Linux TV Bokse

Amiko SHD-8900 Alien

Der er godt gang i produktionen af Linux baserede bokse, og fra Ungarn kommer boksen til denne anmeldelse nemlig Amiko SHD-8900 Alien. Boksen er forholdsvis ny på markedet, og udmærker sig ved at tilbyde dual boot mulighed med mulighed for at vælge mellem fabriksfirmware eller alternativ Enigma2 firmware og en pris fra omkring 168 Euro. Hvordan Amiko SHD-8900 Alien klarer sig under danske forhold, og om boksen generelt, kan du læse mere om i denne anmeldelse.

Amiko SHD-8900 Alien – Design og tilslutninger

Amiko SHD-8900 Alien giver et ganske fornuftigt indtryk rent designmæssigt. Boksen er ikke stor med sine mål på BDH 220 X 169 X 46 mm. På fronten er der et 4 karakters display i rødt, samt diode for om boksen er tændt eller slukket.

Du leder ikke forgæves efter mulighed for at betjene de basale funktioner på boksen uden fjernbetjening. Knapperne til at skifte kanal, styre lydstyrke osv. er gemt bag front panelet, som du kan vippe frem. Her finder du også den indbyggede Conax kortlæser, der er eneste mulighed for at modtage kodede kanaler på boksen. Kortlæseren læste uden problemer mit conax programkort fra Canal Digital.

Annonce - artiklen forsætter nedenunder

På bagsiden er Amiko SHD-8900 Alien ganske godt udrustet med tilslutninger til:

  • LNB ind og loop through
  • HDMI
  • Digital coaxial lyd udgang
  • Analog video og lyd ud
  • Scarttilslutning
  • USB 2.0
  • Netværkstilslutning (også mulighed for USB WiFi)
  • RS-232 tilslutning

Amiko SHD-8900 Alien leveres med:

  • Fjernbetjening + batterier
  • Manual på engelsk og ungarsk

Fjernbetjeningen har et ganske logisk layout, men kan virke lidt glat, når man holder den. Der er direkte knapper til YouTube, Picasa med mere, hvilket gør det nemmere at betjene disse ting, og det er også positivt, at man direkte på fjernbetjeningen kan skifte skærmopløsning. Og når vi er ved emnet, så tilbyder Amiko SHD-8900 Alien opløsningerne 480,576,720,1080i og også 1080p.

Strømmæssigt så er boksen udrustet med sparefunktionalitet, så den kun bruger 0,5W ved længere tids standby. Boksen bruger en del tid på at starte op.

Amiko SHD-8900 Alien – Spark firmware

Amiko SHD-8900 Alien leveres og starter automatisk op med fabriksfirmwaren kaldet Spark. Spark er udviklet af firmaet Fulan som en fælles software løsning til Linux baserede receivere, og er som sådan ikke Amiko’s egen. Men Amiko er blandt de første der benytter sig af Spark. Spark leveres på papiret i hvert fald på en del sprog herunder dansk, men som så ofte så er oversættelsen kun delvis, så engelsk er mere oplagt at benytte sig af.

Det er en ganske fin brugeroverfalde rent grafisk og ganske hurtig. Den udmærker sig ved at have nogle features man generelt ikke ser så ofte. Det gælder grafisk brugermanual på boksen i billeder, der dog kan være med lidt lille skrift. Der er, i hvert fald potentielt, mulighed også for at få nyheder om ens modtager, software osv. via et beskedsystem på boksen. Desuden FAQ del med ofte stillede spørgsmål osv., altså en tættere kontakt mellem slutkunden og producenten. Endnu er det på Amiko boksen dog kun brugermanual delen, der er aktiveret, ser det ud til.

Helt fejlfri er Spark dog vist ikke endnu (Jeg har i denne anmeldelse testet med version 1.3.8). Jeg oplevede at boksen kunne finde på at hænge, så den ikke reagerede på fjernbetjeningen og måtte genstartes.

Amiko SHD-8900 Alien – Dual boot Enigma2 firmware

For at skifte til den alternative Enigma2 software så holdes ok knappen inde på fronten af boksen, men der tændes for boksen. Når der står Forc i displayet, kan der med kanalskift tasten skiftes mellem Spark og Enigma2. Boksen husker dit valg, så indtil til laver om vil det du har valgt være det aktive der starter op.

Det er muligt at hente nye Enigma2 images fra forskellige udviklere på nettet ind i boksen på samme måde via USB nøgle. Jeg har afprøvet PKT_GM990_Enigma2_Nibiru_V3_Image, der dog er beregnet til en anden receiver model, og derfor passede fjernbetjeningstasterne ikke helt godt i første omgang. En del søgen på Google gav dog en løsning. Enigma2 images til boksen virker endnu også til at være en del under udvikling, så ikke alt fungerer optimalt endnu. Du skal i hvert fald have lyst til at søge forums igennem for nye opdateringer osv. Men på sigt kan Enigma2 delen måske være et plus for nordiske forhold i forhold til EPG og undertekst support.

Amiko SHD-8900 Alien – Generelle funktioner og betjening

Installationen af Amiko SHD-8900 Alien er uden nogen egentlig LNB opsætning, så den skal du selv ind og manuelt sætte op efter du har valgt sprog, opløsning, tidszone osv. Amiko SHD-8900 Alien tilbyder fin support for DiSEqC med understøttelse af 1.0, 1.1, 1.2 og USALS, desuden er der også understøttelse af Unicable. Tuneren virker ganske følsom og boksen er hurtig til at søge kanaler.

EPG delen har support for både enkelt og flerkanal visning. I forhold til brug med betalings-tv på 1 grad vest, så virker det ikke 100%. Indstiller man boksen på transponderen med Motors TV, hvorfra der sendes fuld EPG, så får man denne vist, men skifter man til en anden kanal på en anden transponder, så er der ofte kun nu og næste information.

Undertekstmæssigt så virker både tekst-tv og DVB undertekster fra 1 grad vest kanaler på boksen, men med visse forbedringsmuligheder. Når det gælder tekst-tv undertekster, så vises de som hvid tekst uden nogen baggrund. Det er problematisk ved indhold, der er hvidt i forvejen, eftersom de så er svære og læse. I forhold til DVB undertekster så har tekster på f.eks. TV 2 Film HD det velkendte problem med at blive hængende alt for længe. Desværre er det de færreste producenter af ikke godkendt Canal Digital udstyr, der har knækket dette problem, og det gælder altså heller ikke Spark firmwaren.

Amiko SHD-8900 Alien – PVR og Multimedia funktioner

For at få glæde af muligheden for at optage indhold på Amiko SHD-8900 Alien, så skal du tilslutte en USB lagringsenhed til boksen. Boksen kan formatere disken til enten ext3, fat32 eller NTFS filsystemet. Herefter har du mulighed for at optage programmer enten manuelt, via EPG eller manuel timer. Mens der optages, kan du se en anden kanal, men kun såfremt den sender på samme transponder. Lidt beklageligt så viser boksen ikke umiddelbart, hvilke kanaler du kan skifte til mens der optages, hvilket gør det noget mere besværligt at udnytte denne mulighed.

En anden ting er, at boksen insisterer på at skrive på skærmen, når der optages. Det er i hvert fald ikke lykkedes mig at få beskeden væk, ligesom det heller ikke er lykkedes mig at få undertekster på optaget indhold.

Ønsker du at benytte aktiv timeshift løbende, så skal manuelt aktivere dette i menuen. Der kan spoles med op til x64 normal hastighed i optagelser eller hoppes med piletasterne. Desværre så husker boksen ikke, hvorfra man kom, såfremt man afbryder en afspilning og vil genoptage senere.

Multimediemæssigt så virker Amiko SHD-8900 Alien umiddelbart interessant, også i forhold til muligheden for at afspille mediefiler over hjemmenetværket. Jeg havde da heller ikke problemer med at få mounted mit netværksdrev på boksen.

Via menuen på boksen kan du vælge, hvilken medietype du vil afspille altså video,musik eller billeder. Understøttelsen omfatter mkv, avi, mpg, ts, wma, wmv, ,mp3, jpg med flere. Jeg oplevede dog, at visse mkv demo filer jeg havde liggende hakkede en del ved afspilning. I forhold til afspilning af TS filer med undertekster og flere lydkanaler, så kunne jeg ikke vælge disse ved afspilning. Det virker for mig, som om der stadig er arbejde tilbage på denne del, før det virker optimalt.

Med boksen tilsluttet internetforbindelse er der også mulighed for at afspille indhold fra mediesteder som YouTube, Picasa, høre SHOUTcast Radio og hente RSS feeds. Det virker egentlig ganske fornuftigt implementeret, og det er ganske smart, at man kan komme direkte til meget af det via fjernbetjeningen.  Udover dette er der også fin grafisk præsentation af vejret for den nærmeste større by også danske og der er mulighed for at tilslutte direkte til en FTP server via boksen.

Der er også en plugin del til Spark firmwaren, men endnu er der vist kun en lommeregner udviklet.

Amiko SHD-8900 Alien – Konklusion

Amiko SHD-8900 Alien er et interessant nyt bud på en Linux boks i den lave ende af prisskalaen. Det er fint med valgmuligheder, og det må man sige at boksen har, med sin enkle mulighed for at vælge om man vil benytte sig af Spark eller alternativet Enigma2.

Med Spark softwaren virker til at have potentiale til mere i fremtiden. Der er muligheder for forbedringer i forhold til det nordiske marked i forhold til EPG og undertekst support, ligesom den generelle stabilitet ikke viste sig fejlfri. Selve dekodningen via Conax kortlæseren fungerede dog fint.

Mediemæssigt er der en række gode ting ved Amiko SHD-8900 Alien med fin support for YouTube, Picasa.

I samme kategori

Back to top button