HTPC

Digital Devices Octopus Twin CI / DuoFlex CT (V2)

DIGITALT.TV har tidligere anmeldt HTPC tuner produkterne Digital Devices Cine S2 V6 + DuoFlex S2 og Digital Devices Cine CT V6 + DuoFlex CT. Men nu er Digital Devices klar med 2 nye produkter, nemlig et dobbelt CI PCIe kort med navnet Octopus CI samt en ny udgave af tunerudvidelseskortet  DuoFlex CT med tilføjelsen (V2).

DIGITALT.TV har haft mulighed for at afprøve begge disse og bringer vores anmeldelse her.

Digital Devices Octopus Twin CI

Octopus Twin CI er et PCIe kort med  2 slots til cam moduler. Således er det altså muligt at have 2 forskellige cam moduler monteret, f.eks. Conax og Viaccess til henholdsvis Canal Digital og Boxer. Men du har naturligvis også mulighed for at f.eks. at benytte 2 X Boxer Cam moduler, så du kan afkode 2 ting på samme tid med 2 Boxer kort, for netop et Boxer Cam havde vi ikke held med at få til at afkode 2 ting samtidigt via et enkelt cam i vores tidligere anmeldelse.

Octopus Twin CI har 2 tilslutningsmuligheder til Digital Devices tv-kort (DuoFlex CT eller DuoFlex  S2), men der kan faktisk også tilsluttes yderligere et CI modul.

Digital Devices DuoFlex CT (V2)

DuoFlex CT (V2) er en twin tuner udvidelsesmodul, der kan modtage både DVB-T og DVB-C signaler. Altså er kortet beregnet til brug med digital terrestrisk antenne-tv signal eller et digitalt kabel-tv signal.

DIGITALT.TV har tidligere anmeldt den oprindelige udgave af DuoFlex CT, og forskellen på den og denne nye udgave er primært, at der ikke længere er 2 fysiske tunerindgange, men istedet 1 enkelt indgang til twin tuner enheden. Der er dog forsat 2 stik på kortet, det andet er gennemsløjfning, så du altså enkelt kan tilføje endnu et kort, hvis du skulle have behov for dette.

DuoFlex CT (V2) er et udvidelses modul og monteres ikke i en PCIe sokkel, men tilsluttes derimod via det medfølgende tilslutningskabel til en Digital Devices PCIe enhed. Der er således flere muligheder for at sammensætte din helt eget optimale løsning via f.eks. Octopus CI eller Cine S2 V6 eller Cine CT V6.

Boxer TV og Canal Digital med Octopus CI og DuoFlex CT (V2)

En relevant mulighed for danske forhold kunne være at lave en kombineret Boxer TV / Canal Digital HTPC med 1 x Octopus CI + 1 x DuoFlex S2 + 1 x DuoFlex CT. Altså tilsammen 2 x DVB-S2 og 2 X DVB-T tunere med hvert sit cam i Octopus CI’en. En løsning der altså kun kræver én enkelt ledig PCIe port.

Bemærk at der kun er DVB-T og ikke DVB-T2 tuner i  DuoFlex CT (V2). DVB-T2 havde naturligvis været rart, men man skal under alle omstændigheder  pt. ikke forvente at kunne modtage de kommende danske DVB-T2 kanaler fra Boxer, så savnet af DVB-T2 er måske knap så relevant.

Installation Octopus CI og DuoFlex CT (V2)

Octopus CI monteres i et ledigt PCIe slot i din computer. Som standard leveres det med low profile beslag, men har du brug for det store beslag til dit kabinet, så medfølger det også, og monteres enkelt. Har du Digital Devices PCIe tuner kort i computeren i forvejen, behøver du ikke gøre yderligere, men har du udvidelses tunerkort, så skal de tilkobles med fladkablet på Octopus CI.

Med DuoFlex CT (V2) tilkoblet til Octopus CI, så mangler vi bare at få tilkoblet strøm (4 pin floppy strømstik) til DuoFlex CT (V2). Eftersom det jo ikke monteres i en PCIe slot, så skal det jo have strøm på en anden måde.

Den fysiske installation er hermed klaret, og vi er klar til at installere driveren i Windows 7. Det kan anbefales at hente nyeste driver version på digital-devices.de og benytte denne. Installationen sker helt af sig selv og installerer konfigurationsværktøjet DVBCineConfig i Digital Devices mappen i din start menu.

Under “Configure CT Tuner” i DVBCineConfig kan du definere, om du modtager DVB-T eller DVB-C signaler. Vil du benytte DuoFlex CT (V2) som DVB-C tuner i Windows Media Center, skal du markere feltet DVB-C WMC.  Det er den måde Digital Devices omgår det faktum, at Windows MediaCenter 7 ikke har DVB-C support som standard. Læs afsnittet om DVB-C i Windows Media Center herunder.

I DVBCineConfig kan vi under “Common Interface Module” opsætte tunere til et specifikt cam. Det kunne f.eks. være vores Viaccess Boxer TV cam og Conax Canal Digital cam i henholdsvis port 1 og 2 på Octopus CI’en. Disse skal så parres med de rigtige tunere. En god start er at parre 1 enkelt tuner til cam modulet og tjekke at det virker inden du evt. prøver med 2 eller flere tunere. Vi haft held med at afkode op til 4 ting samtidigt (1 live tv + 3 optagelser på et Canal Digital conax cam),  mens vi kun har kunnet afkode 1 ting afgangen på et Boxer TV cam.

DuoFlex CT DVB-C med Windows MediaCenter

Vil du anvende Digital Devices med DVB-T, behøver du ikke gøre yderligere i opsætningen inde i DVBCineConfig. Herefter er det bare at køre tuner installation og søger kanaler i Windows MediaCenter. Vil du benytte Digital Devices DVB-C tunere med Windows MediaCenter (WMC), så kræver det dog nogle flere trin, fordi WMC 7 som sagt ikke understøtter DVB-C.

Trin til modtagelse af DVB-C i Windows MediaCenter i DVBCineConfig

  • I DVBCineConfig skal der indlæses en transponderliste (frekvensliste) under Transponderlist MediaCenter.
  • Der vælges en transponderliste under Select Transponderlist files
  • Der sættes flueben i den frekvensliste, der passer til kabel-tv udbyder
    Som standard leveres der ikke danske lister med til YouSee eller Stofa. Men til Stofa virkede den medfølgende CableGeneric6900.csv fint. 
  • Der klikkes derefter Create transponderlist for MediaCenter
  • Og til sidst Load transponderlist into MediaCenter

Trin til modtagelse af DVB-C i selve Windows MediaCenter

  • I Windows MediaCenter skal man under Opgaver > Indstillinger > Generelt > Indstillinger for Mediedataoverførsel fjerne fluebenet i Hent cd-covere, Medieoplysninger til DVD’ere…..
    Dette for at den tidligere indlæste frekvensliste ikke overskrives under tuneropsætningen i Windows MediaCenter.
  • Under Opgaver > Indstillinger > TV kan du nu konfigurere tv-signalet
  • Ved punktet Opdater tv-konfigurations data SKAL der svares nej
  • Ved punktet tv-signal type skal der vælges Satellit, på trods af der også er Kabel mulighed.
    Dette fordi at WMC kun understøtter analogt kabel-tv, og Digital Devices derfor anvender Satellit muligheden til at indlæse digital kabel-tv 
  • Der svares nej til spørgsmålet om modtagelse fra flere satelitter.
  • Under vælg satellit skal du nu finde titlen på den frekvensliste, du tidligere indlæste i DVBCineConfig vinduet.
  • Der spørges herefter til LNBType, som jo ikke relevant men bare vælg det anbefalede
  • Indstillingerne gemmes
  • Du skal derefter søge efter kanaler via Opgaver > Indstillinger > TV > TV-signal > Søg i satellittransponder og vælg søg hele satellitten.
  • Når kanalerne forhåbentlig er scannet ind, skal du huske manuelt at aktivere de betalings-tv kanaler, du måtte have abonnent til via  Opgaver > Indstillinger > TV > Programguide > Rediger kanaler

Man kan sige, at det er en lidt omstændig proces, men det virker, og er ganske fint beskrevet i Digital Devices Manual. Jeg har som sagt kun testet det med Stofa, og det virkede med standard frekvenslisten CableGeneric6900.csv med alle kanaler fundet. Jeg ved ikke om YouSee kræver en mere tilpasset frekvensliste end den medfølgende CableGeneric6875.csv, som umiddelbart ville være den, jeg ville prøve på YouSee.

Digital Devices med DVBViewer

Jeg havde ingen problemer med at benytte Octopus CI og DuoFlex CT (V2) med DVBViewer. Ligesom de Digital Devices tunere jeg tidligere har testet, så er DuoFlex CT (V2) hurtig til scanne frekvenser igennem efter kanaler.

Konklusion

Hører du til i kategorien af de mere seriøse HTPC brugere, der gerne vil have alt indbygget i din HTPC, så er Digital Devices et oplagt valg. Jeg kender ingen andre producenter, der tilbyder lignende fleksible løsninger, hvor du også har mulighed for at udbygge løbende, f.eks. med ekstra tunere. Og Digital Devices virker som et firma med stort fokus på support, og det at finde årsager til eventuelle problemer, i de oplevelser jeg har haft med dem. Det må siges at være et stort plus.

I forhold til modtagelse af betalings-tv via ci modul, så er Octopus CI et smart nyt produkt, der muliggør brug af 2 cam moduler + op til 2 x twin tuner udvidelser via 1 PCIe port. Dermed har Digital Devices tilføjet endnu en mulighed i deres produktpalette, der burde kunne dække de flestes behov.

Digital Devices DuoFlex CT (V2) er et velfungerende twin tuner kort, der er hurtigt i forhold til at scanne kanaler og zappe kanaler. I modsætning til den gamle udgave, så kræves der ikke længere 2 antennesignaler for at “fodre” de 2 tunere, Eneste ulempe ved dette kunne være for de, der måtte være interesseret i at benytte 1 tuner som DVB-T og den anden som DVB-C. Her havde den gamle udgave af DuoFlex CT en fordel med 2 tuner indgange.

Softwareopsætningen er grundlæggende ganske simpel. Windows Media Center kræver lidt arbejde i forhold til DVB-C, men det er ganske godt beskrevet af Digital Devices.

DIGITALT.TV takker Digital Devices for at stille produkterne til rådighed for denne anmeldelse. Produkterne i denne anmeldelse kan købes hos danske mm-vision.dk.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard