen fejl denne gang – og ingen løgne! Nana lover bod og bedring, men har slet ikke overvejet, at nogen jo skal passe baby, mens hun er på job.
Derfor ender Nana nødtvungent med at have sin mor boende som en slags fast babysitter/roommate fra helvede. Men Nana har ikke noget valg, for hun skal mere end nogensinde performe på jobbet, hvor den perfekte nye læge, Hampus, har overtaget førertrøjen som klinikkens stjerne, mens Nana var væk.
Der er seks nye afsnit på vej i efteråret 2024.
Dag & Nat – Sæson 2
‘Dag & nat 2’ er anden sæson af Lone Scherfigs store hospitalsdrama, som nu skifter afdeling fra fødegangen til børneafdelingen. Serien, der netop er gået i optagelse, bliver på otte afsnit og forventes at få premiere på TV 2 Play og TV 2 i 2024/2025.
De to nye hovedroller som overlægen Linda og psykologen Lasse spilles af Ann Eleonora Jørgensen og Anders W. Berthelsen.
Vi er tilbage på supersygehuset to år efter, vi forlod fødegangen. I den nye sæson følger vi både personalet og deres daglige arbejde på børneafdelingen, men også deres indbyrdes relationer og private udfordringer. Hver episode fortæller også afsluttede historier om de patienter, der bliver indlagt på afdelingen. Patienterne er børn, men hvert barn har mindst én af sine forældre med sig, så serien bliver også en relevant skildring af forældreskab, og hvad det kan indebære af kærlighed, afmagt, glæder og bekymringer.
Hvide Sande – Sæson 2
TV 2 i gang med produktionen af ny sæson med nye hovedpersoner.
Sæson to af ‘Hvide Sande’ er på seks afsnit og produceres af Deluca Film ved Morten Rasmussen og Peter Bech med støtte fra Ringkjøbing-Skjern Kommune og Den Vestdanske Filmpulje. Den forventes at få premiere på TV 2 og TV 2 Play i 2025.
I første sæson af ‘Hvide Sande’ fra 2021 gik danske Helene og den dansk-tyske drabsefterforsker Thomas undercover i Hvide Sande for at finde gerningsmanden bag et brutalt mord på en ung, tysk surfer. Krimiserien blev en stor seersucces med over én million seere. Derudover har serien været et internationalt hit og er solgt til 40 lande, herunder de nordiske lande, USA, Storbritannien og Japan.
I den kommende sæson af ‘Hvide Sande’ folder en ny krimifortælling sig ud. Der introduceres to nye hovedpersoner, den stressramte efterforsker Maj og den unge lokalbetjent Bjørn, der spilles af skuespillerne Anne Louise Hassing og Allan Hyde. Derudover medvirker Frederikke Dahl Hansen og Anders Brink Madsen, mens seerne også kan glæde sig til et gensyn med blandt andre Jesper Asholt, Camilla Bendix og Bodil Jørgensen, der også medvirkede i første sæson.
Dansk / Svensk actionkomedie på TV 2
Martin Høgsted er det danske islæt i en ny dansk / svensk action komedie serie som han har skrevet sammen med den svenske komiker Jesper Rönndahl, der har den anden hovedrolle i serien.
I serien spiller de to grænsepolitibetjente, der lander midt i en farlig mission i den kriminelle verden.
Serien vises i foråret 2025 på svenske SVT og senere på TV 2. Læs mere her
En ny selvstændig Kastanjemanden serie på Netflix i 2026
Her er hvad Netflix skriver om den kommende fortsættelse af Kastanjemanden serien
En 41-årig kvinde bliver fundet myrdet. Da politiet i deres jagt på gerningsmanden undersøger kvindens digitale fingeraftryk, står det klart, at hun i månedsvis har været udsat for en voldsom form for stalking. Den endnu ukendte gerningsmand har leget en ufrivillig gemmeleg ved at overvåge hende i private situationer og sende hende billeder og videoer i en lind strøm sammen med noget, der ligner et børnerim. Det bliver hurtigt klart, at mordet kan kædes sammen med en anden uopklaret sag, hvor en 17-årig gymnasieelev for et par år siden også blev udsat for voldsom stalking, inden hun blev fundet død.
Mark Hess er tilbage i København og påtager sig at lede efterforskningen sammen med sin tidligere partner Naia Thulin. Men forholdet mellem de to efterforskere er kompliceret. Efter sagen om Kastanjemanden forsøgte Hess og Thulin at date, men forholdet endte brat og var fyldt med uforløste følelser.
Sosu – arbejdstitel på ny kommende TV 2 serie
Den unge og utilpassede Sille (Tessa) kommer under pres, da hun starter i hjemmeplejen og oplæres af den erfarne SOSU-assistent Rie (Iben Hjejle). Teamets leder, Patrick (Zaki Nobel Mehabil), har lavet en hemmelig aftale med Rie om, at hun skal overtage hans job, hvis hun til gengæld hjælper ham med forfremmelse og dækker over hans fejl. Men da Patrick misbruger sin magt, ender Rie i et alvorligt dilemma. Skal hun dække over ham eller stå op for den unge Sille og dermed give slip på sine egne drømme?
Serien, der bliver på seks afsnit, ventes at få premiere på TV 2 og TV 2 Play i 2026.
Sommerdahl – Sæson 6
TV 2 Charlie serien er bekræftet til at få en sæson 6 i 2025.