Medvirkende i sæson 10 af Badehotellet – Stor oversigt
- En status på både kendte og nye ansigter
3. marts er der endelig premiere på den sidste sæson af Badehotellet som foregår i 1946. Herunder kan du læse mere om karaktererne og hvad de tumler med her i de sidste afsnit.
Amanda og Frida
Amanda (Amalie Dollerup) længes efter Uwe, som hun ikke har set i et år, da han er tilbageholdt i flygtningelejren i Grove og ikke må modtage besøg. Det er fortsat en hemmelighed, at han er far til Frida (Lara Azimi-Busekist), da Madsen har bildt alle ind, at det er en svensker fra Gøteborg. Amanda er træt af sin fars nødløgn og drømmer om en fremtid sammen med Uwe og Frida i Danmark. Men der er stadig så meget had og uforsonlighed mod tyskere efter krigen, at det er et spørgsmål, om det kan lade sig gøre.
Georg og Therese Madsen
Madsen (Lars Ranthe) kæmper med at få sin byggevirksomhed op og køre igen efter krigen, men støder hele tiden på vareknaphed og bureaukrati hos myndighederne. Da han løber ind i den dansk-amerikanske byggematador John Henry Seerup, der er hjemme og besøge fædrelandet, øjner han straks mulighed for den helt store gevinst ved at bygge i Amerika. Nu gælder det bare om at få den stenrige Seerup til at hjælpe sig i gang ’over there’. Therese (Anne Louise Hassing) er mildt sagt tvivlende over for ideen.
Edward og Helene Weyse
De to store sønner er taget på cykeltur, så for en gangs skyld er der udsigt til rigtig ferie for Weyse (Jens Jacob Tychsen) og Helene (Cecilie Stenspil). Lige indtil Weyse i et anfald af hovmod kommer til at sige ja til at debutere som instruktør på Det Kongelige Teater. Da opgavens svimlende omfang går op for den kære skuespiller, griber han vanemæssigt ud efter sin hustru til hjælp. Men denne sommer er der pludselig også bud efter Helene fra en helt anden side.
Alice Frigh
Alice (Anette Støvelbæk) slås med sin bestyrelsesformand, der ikke er enig i hendes ideer om modernisering af tobaksfabrikken. Han bruger fabrikkens sagfører, Bent Ødegaard Andersen, der har sommerhus i nærheden, til at overbringe nyheden. Det er en anelse akavet for Alice, da hun gennem det forløbne år har haft en lidt anden relation til den gifte sagfører end det rent arbejdsmæssige.
Hjalmar Aurland
Krigen er slut, men kontorchef Aurland (Peter Hesse Overgaard) kan ikke slippe fortællingerne om dens rædsler. Hvordan skal menneskeheden nogensinde komme videre efter folkemord og katastrofer? Otilia gør, hvad hun kan for at bringe ham på andre tanker, men den store verdens problemer går ikke væk, bare fordi man lægger dem ind i et klædeskab.
Otilia
Otilia (Merete Mærkedahl) har denne sommer sagt ja til at passe Amandas datter, Frida, med det slet skjulte ønske at komme tættere på Hjalmar Aurland. Men én ting er at varte op med kaffe og kage. Hvordan skal hun få fortalt den plagede kontorchef, hvad hun egentlig føler for ham?
Edith og Valter
Edith (Ulla Vejby) kan slet ikke forstå Otilias dilemma. Hvorfor siger hun ikke bare til hr. Aurland, at hun elsker ham? Otilia betakker sig bestemt for Ediths indblanding. Og heldigvis får Edith snart andet at tænke på, da embedet som sognerådsformand bliver ledigt. Tænk, hvis det kunne blive hendes Valter (Simon Stenspil)? Hvad ville en så fin position ikke betyde for lille Edith selv?
Martha
Med Martha (Ena Spottag) er der kommet en fast myndighed tilbage i køkkenet. Med sikker hånd styres rationeringsmærker, fjantede stuepiger og samtlige måltider. Dog har Martha ét blødt punkt: Amandas lille datter, Frida.
Molly
Molly (Bodil Jørgensen) nyder, når Morten kommer forbi og hjælper hende med praktiske gøremål. Men samtidig har hun hele tiden tanke for Fie og børnene i Newcastle, der savner deres mand og far. Krigen er jo slut nu, så er det ikke på høje tid at komme hjem til familien i England?
Morten og Fie
Morten (Morten Hemmingsen) er på vegne af de engelske befrielsesstyrker stadig leder af den store lejr i Grove, der med sine 25.000 tyske flygtninge er på størrelse med en mindre dansk provinsby. Han har kun været hjemme hos familien i Newcastle på korte besøg, mens Fie (Rosalinde Mynster) har passet rederiet. Hun spørger stille sig selv, hvorfor Mortens pligtfølelse er større over for tyske flygtninge end over for hans egen familie. Eller er der en helt anden grund til, han ikke kommer hjem?
Uwe
Uwe (Anton Rubtsov) har i et helt år ikke har haft mulighed for at se Amanda og deres datter, Frida, da han fortsat er tilbageholdt i Grove-lejren, hvor han er blevet øverste talsmand for de mange tyske flygtninge. Amanda bearbejder utrætteligt myndighederne for at få ham frigivet, så de sammen kan få et liv i Danmark, men hendes anstrengelser får et højst uventet resultat.
Fru Fjeldsø og Lydia Vetterstrøm Plough
Fru Fjeldsø (Birthe Neumann) og hendes søster, Lydia (Sonja Oppenhagen), er tilbage, hvor de slap. Gå-ture, måltider og bridgespil. Det er vigtigt for fru Fjeldsø, at alt er nøjagtigt, som det plejer. Selv de mindste forandringer tolereres ikke. Men så skulle hun måske i år have valgt et andet hotel! Selv den altid tålmodige og udglattende Lydias berømte forandringsparathed kommer på en hård prøve denne sommer, hvor alting vendes på hovedet.
Grev Ditmar
Ditmar (Mads Wille) har forskanset sig på Frijsenholm knuget af sorg over, at hans 12-årige søn, Vilhelm, omkom i de sidste hårde kampe om Berlin. I et anfald af selvhad giver Ditmar sin mor ret i, at det ikke var sket, hvis han havde holdt på Mitzi i stedet for at give efter for forholdet til Philip.
Philip Dupont
Philip (Sigurd le Dous) har tålt meget i årenes løb, men da Ditmars sortsyn og sorg til sidst går direkte ud over ham, takker han af og forsvinder. Philip har brug for frisk luft og højt til himlen. Han må finde sig selv igen i sit eget selskab.
Mitzi og grevinde Anne-Grethe
Ditmar er stadig gift med Mitzi (Anne Bergfeld), som før krigen flyttede tilbage til Tyskland sammen med deres fælles søn, Vilhelm, for at han kunne opdrages i Hitler Jugend. Da russerne befrier Berlin, bliver hun fanget i den russiske zone og appellerer til sin svigermor, grevinde Anne-Grethe (Benedikte Hansen), om hjælp.
Kitty Hansen
Den unge skuespillerinde Kitty Hansen (Andrea Øst Birkkjær) gør atter sit indtog på hotellet efter flere års fravær. Meget mod Weyses vilje har teatret ansat hende til en stor rolle i den forestilling, Weyse har sagt ja til at instruere. Men er hun overhovedet i stand til at gennemføre rollen? Weyse må have vished og beordrer hende over til hotellet. Det bliver lidt af en prøvelse for flere, da Kitty er kommet til et punkt i sit liv, hvor fortidens regnskaber skal gøres op.
August Molin
Den formue, Molin (Søren Sætter-Lassen) tjente på bunkersbyggeriet, blev konfiskeret forrige sommer, og i kølvandet mistede han både sin hustru og sin selvrespekt. Han bor nu på et lille usselt hummer i Södermalm i Stockholm, da en stemme fra fortiden kalder ham tilbage til det lille hotel. Et overraskende møde giver ham mulighed for at forandre sit liv.
Bent Ødegaard Andersen
Sagfører Ødegaard Andersen (Jens Jørn Spottag) er blevet forelsket. I årevis har han ellers muntret sig med skiftende kvindelige bekendtskaber i sit lille sommerhus tæt ved hotellet. Men nu er han mod sine principper blevet indtaget i en enkelt kvinde, der dog ikke er lige så frisindet som Ødegaard Andersen og slet ikke sikker på, at hans hustru i København er med på ordningen.
Nye karakterer og tyskerne i sæson 10 af Badehotellet
Som sædvanlig så er der også plads til helt nye karakterer i en ny sæson, og sæson 10 er ingen undtagelse. Læs mere om dem herunder.
John Henry Seerup og Ellinor
Seerup (Olaf Johannessen) kommer fra små kår i det nordjyske, men emigrerede til USA for 33 år siden. Her har han gjort stor karriere som byggematador i Wisconsin og har giftet sig med guvernørens datter, Ellinor (Stephanie Hayes). Denne sommer kommer han for første gang tilbage til Danmark for at deltage i Rebildfesten og bliver slået af, hvor meget han har savnet sit fødeland. Han må hente sin hustru med over og dele det hele med hende. Men Ellinor er ikke sådan at imponere.
Lily og Trine
Lily (Hannah Gass Sibbesen) og Trine (Kamille Wenneberg) er hotellets nye, unge stuepiger. Lily er usikker og genert og bliver helt ulykkelig over den mindste kritik fra gæsterne, mens Trine er ligefrem og uforfærdet med et lille oprør over for gæsternes selvoptagethed. De kendte ikke hinanden, før de fik arbejde på hotellet, men falder straks i hak og skaber hurtigt deres eget lille rum, hvor de kan fjolle uforstyrret. Sommeren bliver en personlig rejse for begge piger på hver sin måde.
Direktør Konradsen
Så toner han endelig frem i egen høje person, selveste direktør Konradsen (Henning Jensen) fra Det Kongelige Teater. En mand, vi kun har hørt om, når Weyse har haft småproblemer med arbejdet. Men denne gang er det alvor. Nu vil direktør Konradsen gerne have at vide, hvad Weyse har gjort ved instruktøren Arthur Bonderose, der er kommet på nervesanatorium, så han ikke kan iscenesætte den næste forestilling. At Weyse selv overtager instruktionen, beroliger på ingen måde direktør Konradsen, der fortryder, han er blevet på posten så længe og kun holdes oppe af beroligende kamferdråber.
Tulle Thøgersen
Tulle (Lone Bøgh Rødbroe) er hotellets nye rulle- og vaskekone. Hun er gift med Thøger, en lokal fisker som er næstformand i sognerådet. Da hendes mand møder modstand, fordi han solgte lidt rigeligt fisk til tyskerne under krigen, udfordrer det Tulles position i lokalsamfundet og gør hende til en modstander af hotellet.
Dommer Kiessling og husbestyrerinden
Uwes far, dommer Kiessling (Horst Günter Marx), lever alene med sin husbestyrerinde i det store hus i Blankenese i Hamborgs udkant, der i modsætning til selve byen står uskadt efter de allieredes bombardementer. Men er huset intakt, er den gamle dommer selv nedbrudt af sorg over, at Uwe har slået hånden af ham, fordi han støttede nazisterne under krigen. Kan Amanda og Frida gøre noget ved det?
Den trofaste Ursula (Karla Trippel) savner Uwe lige så meget som hans far. Sidste år udvirkede hun, at Amanda fik oplysninger om, hvor hun kunne lede efter Uwe, men kommer hun nogensinde til at se ham igen?
Konrad Fuchs
Den tyske oberst Fuchs (Joachim Kappl), som vi mødte under krigen, er en ræv med mange udgange. På forunderlig vis er det lykkedes ham at undslippe retsforfølgelse ved at komme til Schweiz. Nu prøver han at redde sin tabte formue tilbage.