2016 – Året der gik på DIGITALT.TV
Et år er gået, og det er tid til igen at sige godt nytår her på DIGITALT.TV. Endnu et spændende år med masser af nyheder, anmeldelser. Vi har i alt skrevet over 1100 indlæg i året der gik.
I denne artikel kigger vi lidt tilbage på året, der er gået og ser frem mod, hvad starten af 2017 har at byde på.
2016 – TV året der gik
2016 blev året med den første danske Ultra HD tv-kanal. Viasat lancerede deres Ultra HD tv kanal i september også i Danmark. Som vores nylige optælling viser, så er udbuddet indtil videre temmeligt begrænset, men det er da rart at se at der er nogle der tør at tage det første skridt.
Når vi er ved Ultra HD, så fik danskerne her i december endnu en Ultra HD/HDR streaming mulighed med Amazon Prime, omend det endnu er med et noget amputeret udbud, vi må håbe de tilføjer flere titler inden alt for længe, ellers bliver der nok ikke ret mange der bliver hængende, når prisen stiger.
Skal vi lige knytte en kommentar til Netflix, så blev 2016 året hvor det blev sværere at snyde med landeskift via de såkaldte dns geotjenester, men mere og mere Netflix indhold er jo også originalt indhold. Netflix originalserien Stranger Things var én af årets mest populære nyheder.
Ultra HD TV ejere fik en ny mulighed i 2016 for at nyde film i den bedst mulige billedekvalitet med lanceringen af Ultra HD blu-ray afspillere og film. Vi anmeldte et par afspillere i løbet af året fra Samsung og Panasonic.
Canal Digital og Discovery Networks havnede i en strid om en ny distributionsaftale, hvilket betød sort skærm i en periode for kunderne på eksempelvis Kanal 5 og 6’eren.
Både Canal Digital og Viasat lancerede også nye tv-bokse i 2016, som vi naturligvis anmeldte. Læs anmeldelse af Canal Digital boksen og Viasat boksen
YouSee tilbød fra slutningen af april kunderne en ny tv-boks. Der blev lovet opdateringer løbende, men blandt et stort standby strømforbrug tog det længe at rette, og man må konkludere at YouSee kunne have gjort det bedre. Det samme galt deres sammenlægning af TDC TV og YouSee, der gav en del problemer.
I en tid med stor konkurrence på elektronikmarkedet drejede Fona nøglen om, Elgiganten endte med at overtage nogle af butikkerne. Noget der både åbnede og reelt set blev lukket i 2016 var TV 2’s satsning på en business streamingkanal, TV 2 Business, som ikke formåede at vinde nok interesserede.
På kanalfronten så blev 2016 også det år, hvor parabol-tv udbyderne langt om længe begyndte at tilbyde nabolandskanaler. Der er faktisk kvalitetsserier af og til på både svensk og norsk tv med danske undertekster, så et velkomment plus, at flere nu kan se med.
DR K dukkede op her sidst på året i HD udgave på det terrestriske sendenet, mens vi stadig savner DR2, den skulle dog være på vej. Boxer skal have ros på HD fronten for at fordoble antallet af HD kanaler i 2016.
Vi ses i 2017
2017 skal igen nok igen blive et spændende år på DIGITALT.TV. Vi starter som sædvanlig året ud med masser af produktnyheder fra CES messen i Las Vegas, hvor der plejer at komme en lind strøm af pressemeddelelser og nyheder. Så der skal nok komme masser nyt om nye TV, HDR, Smart TV med mere allerede fra årets start.
Desuden har vi også planer om at starte året med et par gadgets tests, der ligger lidt udenfor det område, vi plejer at skrive om. Vi vil nok ligesom mange andre gerne starte året sundt, så har I fået et lille hint i hvert fald om den ene produktanmeldelse.
DIGITALT.TV håber du får et rigtigt godt nytår og vi glæder os til at bringe dig en masse spændende artikler, anmeldelser og guides også i 2017.
Godt nytår!