Prime Video har nu reklamer i Danmark – vil du betale dig fra dem?
Prime Video indfører reklamer i film og serier her fra 17. juni 2026. Samtidig lanceres en ny mulighed for at slippe for reklamerne mod en ekstra betaling.
Reklamefri adgang koster 29 kroner ekstra
Den nuværende abonnementspris ændres ikke, men indhold på tjenesten vil fremover indeholde det, Prime Video beskriver som “begrænsede annoncer”.
Kunder, der abonnerer direkte hos Prime Video, får mulighed for at tilkøbe en reklamefri version af tjenesten for 29 kroner om måneden.
Det følger samme model, som flere internationale streamingtjenester allerede benytter, hvor et billigere abonnement indeholder reklamer, mens reklamefri visning kræver en merbetaling.
TV-pakke og partnerkunder får reklamerne
Kunder med et Prime Video-abonnement via en samarbejdspartner (f.eks. hos Norlys, YouSee, Allente og Telmore Play) der ønsker at fortsætte med at se indhold uden reklamer, kan gøre dette ved at logge direkte ind på Prime Video og vælge den reklamefri løsning til 29 DKK/måned. Dette tillægsgebyr faktureres direkte af Amazon og ikke via samarbejdspartneren.
Bemærk ikke alle partnerkunder har fået reklameudgaven her fra starten og kan dermed nyde reklamefriheden lidt endnu. Prime Video oplyser til DIGITALT.TV: Kunder, der har købt Prime Video gennem partnere som Norlys, YouSee, Allente og Telmore Play, vil fortsat have en reklamefri oplevelse frem til deres næste fornyelsesdato.

Endnu et skridt mod reklamefinansieret streaming
Prime Video følger dermed en udvikling, hvor stadig flere streamingtjenester kombinerer abonnementsbetaling med reklamer.
Netflix, Disney+ og flere andre internationale tjenester tilbyder allerede reklamebaserede abonnementer på en række markeder.
💡 Det betyder det for dig
- Behold din nuværende pris og acceptere reklamer.
- Betale 29 kroner ekstra om måneden for at slippe for reklamer
(muligheden er tilgængelig fra den 17. juni)
Værd at vide:
- For en husstand, der ønsker reklamefri adgang, svarer tillægget til 348 kroner ekstra om året.
- Alle kunder beholder dog muligheden for at streame i 4K-opløsning på det indhold, der tilbydes i den kvalitet.
