TV-Nyt

Hvornår sendte DR første gang OL på TV?

Da Statsradiofonien begyndte at sende fjernsynsudsendelser i 1951, var der kun ganske få tv-seere, og rækkevidden af sendemasterne var lav.

At sende et tv-hold til udlandet har været meget bekosteligt, og i de første år eksperimenterede man stadig med tv-studiet og udstyret i Radiohuset. I 1953 var der stadig blot 800 TV-licens-betalere, så det kom slet ikke på tale at sende fjernsynet af sted til OL i Helsinki i 1952. Hele Danmark kunne først modtage fjernsyn i 1960, hvor bornholmerne som de sidste fik mulighed for at se med.

OL i Rom 1960

Det blev i 1960, at seerne for første gang kunne se dansk fjernsyn fra OL i Rom. Dog havde Danmarks Radio stadig ikke et tv-hold med ved legene – det var endnu kun radioreporterne, der sendte danske optagelser hjem til lytterne. Men i 1960 var det muligt at få optagelser leveret fra Rom via Eurovision-samarbejdet, så de danske tv-seere kunne opleve det storslåede arrangement med deres egne øjne.

Det var et helt særligt år, for Danmark havde et talentfuldt fodboldhold med ved OL, og holdet endte med en sølvmedalje i finalekampen mod Jugoslavien. Fodboldspilleren Harald Nielsen – også kaldet ’Guld-Harald’, fordi han hårdnakket påstod, at Danmark ville vinde guldmedalje, blev turneringens topscorer, og den senere meget populære fodboldkommentator og DR-vært Tommy Troelsen spillede også med på holdet.

OL i Tokyo 1964

Da De Olympiske Lege skulle holdes i Tokyo i Japan i 1964, var TV-Byen i Gladsaxe så småt taget i brug.

Selv om selve indvielsen af de første bygninger først var i 1965, havde der været liv i de første studier siden 1963. Måske var det de nye flotte og moderne bygninger, der afgjorde, at Danmarks Radio blev udvalgt som EBU’s reservekanal.

Hvis det daglige bånd med sammendrag fra begivenhederne i Tokyo ikke nåede frem med fly til Tyskland, hvor OL-transmissionerne skulle udsendes fra, var der chance for, at reservebåndet var nået til København, så begivenhederne kunne afvikles fra Danmark i stedet.

DR var valgt som reserve for udsendelse af det daglige sammendrag fra OL. Det primære sted for udsendelsen var Tyskland, men var flyet med båndet ikke nået frem, skulle DR overtage afviklingen, for reservebåndet kom med et andet fly til Kastrup. Den afviklingsmaskine, der blev benyttet, var lejet af EBU og var installeret i studiefløjen i TV-Byen.

Gunnar ’Nu’ Hansen og Niels Christian Niels-Christiansen var igen på pletten i Tokyo, og denne gang havde de tv-folk med til det fjerne Japan. De interviewede sportsfolkene i den danske lejr og lavede reportager om begivenhederne.

OL i Mexico i 1968

OL Mexico 1968 TV Guide
OL Mexico 1968 TV Guide Foto: DR

I 1968 blev De Olympiske Lege holdt i Mexico. Det var første gang, at man transmitterede sommer-OL i farver (vinter-OL i Grenoble i 1968 var allerede tyvstartet med farverne), så hvis man var den glade ejer af et farvefjernsyn, kunne man opleve sportsudøverne på en helt anderledes levende måde.

Danmarks Radio var først begyndt at eksperimentere med farve-optagelser i starten af 1968, og der kan ikke have været mange seere, der ejede et tv-apparat, som kunne vise farver. Men så gik folk hen for at se OL i tv-forretningerne i stedet.

Gunnar ’Nu’ Hansen var også i sit es i Mexico. Han og hans kolleger interviewede flere af sportsfolkene, og selv om DR’s egne indslag endnu ikke var i farver, blev seerne ikke snydt for spændende reportager. Danmarks Radios kamerafolk filmede mange steder i OL-byen, så seerne fik en fornemmelse af, hvordan der så ud, og da Gunnar ’Nu’ Hansen interviewede det danske cykelhold, gjorde han det i fart: Han stod på en følgebil med cykelrytterne kørende bag bilen, og så interviewede han sportsfolkene, mens de trænede.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard