Stofa sætter levering af nye tv-bokse på pause – tekniske problemer
DIGITALT.TV var med da Stofa lancerede deres nye tv-boks baseret på Android TV platformen tilbage i starten af november. Det vi nåede at afprøve ved en hands on test i forbindelse med lanceringen virkede fint, men nu hvor boksen er nået ud til kunderne, så er der meldinger om flere tekniske problemer med boksen.
Det har nu fået Stofa til at sætte leveringer af boksen på pause, mens der arbejdes på en opdatering der skal løse problemerne. “Selvom vi har brugt meget lang tid på at teste boksen, kan vi ikke forudsige alt’, skriver Sune Nabe Frederiksen, direktør i Stofa til B.T. Konkret skulle der ifølge Stofa direktør være nogle funktionaliteter, som ikke fungerer for en lille gruppe af kunder.
Stofa forventer, at opdateringen vil være på plads i marts. Indtil da kan man stadig købe boksen, men man må vente lidt med leveringen. Den nye boks har været længe undervejs og udviklingsprocessen startede forfra på et tidspunkt, på trods af dette så blev boksen dog lanceret med Android TV version 7 der er fra 2016, selv om Android TV platformen aktuelt nu er nået til version 9.