TV 2’s nye sportkanal – Overblik over tv-udbydere og indhold
TV 2 Sport starter 9. januar og den bliver bredt tilgængelig hos en række danske tv-udbydere.
Kanalen har – sammen med TV 2s hovedkanal – enerettigheder til dansk håndbold, dansk ishockey, dansk basketball og dansk DTC-motorsport. Sportskanalen vil sende masser af live-transmissioner og vil også dække de store events som OL, VM i fodbold, slutrunder i håndbold og internationale cykelløb.
Kanalen har også erhvervet rettighederne til den hollandske æresdivision i fodbold med mange danske spillere, de største internationale badmintonturneringer inklusive VM, All England og Super Series, til verdens bedste basketball-liga, NBA, og til VM-slutrunder i ishockey, svømning, kano og kajak, langrend, alpint, skiskydning, freestyle og snowboard.
De store dramaer på og uden for banen bliver leveret af værter og kommentatorer som Morten Ankerdal, Thomas Kristensen, Dennis Ritter, Jimmy Bøjgaard, Thomas Bilde, Stine Jørgensen, Claus Elming, Flemming Toft.
Sådan kan du se TV 2s sportskanal
Mulighederne for at se TV 2s sportskanal afhænger bl.a. af, hvordan du modtager dine tv-signaler, og hos hvilken tv-udbyder du er kunde. Hvis din tv-udbyder ikke tilbyder kanalen, er det muligt at købe adgang på TV 2 PLAY.
Hvis du har YouSee kabel-tv
Har du kabel-tv hos YouSee og abonnerer på fuldpakken, får du automatisk TV 2s sportskanal fra premieredagen 9. januar 2015. Herudover bliver TV 2s sportskanal en del af YouSees Ekstrakanal- og Bland Selv-koncept.
Hvis du har Stofa kabel-tv
Der er mulighed for at se TV 2s sportskanal via Stofa. Sportskanalen indgår i pakke 3/Fuldpakken – enkelte anlæg har dog særlig pakketering.
Se mere på Stofa.
Hvis du er medlem af en antenneforening
Hvis du er medlem af en antenneforening, er det foreningen, der afgør, hvilken pakke TV 2s sportskanal placeres i. TV 2 har indgået distributionsaftaler med Stofa, Canal Digital og YouSee, som leverer til mange antenneforeninger.
Hvis du ikke kan modtage TV 2s sportskanal, kan du kontakte foreningens bestyrelse om dette eller søge information på foreningens hjemmeside. Modtagelsen af TV 2s sportskanal indgår i brugerafstemninger og generalforsamlingsbeslutninger de kommende år.
Hvis du har Boxer TV
Der er mulighed for at se TV 2s sportskanal via Boxer, hvor Sportskanalen afløser TV 2 FILM. Hvis du i dag kan se TV 2 FILM via Boxer, vil du fra januar 2015 også kunne se den nye sportskanal. Hos Boxer TV kan du få flere oplysninger om abonnementsforhold og kanalpakker.
Hvis du har parabolabonnement hos Canal Digital
Der er mulighed for at se TV 2s sportskanal via Canal Digitals kanalpakker. Kanalen erstatter TV 2 Film i Canal Digitals udbud. Se mere på Canal Digital.
Hvis du har parabolabonnement hos Viasat
Der er mulighed for at se TV 2s sportskanal i de fleste af Viasats kanalpakker. Se mere på Viasat.
Hvis du har bredbånds-tv (IPTV) via TDC TV, Waoo!, Viasat, Altibox og Telia
Tv via bredbånd (IPTV) udbydes bl.a. af TDC TV, Telia, Waoo!, Altibox og Viasat. TV 2 har indgået aftale med TDC TV, Waoo!, Viasat og Altibox. Der forhandles pt. med Telia om distribution af kanalen.
Læs mere på TDC TV, Waoo!, Viasat og Altibox.
TV 2 PLAY
TV 2s sportskanal inkluderes i både TV 2 PLAYs ‘Live-pakke’, som indeholder alle TV 2-kanalerne live, og i ‘Hele pakken’ med alle live-kanaler og det store bibliotek af programmer, film, comedy og serier. På TV 2 PLAY får du også adgang til en ekstra PLAY-sportskanal, så du selv kan bestemme, når der er to sportsbegivenheder, der sendes samtidig – du vælger selv, om den skal stå på f.eks. håndbold eller NBA-basket.
Nogle af udsendelserne som f.eks. højdepunkter, goal shows mv. kan også ses i ”On Demand”-pakken, der samtidig giver adgang til TV 2s store arkiv. Derudover kan man på TV 2 PLAY også udelukkende købe adgang til TV 2s sportskanal og TV 2 PLAYs ekstrakanal.
Med TV 2 PLAY kan man se TV 2s sportskanal på både pc/Mac, iPad, iPhone, Android og Windows Phone. Inden længe kan TV 2 PLAY også tilbyde adgang via nye enheder. TV 2 PLAY kan dog kun ses i Danmark – begrænset adgang fra udlandet.
Kilde: TV 2 presse