Branche-Nyt

Vi bruger mindre tid på medier hver dag

Hver dag bruger hver dansker næsten lige så meget tid på medier som på at arbejde – i hvert fald hvis man er en af dem, der har en 37 timers arbejdsuge. Helt præcist brugte hver dansker over tre år dagligt syv timer og 16 minutter på medier i 2018.

Tallene fremgår af en opgørelse, som DR Medieforskning har lavet i rapporten ’Medieudviklingen 2018’, der udkommer senere på måneden. Modsat tidligere år, hvor DR Medieforskning har lavet en gennemgang af for eksempel vores TV-, radio- og netforbrug, har medieforskerne Dennis Christensen og Henrik Gregor Knudsen i år været oppe i helikopteren og lavet en samlet gennemgang af vores mediebrug – lige fra traditionelt TV over streaming til spil og gaming.

De to fra DR Medieforskning når – måske lidt overraskende – frem til, at vores medieforbrug er faldet med omkring en halv time om dagen i løbet af de seneste år.

”Når det samlede tidsforbrug på tværs af medier falder, skyldes det formentlig det skred fra traditionelle medier til en virkelighed, hvor flere og flere streamer,” noterer Dennis Christensen og Henrik Gregor Knudsen i rapporten.

De forklarer blandt andet nedgangen med, at mange TV-stationer nærmest har gjort det til en videnskab at få seerne ind i et flow, hvor de bliver ledt videre fra det ene program til det andet. Når folk streamer, ser de derimod lidt mere præcist, hvad de gerne vil se.

Nyheder i supermarkedet

”Tidligere var medier knyttet til bestemte tidsrum. For eksempel radio i bilen på vej til arbejde og fjernsyn til aftenkaffen. I dag bliver der set TV-serier i bussen og tjekket nyheder i supermarkedet. Det er svært at forestille sig, at danskerne kan klemme ret meget mere tid ind til medier. Det betyder, at brugen af medier begynder at overlappe og overtage brugen af andre medier,” forklarer lederen af DR Medieforskning, Dennis Christensen.

Som eksempel nævner han, at faldet i brugen af traditionelt TV helt åbenlyst skyldes, at flere og flere streamer TV-indhold, men en del af forklaringen er også, at vi bruger sociale medier, gamer eller streamer musik i noget af den tid, vi før brugte foran billedkommoden.

”Udviklingen i danskernes medieforbrug er markant forandret, men den kan være svær at få øje på, hvis man blot fokuserer på et enkelt medie fra det ene år til det andet. Bevægelserne i mediebrugen sker i høj grad på tværs af platforme snarere end i de kategorier, vi har været vant til at se på. Helt simpelt kan man stille spørgsmålet op: Er YouTube en tjeneste til videostreaming eller musikstreaming? Det oplagte svar er, at det er begge dele, og det er derfor, at vi nu ser mere på medieforbruget på tværs,” forklarer medieforsker Henrik Gregor Knudsen.

Selv om der er sket meget i mediebilledet, er det nu ikke sådan, at befolkningen er holdt op med at bruge traditionelle medier.

Ingen dramatisk udvikling

For hver gang vi bruger fem minutter på medier, bliver tre af minutterne brugt på såkaldte traditionelle medier som fjernsyn, radio og print.

”Udviklingen går i en digital retning, men den er ikke eksponentiel – knap nok dramatisk. Selv for de unge er tilbagegangen på de traditionelle medier begrænset. Den digitale vækst sker primært på ét sted, og det er på streaming. Alle andre mediekategorier oplever en tilbagegang i tidsforbrug, og forklaringen på det, er, at der er grænser for, hvor meget mere tid, danskerne kan bruge på medier, end de gør i forvejen,” skriver Dennis Christensen og Henrik Gregor Knudsen i rapporten.

Der er dog markante forskelle i medieforbruget sine steder. Hvor traditionelt TV stadig – med en tredjedel af tidsforbruget, er den klart dominerende mediekategori, bruger de 15-29-årige kun lidt mere end hvert 10. minut af deres medieforbrug på den medietype. Derimod bruger de dobbelt så lang tid som befolkningen generelt på at streame.

Ifølge ’Medieudviklingen 2018’ er en grov tommelfingerregel, at de unges brug af levende billeder er cirka en tredjedel traditionelt TV, en tredjedel streamingtjenester og en tredjedel YouTube.

Streaming i lille fremgang

Det er næsten alle streamingtjenester, der oplever fremgang på det danske marked, og 48 procent streamer nu film og TV-serier mindst en gang om ugen mod 46 procent i 2017. Generelt er fremgangen dog mindre end de foregående år, noterer medieforskerne, der også konkluderer, at der ikke er sket store forskydninger mellem de fire store kanalfamilier på det danske TV-marked i 2018.

DR, NENT Group og Discovery Networks går alle en anelse tilbage, mens TV 2-familien med en seerandel på 39 procent fik sit bedste resultat i 10 år. Her er en del af forklaringen blandt andet, at TV 2’s kanaler har nydt godt af at 2018 var et stort sportsår og har haft pæn succes med dansk drama.

Blandt de øvrige mediekategorier, som DR Medieforskning dykker ned i, er det for eksempel interessant, at befolkningen som helhed nu bruger længere tid på spil og gaming hver dag end på aviser og andre trykte medier. Spil og gaming udgør seks procent af vores medieforbrug, mens tallet blandt unge er 10 procent – og hos unge drenge er den endnu højere.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard