Stofa opgraderer nettet til Gigabit hastighed og dropper FM radio
Stofa opgraderer og fremtidssikrer i løbet af 2017-2018 deres kabel-tv-net (coax-nettet) til giganet. Med opgraderingen til giganet kan vi levere bredbånd med hastigheder op til 1.000 Mbit og også skaffe plads til Ultra HD indhold.
Stofa starter opgraderingen i Aarhus og Hovedgård i løbet af 2017 – og senere følger AN-TV i Aalborg og flere dele af landet med.
Opgraderingen til giganet medfører, at Stofa må lukke ned for FM-båndet i deres kabel-tv-net. Det er nødvendigt, for at man kan fremtidssikre nettet og gøre plads til alle de nye digitale muligheder som 4K TV og højere bredbåndshastigheder.
Du vil efter opgraderingen derfor ikke længere kunne høre radio på en traditionel FM-radio via dit kabel-tv-stik. Det betyder, at hvis du hører radio via kabel-tv-stikket i din væg – R-indgangen – skal du fremover høre radio på en anden måde.