TV-NytBranche-Nyt

Vi ser stadig flow-TV i over to en halv time om dagen

Se TVStreamingtjenester gnaver af det traditionelle TV-forbrug, men hver dansker bruger stadig to timer og 40 minutter foran fjernsynet hver dag.

Det fremgår af rapporten ’Medieudviklingen 2016’, som DR Medieforskning udgiver senere i januar, og hvor medieforskerne blandt andet er dykket nærmere ned i data fra Kantar Gallup TV-Meter.

Ovenpå et forholdsvis roligt 2015 viser tallene, at seningen af traditionelt TV er faldet med otte procent, hvilket omregnet i tid svarer til 15 minutter i 2016. Imidlertid blev måden, tallene er gjort op på, ændret den 1. april 2016, så derfor er det reelle fald tættere på 11 minutter om dagen.

Ifølge rapporten ser 88 procent af danskerne med et TV i husstanden fortsat flow-TV i løbet af en uge mod 90 procent for et år siden.

”De yngre seere har sænket deres TV-forbrug over flere år. Udviklingen er blevet intensiveret i 2016, hvor de 15-29-årige har sænket forbruget med over en fjerdedel. Tidligere er TV-seningen vokset i befolkningen over 55 år, men nu ser man også et fald blandt disse seere, og det er en afgørende årsag til, at det samlede forbrug af traditionelt TV igen falder markant,” siger medieforskerne Henrik Gregor Knudsen og Mette Birk fra DR Medieforskning, som har set nærmere på det seneste års TV-tal.

De noterer samtidig, at niveauet for TV-seningen fortsat minder om TV-forbruget, som det var før 2007, hvor befolkningen for alvor begyndte at se mere fjernsyn.

”Så i en historisk kontekst, ligger TV-forbruget pr. dansker altså fortsat inden for normalområdet, og traditionelt TV når fortsat meget bredt ud,” siger Henrik Gregor Knudsen og Mette Birk.

To ud af fem streamer hver uge

Ifølge ’Medieudviklingen 2016’ er streaming et udbredt alternativ til traditionelt TV, og i 2016 streamede to ud af fem danskere mindst en gang om ugen. Og tallene viser, at blandt de, der streamer film og serier mindst en gang ugentligt, falder tv-seningen med fire procent til en time og 55 minutter dagligt.

Ændringer i distributionsforholdene har også påvirket TV-seningen. Flere vælger at skære ned på antallet af kanaler, og husstande med fællesantenne fik den 1. juli 2016 mulighed for at fravælge en fælles TV-løsning og i stedet tilvælge dét, der passer dem bedst. Derudover har YouSee slukket endegyldigt for det analoge signal, og det har fået mange til at overveje deres modtageforhold og måske også købe et nyere fjernsyn – tit og ofte et smart-TV med nem adgang til streamingtjenester.

Hvis man ser på tidsforbrug, taber DRs og TV 2’s kanaler i hhv 1 % og 3 %. Men da kagen altså har været mindre, har det betydet markante stigninger i seerandele.

TV 2-familien fik med en andel af seningen på 37,5 procent sit bedste år siden i 2011, og DR fik med en seerandel på 36,9 procent det bedste resultat for sine TV-kanaler i seermålingens 25 år lange historie.

”Fremgangen er for begge kanalfamilier drevet af hovedkanalerne DR1 og TV 2. Tidligere har kanalerne været pressede af den øgede fragmentering, men alligevel formåede de i 2016 at samle befolkningen med nogle af de kvaliteter, seerne forbinder med traditionelt TV – nemlig at slappe af sammen med familien eller at have noget at tale med kollegerne om i kantinen dagen efter. ’Den store bagedyst’ er et godt eksempel på det fra 2016, ligesom nyheder, OL og EM i fodbold også er noget af det, som har samlet mange,” forklarer Mette Birk og Henrik Gregor Knudsen.

Også DR2, DR3 og DR K har klaret sig godt i 2016. De får alle deres hidtil bedste resultat målt på seerandele. Mange af TV 2’s kanaler oplever også vækst – dog med undtagelse af TV 2 Zulu og TV 2 News, der klarede sig særligt godt i 2015, hvor blandt andet et folketingsvalg hjalp godt til.

Ny måde at måle på

Begrebet TV ændrer for alvor karakter her fra starten af 2017, hvor TV-seermålingen, som den er blevet lavet siden 1992, bliver helt lavet om. Fra kun at måle traditionelt TV inkluderer Kantar Gallup TV-Meters tal nu også livestreaming og tidsforskudt sening af indhold fra flow-kanaler samt unikt on demand-indhold.

”Hvor TV og streaming hidtil har været betragtet mere eller mindre adskilte, vil de to begreber fremover smelte mere og mere sammen. Når alt kommer til alt, er der tale om levende billeder – lige meget om signalet kommer fra en antenne på taget eller via Wi-Fi,” skriver de to medieforskere, der også fremhæver i ’Medieudviklingen 2016’, at det er alt for tidligt at lægge traditionelt TV i graven.

”En femtedel af alle over 12 år i 2016 siger, at de ser live-TV via en streamingtjeneste mindst en gang om ugen. Så et fald i dækning og forbrug på traditionelt TV er ikke nødvendigvis lig med en bevægelse henimod flow-TV’s endeligt, for flow kan også eksistere i en streaming-virkelighed” mener Henrik Gregor Knudsen og Mette Birk.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard