Elgiganten overtager de 10 sidste Fona butikker
Elkjøp Nordic har købt de 10 resterende Fona butikker, der fremover bliver en del af Elgiganten. Dermed fortsætter de 10 butikker: På Strøget i København, Strøget i Aarhus, i Lyngby, på Frederiksberg, i Rødovre, på Fisketorvet i København, i Hørsholm, ved Nørreport, i Aalborg og på Østerbro i København
– Vi følger trends og handlemønstre tæt og ser, at særligt storbykunden ønsker at kunne handle elektronik i bycentrum.
– Opkøbet af Fonas butikker supplerer vores tilbud, siger koncernchef i Elkjøp Nordic, Jaan Ivar Semlitsch i en pressemeddelelse.
Alle ansatte i disse butikker vil få tilbud om videre ansættelse, skriver Elkjøp Nordic, der siden 2006 har ejet 40 procent af aktierne i Fona.