Rubjerg Knude Fyr flytning live streames
Der er meget på spil, når Rubjerg Knude Fyr i Hjørring Kommune tirsdag bliver flyttet. Det 120 år gamle fyr, der hvert år besøges af 250.000 turister fra hele verden, er nu så tæt på at styrte i havet, at det er ved at være sidste chance for at redde det.
Den storstilede redningsaktion går ud på at løfte fyrtårnet op, sætte det på skinner og lige så stille fragte det 70 meter længere ind i landet og væk fra kysten. Selve flytningen kommer til at foregå med cirka otte meter i timen.
DR Nordjylland tropper talstærkt op og gør det muligt for dig at følge med i løjerne. Der er planlagt syv timers liveradio på P4 Nordjylland, 12 timers livestreaming på dr.dk og indslag i 21 Søndag, TV-Avisen og radioaviserne på dagen.
Se med live hos TV 2 Nord klik her (her kan du fra tid til anden se hvor meget det har flyttet sig.)
– Det har været svært at planlægge. Vi har ikke vidst, hvilken dag, fyret skulle flyttes, så vi har ikke rigtig holdt efterårsferie. Vi ville være klar, når der skete noget. Rubjerg Knude Fyr er en af de største seværdigheder i området, og det bliver en rigtig stor begivenhed, når det skal flyttes, fortæller Marie Bergmann, der er journalist ved DR Nordjylland.
Svære vilkår
I alt er 11 medarbejdere fra DR Nordjylland på pletten, men omstændighederne omkring fyret og området i det hele taget gør det vanskeligt for dem at dække.
Området omkring fyret er nemlig fredet, så der er en lang række af ting, der ikke er tilladt. For eksempel må man ikke køre bil i området. Det har Naturstyrelsen heldigvis givet en dispensation til, så længe bilerne kun kører på de køreplader, der er lagt ud til formålet.
Mobilnetværket kan de heller ikke regne med at sende på, fordi det forventes, at 25.000 tilskuere – med mobiltelefoner – vil kigge på under flytningen.
De kan altså ikke gøre, som de plejer, og derfor bruger de en form for trådløs netforbindelse, der tidligere er blevet brugt i blandt andet DR3’s ’Live fra klapjagt’.
Og så er der sikkerhedszonen på tre gange fyrets højde, som er forbudt område. Journalisterne har fået lov til at komme lige ind på den anden side af afspærringen – men så heller ikke længere.
– Der er en risiko for, at de pludselig sætter fyret og siger ”så går den ikke længere” efter en halv time, hvis der opstår problemer. Så bliver det nok lidt svært at udfylde de sidste timers sendetid, siger Marie Bergmann og fortsætter:
– Så det bliver spændende.