TV-Nyt

TV 2’s nye sportskanal bliver mere end live sport

Sportskanal værter TV 2Fredag 9. januar 2015 fløjtes TV 2s nye sportskanal i gang, og kanalen vil fra første sendedag have fokus på danske rettigheder, live-sport, events og journalistisk.

TV 2s sportskanal for alle fans med en forkærlighed for sport. De store dramaer på og uden for banen bliver leveret af de bedste værter og kommentatorer. Her kan danskerne møde Morten Ankerdal, Thomas Kristensen, Dennis Ritter, Jimmy Bøjgaard, Thomas Bilde, Stine Bjerre Jørgensen, Claus Elming, Flemming Toft og mange flere med det til fælles, at deres hjerte banker for sporten.

– Vi har fra starten troet på, at der var en plads i markedet til en sportskanal med det stærke fokus på danske rettigheder og med den puls, passion og personlighed, som er kendt fra TV 2s sportsdækning. Det er blevet bekræftet af de forhandlinger, TV 2 har haft med distributørerne, og vi er både stolte og ydmyge over, at TV 2s sportskanal allerede fra starten er den mest udbredte blandt de rene sportskanaler. Det forpligter, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.

Sportsquiz med lang tv-historie
Sportskanalen vil sende live-sport hver aften, og efter de direkte sportstransmissioner byder kanalen på journalistiske magasinprogrammer på ugens fem første dage og på nyheder fra TV 2 Sportscenter. Og så får danske tv-seere også for første gang en legendarisk sportsquiz på skærmen.

TV 2 har nemlig købt rettighederne til BBCs sportsquiz-format ’A Question of Sport’, der har kørt på BBC siden 2. december 1968 – altså i 46 år. TV 2 kalder programmet ’Sportsquizzen’, Claus Elming bliver programmets vært, og Lars Christiansen og Niclas Jensen er de faste holdkaptajner.

– ’Sportsquizzen’ er en helt klassisk og underholdende quiz for sportsnørder og fans – som et spil Trivial Pursuit med kun orange spørgsmål. Claus Elming og de to holdkaptajner har hver uge besøg af fire nye gæster fra sportens verden, der dyster i viden om sport – både på hjemmebane i egen sport og på udebane i de andres sportsgrene, fortæller TV 2-redaktør på ’Sportsquizzen’, Thomas Strøbech.

I quizzen er der både klassiske runder med spørgsmål og svar og runder med nogle af de bedste klip fra sportsarkiverne, hvor det gælder om at være ekstra opmærksom på detaljerne. Og i hvert afsnit går de to holdkaptajner også head to head.

Blandt de mange gæster, vi kommer til at møde i ’Sportsquizzen’ i de kommende måneder, er Allan Simonsen, Lars Jørgensen, Rikke Møller Pedersen, Rolf Sørensen, Rikke Hørlykke, Casper Elgaard, Helge Vammen, Kenneth Carlsen, Kim Milton, Rikke Skov og Jason Watt.

Det kan du se på TV 2s sportskanal
TV 2s sportskanal har – sammen med hovedkanalen – ene-rettigheder til dansk håndbold, dansk ishockey, dansk basketball og dansk DTC-motorsport. Sportskanalen vil sende masser af live-transmissioner og vil også dække de store events som OL, VM i fodbold, slutrunder i håndbold og internationale cykelløb.

Kanalen har også erhvervet rettighederne til den hollandske æresdivision i fodbold med mange danske spillere, de største internationale badmintonturneringer inklusive VM, All England og Super Series, til verdens bedste basketball-liga, NBA, VM i ishockey, svømning, kano og kajak, langrend, alpint, skiskydning, freestyle og snowboard.

Blandt disse rettigheder er netop sportsgrene, hvor Danmark har tradition – og mulighed – for medaljer.

Læs også vores artikel: TV 2’s nye sportkanal – Overblik over tv-udbydere og indhold

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button