Qviart Lunix – kompakt satellit-tv modtager
I vores serie af tests af Qviart tv-bokse, så er vi nu nået til den billigste model i serien. Lunix modellen her er en ren satellit-tv tuner boks uden 4K og common interface support. Har du kun behov for satellit-tv modtagelse, såsom gratiskanalerne fra Astra 19,2 øst, f.eks. i sommerhuset, så kan det være interessant.
Produktet er stillet til rådighed af Tektronik,, hvorfor vi skal markere denne test med annonce. De har ikke haft indflydelse på vores vurdering.
Tektronic forhandler modellen til 649,- på testtidspunktet her primo maj 2019. Tektronic har den generelle distribution af Qviart i Danmark og leverer også til forhandlere, lagerfører alle modeller og varetager også evt. RMA og support.
Udpakning, Teknik og tilslutninger
Med i kassen finder vi udover selve tv-boksen:
- Strømadapter
- HDMI-kabel
- Fjernbetjening med batterier
- Manual på flere sprog herunder engelsk
Fjernbetjening er identisk med den der medleveres på den dyreste Qviart model og har lys i kanalskifte og lydstyrke knapperne. Der er generelt direkte adgang til en masse via de mange knapper.
Boksen er i plastik og har ikke nogen knapper på fronten, men to dioder. Den ene lyser blåt, når boksen modtager fjernbetjeningssignaler, mens den anden er en rød diode, der lyser, når der optages tv.
På fronten af den kompakte boks finder vi en indbygget kortlæser, som kræver, at du selv installerer tredjeparts plugins, for at den kan benyttes.
På bagsiden finder vi:
- SPDIF optisk lyd ud
- Satellit-tuner ind
- 2 x USB 2.0 porte
- Netværkstilslutning (kablet)
- HDMI ud
- Strømtilslutning med fysisk on/off knap
Internt sidder der en knap så hurtig CPU som på de dyrere Qviart modeller. Her må du nøjes med en Boradcom 751 MHz (2000 DMips) og hukommelsen er også begrænset til 512 DDR3 og 256 MB NANO Flash.
Installation og daglig brug
Boksen kommer med en fabrikssoftware, som er en OpenPli variant. Ligesom da vi testede Qviarts topmodel, så kunne vi her heller ikke optage tv med fabrikssoftwaren. Der er simpelt blokeret for dette for at undgå ekstra afgifter til bokse, der sælges med denne funktion.
Du kan hente og installere en fuld Openpli software og installere den via en USB-nøgle, så får du både optage funktionalitet og generelt den nyeste software.
Man kan godt mærke, at boksen her ikke har så stærk processor, som på de Qviart modeller vi tidligere/dyrere har anmeldt her på DIGITALT.TV. Det kører langsommere med opstart af boksen og generelt i betjeningen.
Ligesom på Enigma2 baserede bokse generelt, og de dyrere modeller, så får du med Qviart Lunix også adgang til webinterface og mulighed for at benytte den med apps fra din smartphone.
Optag TV
For at optage på boksen så skal du tilslutte en USB lagringsenhed. Vi har testet med en USB 2.0 250 GB harddisk som har fungeret fint. Du kan naturligvis generelt kun optage 1 kanal ad gangen, dog kan der optages fra andre samtidigt, hvis de udsendes på samme frekvens
Ved optagelse fra kanaler med tekst-tv undertekster, kan det anbefales at ændre indstillingen for forsinkelse af disse fra standardværdien til 0. Ellers vil de være bagefter, når optagelsen afspilles.
Konklusion
Qviart Lunix er en basis modtager til dig, der kun har brug for det mest basale f.eks. til sommerhuset. Eftersom boksen er baseret på Linux (Enigma 2) software, så er der masser af muligheder for at bruge boksen i samspil med f.eks. smartphone eller bærbar.
Modellen er ret prisgunstig med sin pris på de 649,-, men alligevel så synes vi, at du får en del mere for pengene med Qviart 4K modellen, der kun koster 400 kroner ekstra. De er godt givet ud, i forhold til at man så tilføjer både hurtigere CPU, mere RAM, 4K support, DVB-T2/C tuner og plads til kortlæsermodul.
Læs vores øvrige Qviart anmeldelser her: