Branche-Nyt

TV 2 klar med deres første ansvarlighedsrapport

TV 2 skal være en handlekraftig og ansvarlig medieaktør. Dén ambition forløser virksomheden med strategien Ansvarlighed 2025, der er TV 2s afsæt til at arbejde endnu mere målrettet med tre bæredygtige dagsordener: Programvirksomhed, arbejdsplads samt miljø og klima.

Og dén ambition får også luft under vingerne, når TV 2 i dag udkommer med sin første ansvarlighedsrapport. Her indvis offentligheden for første gang i de ambitioner, TV 2 har for de kommende år – på egne og på hele tv-branchens vegne – når det gælder ansvarlighed.

– På TV 2 har vi altid været optaget af samfundsansvar, men vi har ikke før haft en samlet plan og strategi for, hvordan vi udøver ansvarligheden og sætter den på agendaen på alle niveauer. Det ændrede vi i 2021 med lanceringen af en centralt forankret ansvarlighedsstrategi, der vil løfte barren for TV 2 som arbejdsgiver, public service-aktør og producent, siger TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, og fortsætter:

– Med denne strategi ønsker vi at løfte vores indflydelse dér, hvor vi har størst indflydelse. På arbejdspladsen, hvor vi skal sikre den psykologiske tryghed for medarbejderne, styrke mangfoldighed og ligestilling og bekæmpe forskelsbehandling på baggrund af køn. I programfladen, hvor vi skal samle endnu flere danskere om fælles oplevelser og motivere dem til at være aktive og engagerede samfundsborgere. I branchen, hvor vi skal stå sammen om alle de udfordringer, vi deler: CO2-udledninger, overgangen til vedvarende energi, krav til leverandører og producenter og ordentlige arbejdsforhold for alle.

Ambitiøse mål på klima- og miljøområdet
På en række områder opstiller TV 2 høje krav til sig selv i den nye ansvarlighedsstrategi, og flere ambitiøse målsætninger er på vej på arbejdsplads- og klimaområdet. Blandt de allerede fastsatte mål er, at TV 2 vil reducere sin CO2-udledning med 70 procent i 2030 – med et delmål på 60 procents reduktion i 2025.

– Også når det gælder den grønne omstilling, skal TV 2 gå forrest. Vi vil bidrage til Danmarks mål om 70 procents reduktion af C02-udledning i 2030, og vi har et ansvar for at løfte barren i branchen og motivere andre til at gå med, siger finansdirektør Carsten Topholt og uddyber:

– Vi sætter et mål, fordi vi tror på, at vi kan nå det – selvom det er meget ambitiøst. Vi er allerede i gang med en overgang til vedvarende energi, som er det, der forventes at bidrage til over halvdelen af vores reduktionsmål. I 2022 tager vi så skridtet videre og går i gang med at afsøge, hvordan vi mindsker C02-udledning i vores værdikæde. Den helt svære udfordring kommer, når det gælder cloud, streamingteknologi og vores eksterne produktionsled. TV 2 kan ikke skabe ændringen alene. Det kræver branchesamarbejde og udvikling af nye innovative løsninger, services og produkter, der kan være løftestang for en grøn omstilling af mediebranchen.

Klimaformidling er et publicistisk ansvar
Det er TV 2s erklærede ønske at sikre sammenhængskraft i samfundet, blandt andet ved at give danskerne noget at tale med hinanden om. Det er derfor en central del af TV 2s public service-opgave at skabe en fælles forståelse af det samfund, vi alle er en del af.

Derfor kommer TV 2 også i programfladen til at fokusere særligt på klima og miljø. For selvom klima-agendaen for mange danskere er bekymrende og virker uoverskuelig, er det en meget vigtig forpligtelse for TV 2 at give viden om klimaudfordringerne. Også selvom det traditionelt ikke er dér, seerinteressen er allerstørst, siger indholdsdirektør i TV 2, Lotte Lindegaard, og fortsætter:

– Konkret kommer vi på kort sigt til at vise programmer om klima og den fremtid, der venter os, og om, hvad vi kan gøre ved udfordringerne. Blandt andet med et program, som viser nogle af de danske opfindelser, der kan gøre en positiv forskel for at reducere klimaforandringerne.

Det er ikke alene i programfladen, TV 2 formidler klima til danskerne. TV 2 rykker også ud i bybilledet, hvor man i de kommende uger i Aarhus, Odense og København vil kunne se forhøjede bybænke. De skal hjælpe med at gøre de store klimaudfordringer mere konkrete for danskerne ved at vise, hvor høje bybænkene bliver nødt til at være i 2100, hvis vandstandene stiger, som beregninger viser.

– De høje bænke ser helt absurde ud. Men de er fremtidens virkelighed, hvis udviklingen fortsætter – og det er dét, vi gerne vil vise danskerne. Vi er et visuelt båret mediehus, og her bruger vi et visuelt greb til at give danskerne en forståelse af konsekvenserne ved klimaforandringerne, der ellers kan være svære at forholde sig til, siger Lotte Lindegaard.

Du kan læse TV 2s Ansvarlighedsrapport 2021 her.

 

Kilde: TV 2 presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard