Flokken
RealityTi danskere har sagt ja til deres livs udfordring, uden at vide hvad de faktisk har kastet sig ud i. I et øde og ufremkommeligt bjergområde i Bulgarien bliver de spredt for alle vinde og skal i første omgang klare sig alene, mens de forsøger at finde resten af flokken. Kan de finde hinanden? Og kan de holde sammen?
I ‘Flokken’ er realityformatet vendt på hovedet. I stedet for at samle en gruppe mennesker, der langsomt bliver skilt fra hinanden, starter ‘Flokken’ med individerne, der skal finde sammen i fællesskabet. Det er kun ved at finde de andre deltagere og løfte hinanden i flok, at de sammen kan vinde den helt store gevinst.
Hver deltager bærer på en ukendt del af den samlede pengepræmie, og det er derfor afgørende, at de kommer så mange i mål sammen som muligt for at sikre den bedste chance for at vinde millionen.
– Vi vil gerne vise, at uanset hvem du er, er du afhængig af andre mennesker – om du vil det eller ej. Når du bliver efterladt i den barske og mennesketomme natur, betyder social status og baggrund utrolig lidt. Det handler kun om, hvordan du får gruppen til at arbejde mod et fælles mål. Og vi vil gerne vise, at alle kan og skal bidrage med noget, uanset hvad de synes om fællesskabet, siger TV 2s redaktør Anders Fuchs.
Blandt deltagerne er blandt andre en tidligere bankdirektør, en fitnessinstruktør, en ledelseskonsulent og en sygeplejerske. Fælles for dem alle er, at de ønsker at bryde med deres vante vaner og udfordre sig selv både fysisk og mentalt.
En hyldest af fællesskabet
I løbet af de 16 dage, de har til at nå frem til evakueringsstedet, står de alle over for deres individuelle udfordringer. Nogle er bange for mørket og for at være alene, mens andre har svært ved at slippe kontrollen og lade sig lede af andre. Men undervejs erfarer de også, at det kun er med hjælp fra de andre, at de kan overkomme de fysiske og mentale forhindringer.
– Under Corona blev danskernes fællesskabsfølelse for alvor sat på prøve. Vi skulle holde afstand. Men midt i isolationen blev det også tydeligt, at vi havde brug for hinanden. Med ‘Flokken’ vil vi netop hylde det forpligtende fællesskab – både når det er helt fantastisk, og når det er allersværest, siger Anders Fuchs.
Programmets tre faser
I den første fase er alle ti deltagere overladt til sig selv i det enorme bjergområde. De må bruge alt, de kan finde i området – også efterladte, menneskeskabte ting. Men tag ikke fejl; området er lige så farligt, som det er smukt, og deltagerne skal hurtigt beslutte sig for, om de vil slå lejr, eller om de vil ud for at søge efter de andre.
Hvad sker der, når deltagerne møder hinanden? Og hvordan udvikler gruppen sig i takt med, at flokken samles?
Der vil løbende blive kastet nødhjælp ned til deltagerne. De ved dog aldrig, hvad nødhjælpen består af; det kan være alt fra mad til gear eller information. De ved kun, at rejsen hen til nødhjælpen kan være hård.
I den anden fase bliver evakueringen skudt i gang. Alene eller i flok skal de lokalisere mødestedet, hvor de vil modtage det nødvendige udstyr og information til at finde ud af vildmarken. Men tiden er knap. For inden længe bliver evakueringen indstillet, og dem, der ikke når frem i tide, risikerer at blive efterladt.
På den sidste og tredje del af rejsen, fase tre, skal deltagerne medbringe en meget tung redningsflåde. De skal sammen fragte den uhåndterlige bagage gennem det farlige terræn og vil blive udfordret både fysisk og psykisk. Det er nu, fællesskabet for alvor skal stå sin prøve.
Hvem vil i sidste ende krydse den store flod og nå ud af ødemarken? Dem, der når i mål, kan sammen åbne cylinderne med de ukendte beløb og dele den indsamlede præmiesum.
Flokken – deltagere
Amalie 26 år
Bor i Lyngby og arbejder som selvstændig forsikringsformidler. Bor med sin kæreste.
Amalies motivation: Vil gerne væk fra det materialistiske liv, hun har skabt og slippe det overfladiske liv på sociale medier. Lever hun det liv, hun gerne vil? Amalie tror, at ved at gøre noget helt andet end hun plejer, bliver hun klogere på det spørgsmål.
Brian 39 år
Bor i Esbjerg og er restauratør. Har to børn.
Brians motivation: Vil gerne prøve noget nyt og væk fra pligterne. Han vil gerne finde ind til en mere nærværende side af sig selv, så han kan bruge tid med familien uden at tænke på vagtplaner, e-mails mv.
Dennis 32 år
Bor i Aalborg, har polske rødder og arbejder som sikkerhedsansvarlig i en vindmøllevirksomhed.
Dennis’ motivation: At gøre sin far stolt og prøve grænser af.
Hanne 50 år
Fra Vordingborg. Arbejder som kriminolog og mentor. Bor med sin kone og to sønner. Kalder sig for Qvark.
Hannes motivation: At udforske sig selv. Vil vise sig selv, at hun stadig kan tage rygsækken på og klare sig i naturen.
Jan 31 år
Bor i København. Arbejder som teknisk tegner i en arkitektvirksomhed. Træner og dyrker ironman.
Jans motivation: Vil gerne kaste sig selv ud på dybt vand og vise, at han også kan klare sig i en helt anden kontekst, end hvor han plejer at være. Derudover føler Jan en lyst til at bryde ud af det hamsterhjul og stramme træningsprogram, som han har skabt for sig selv de seneste år.
Karina 48 år
Fra Vejle. Arbejder som supervisor for security i Billund Lufthavn. Dyrker crossfit, løb og vandreture.
Karinas motivation: At bevise over for sig selv og omverdenen, at hun er noget værd. Karinas børn er ved at være store, men hvem er den Karina, der ikke kun er mor?
Marie 31 år
Fra Bogense. Arbejder som sygeplejerske. Bor alene med sine tre børn.
Maries motivation: Hun vil gerne vise sine børn, at man kan, hvad man vil, og at de har en sej mor. Derudover vil hun gerne prøve at finde en ro og glæde ved at være i naturen.
Rebecca 31 år
Bor i Risskov. Arbejder som personlig træner og kostvejleder.
Rebeccas motivation: Vil gerne lære sig selv bedre at kende uden for sine vante rammer og komfortzone. Det, at hun skal være alene noget af tiden og ikke ved præcis, hvad der skal ske, er meget skræmmende for hende.
Semko 37 år
Bor i København. Arbejder som ledelseskonsulent.
Semkos motivation: Semko vil gerne møde sig selv, når alt, han kender til, er væk. Han vil gerne presse sig selv til det yderste og finde ud af, hvordan han så reagerer.
Thomas 58 år
58 år. Bor i Espergærde og på Frederiksberg. Er tidligere bankdirektør og Chef for Kunderelationer, men er for nyligt blevet fritstillet.
Thomas’ motivation: Ønsker at kaste sig ud i noget nyt og genfinde sin power. Hvem er han uden sit arbejde?
Hvor kan man se Flokken?
Du kan se Flokken på TV 2 Play fra 9. oktober 2023Få Ugens TV og Streaming Tips tilsendt som nyhedsbrev hver fredag