Streamingudvikling i 2018
Når danskerne sætter sig foran skærmen, PC’en, iPad’en eller mobiltelefonen for at se film, serier, videoklip eller for den sags skyld for at streame tv, så benytter de i stigende grad en af de efterhånden mange streamingtjenester, der er på markedet.
Det viser tal fra Slots- og Kulturstyrelsens nye specialrapport ”Streaming”, som er en del af styrelsens ”Rapportering om mediernes udvikling i Danmark”, der udkommer hvert år.
Streamingtjenester som for eksempel Netflix, DRTV, YouTube, ViaPlay og HBO fik i 2018 alle sammen flere danske brugere, hvilket også har været medvirkende til, at forbruget på streamingtjenester målt i kroner og øre er steget i årets løb.
53 procent af husstandene havde i 2018 abonnement på en eller flere af i alt seks streamingtjenester, der kan abonnere særskilt, eksempelvis HBO, Netflix og ViaPlay. Det er 3 procentpoint mere end i 2017. 35 procent af de danske husstande havde i 2018 desuden abonnement på to eller flere af de seks streamingtjenester.
Flere danskere streamede i 2018
ANDEL I % DER HAR STREAMET FILM, SERIER, TV, VIDEOKLIP M.M.
Kilde: Index Danmark/Gallup 1. halvår 2016/17/18. Univers: Danskere 12 år og derover.
Også blandt de daglige streamere er der fremgang: Således streamede 38 % dagligt eller næsten dagligt i 2018. Niveauet i 2018 er dermed 7 procentpoint højere end i 2016, og 4 procentpoint højere end i 2017.
Aldersfordeling streaming
Næsten alle i de yngre aldersgrupper streamer, men væsentlig flere ældre kommer til.
ANDEL I % DER MINIMUM UGENTLIGT HAR STREAMET FILM, SERIER, TV, VIDEOKLIP M.M.
Kilde: Index Danmark/Gallup 1. halvår 2016/17/18. Univers: Danskere 12 år og derover.
- Næsten alle blandt de 12-18 årige (95 %) og 19-34 årige (94 %) streamede ugentligt eller oftere i 2018.
- Særligt blandt de 35-54 årige og 55-70 årige er der fremgang.
Indholdsfordeling streaming
ANDEL I % DER MINIMUM UGENTLIGT HAR STREAMET FORSKELLIGE INDHOLDSTYPER, 2018
Kilde: Index Danmark/Gallup 1. halvår 2018. Univers: Danskere 12 år og derover.
- Generelt er streaming af serier og programmer (fx Netflix) samt små film og filmklip (fx YouTube) mest udbredt.
- Men hvor flest 12-18 årige streamer små film og filmklip, er streaming af nyheder mest udbredt blandt de ældste.
Spredningen mellem de forskellige indholdstyper er væsentlig mere udtalt i de yngre alders-grupper og mindre blandt især de to ældste aldersgrupper; således er der omtrentligt lige store andele af de 55-70 årige, der streamer de forskellige indholdstyper.
Tidsforbrug streaming
Derudover viser analysen, at der i 2018 sammenlignet med 2016 er flere, der streamer lang tid ad gangen. Denne udvikling er særligt udtalt blandt de yngre aldersgrupper.
TID BRUGT PÅ AT STREAME FILM, SERIER OG VIDEOKLIP I GÅR, 2018*
Kilde: Index Danmark/Gallup 1. halvår 2018. Univers: Danskere 12 år og derover. *Der vises alene data for brugere, der har oplyst deres tidsforbrug/har streamet.
- Blandt de 12-18 årige og 19-34 årige streamer størstedelen 1 time eller mere, og en stor andel 3 timer+.
- 40 % af både de 12-18 årige og 19-34 årige streamede 2 timer eller mere ”i går”.
- Omvendt streamer de ældre aldersgrupper typisk en halv time eller kortere.
Tjenestefordeling
Det er, måske ikke overraskende, Netflix, der er den mest udbredte abonnementsbaserede streamingtjeneste blandt de danske husstande. Således har 44 % af husstandene i 2018 enten betalt abonnement, prøve/gratis abonnement eller adgang via andet abonnement. Herefter har HBO, ViaPlay og TV 2 PLAY væsentlig mindre – men ligelige – andele på henholdsvis 23, 22 og 21 % i alt.
YouSee TV & Film, som tilgås gennem abonnementer hos YouSee, har en tilsvarende andel på 22 %. Det skal dog bemærkes, at der er stor forskel på prisniveauet på de forskellige tjenester; YouSee/YouSee TV & Film er fx samlet set et væsentligt dyrere, men også mere omfattende produkt, idet det giver adgang til flere forskellige typer tjenester.