TV-Sport NytTV-Nyt

TV 2 klar med VM 2026 dækning døgnet rundt

- se værter og eksperter her

TV 2 er klar til at dække VM i fodbold 2026, som spilles i Canada, Mexico og USA fra 11. juni til 19. juli.

TV 2 deler rettighederne med DR og sender blandt andet åbningskampen, finalen samt en række af turneringens største gruppekampe.

36 VM-kampe på TV 2

I gruppespillet viser TV 2 i alt 36 kampe på TV 2, TV 2 Sport X og TV 2 Play.

Blandt højdepunkterne er alle Englands og Spaniens gruppekampe, Argentinas og Norges to første gruppekampe samt Brasiliens første kamp ved slutrunden.

TV 2 sender desuden både VM’s åbningskamp den 11. juni og finalen den 19. juli.

De dækker VM 2026 på TV 2

Camilla Martin og Morten Ankerdal er på skift værter på TV 2s VM-magasin, som sendes hver aften direkte fra tv-studiet på Bryggen. Her får de selskab af TV 2s fodboldeksperter David Nielsen, Nicklas Bendtner, Nicoline Haugård Caspersen, Bo Henriksen og Mads Junker, som vender og drejer de store emner ved slutrunden og ser frem mod aftenens og nattens opgør på den anden side af Atlanten.

I Canada, Mexico og USA har TV 2 tre kommentatorpar på plads til de mange kampe, der alene i gruppespillet tæller 36 opgør på TV 2, TV Sport X og TV 2 Play.

De tre kommentatorpar er Thomas Kristensen/Morten Bruun, Henrik Fallesen/Jonas Hebo og Martin Gottschalk/Nicolai Boilesen

Nyt VM-program med Carsten Werge

Et af de nye elementer i TV 2’s VM-dækning bliver morgenprogrammet VM-trænerne, som sendes direkte hver morgen på TV 2 og TV 2 Play.

Her samler Carsten Werge sammen på nattens begivenheder med skiftende medværter som David Nielsen, Bo Henriksen og Heino Hansen.

Det bliver fodboldfagligt, uformelt og underholdende med prominente gæster som Casper Christensen, Esben Pretzmann, Frank Hvam, Hav & Kamal, Hjalmer, Lars Lilholt, Lars Mikkelsen, Mick Øgendahl, Mikael Bertelsen, Niels Brandt, Nikolaj Jacobsen, Rasmus Tantholdt, Simon Kvamm og Thor Farlov. Måske endda Rick Astley.

– Vi laver 23 programmer, hvor vi samler op på det seneste VM-døgn og besøger natteravnene, som dropper søvnen for at se kampene. Vi ser på ‘Dagens blockbuster’, hvor vi finder svar på, hvorfor du skal knuselske at se Østrig-Jordan. Vi uddeler ‘VM-trænernes fredspris’ til dem, som ikke fortjener det, der kan ringes ind med spørgsmål, og meget mere, siger Carsten Werge og tilføjer:

– Og personligt glæder jeg mig nok mest til at blive genforenet med Frimann.

Der er tale om næste generation af Frimann. Ikke den tidligere kommentatormakker Per, men sønnen Jonathan Frimann, som bliver lærling på programmet. Her skal han blandt andet lave videoer med sin faste YouTube-makker Carl – hele indsatsen under Werges vinge, hvor der vil blive evalueret med MUS-samtaler undervejs. ‘VM-trænerne’ sendes direkte fra TV 2s VM-studie på Islands Brygge i København, hvor Sarah Bro er reporter og interviewer fodboldfans på pladsen.

Programmet sendes klokken 6.30-7.25 og vil være tilgængeligt på TV 2 Play resten af dagen.

Storskærmsfodbold på Bryggen

TV 2 flytter igen sit VM-studie til Islands Brygge i København og arrangerer samtidig storskærmsvisning i samarbejde med Fan Parks.

Alle VM-kampe, der starter før midnat dansk tid, vises på storskærm, og området får plads til omkring 5.500 tilskuere.

Kilde: TV 2 presse
Se sommerens sport for 199,- / måned
Bland din egen pakke med op til 4 sportskanaler her →
Annonce / Reklame-link

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard