TV 2-underskud på 27 mio. kr. før skat
TV 2s årsregnskab for 2009 viser et underskud på 27 mio. kr. før skat. TV 2s bestyrelse har på et møde i dag godkendt resultatet, der dækker over hovedkanalens underskud på 363 mio.kr. før skat og et overskud før skat på 336 mio.kr. på nichekanalerne m.v. Skævvridningen i TV 2s økonomi er dermed forværret i 2009.
– Et underskud er som udgangspunkt ikke tilfredsstillende, men i et tv-marked med hård konkurrence, faldende reklameomsætning og snævre politiske rammer er resultatet for 2009 acceptabelt. Underskuddet er et udtryk for en betydelig skævvridning mellem økonomien på hovedkanalen og på nichekanalerne, som er meget utilfredsstillende. Det bliver ikke ændret, før abonnementsbetalingen bliver indført i 2012, siger TV 2s bestyrelsesformand, Lars Liebst.
De væsentligste hovedtal for 2009 er:
- Tv-reklameomsætningen er faldet med 21,3% i 2009 i forhold til 2008 svarende til 331 mio.kr. Tv-reklameomsætningen udgør 1.219 mio.kr.
- Tv-abonnementsomsætningen er steget med 33,8% svarende til 156 mio.kr. i 2009 i forhold til 2008, hvilket primært skyldes stigende penetration og højere priser for TV 2s nichekanaler. Tv-abonnementsomsætningen udgør 618 mio.kr.
- Den kommercielle seerandel for TV 2-koncernen er faldet fra 59,9% i 2008 til 57,9% i 2009. Hovedkanalen er udsat for et langvarigt, strukturelt fald – bl.a. på grund af den øgede konkurrence på tv-markedet – og realiserede en nedgang i den kommercielle seerandel fra 49,1% i 2008 til 45,6% i 2009. Omvendt har nichekanalerne øget deres kommercielle seerandel fra 10,8% i 2008 til 12,2% i 2009.
- Det har været nødvendigt at nedskrive programlageret af danske spillefilm, som indgår i filmstøtteordningen, yderligere til markedsværdi med 44 mio.kr., hvoraf 33 mio.kr. vedrører film indkøbt i tidligere år.
- Den rentebærende gæld er øget med 37 mio.kr. til 659 mio.kr. pr. 31. december 2009 i forhold til 31. december 2008.
– TV 2s strategi er aktivt at arbejde for, at virksomheden skal blive en god forretning, så vi ikke i fremtiden skal præsentere underskud som dette for 2009, selv om et resultat så tæt på nul er acceptabelt i det aktuelle marked. TV 2s hovedkanal oplever som mange andre hovedkanaler en faldende kommerciel seerandel, men vi er stadig Danmarks Største Fællesskab, og den position skal cementeres i de kommende år, ligesom nichekanalerne skal udbygges til at være de stærkeste på markedet, og TV 2 NET skal være førende på udvalgte områder. Vi arbejder for større handlefrihed, siger TV 2s adm. direktør, Merete Eldrup.
Forventningen til resultatet for 2010 er præget af den fortsatte økonomiske usikkerhed og vil afhænge af udviklingen i reklamemarkedet.