Mennesker reagerer forskelligt på at miste. Hvor ofte hører man ikke om familier, hvor det er svært at være i sorgen sammen, fordi man ikke sørger på samme måde – eller på samme tidspunkt? Sorgforskningen peger på, at man kan føle savn, tomhed, smerte, vrede og lettelse, og følelserne kan veksle og nogle har brug for at tage en pause fra sorgen og andre er ikke i stand til det.

Dokumentaren En forsinket begravelse på DRTV sætter fokus på emnet. For instruktør Julie Bezerra Madsen blev dét, at hun mistede sin mor og dernæst ikke kunne være med til sin mors begravelse, en smerte, der har forfulgt hende i en sådan grad, at hun endte med at lave en film om det. Julie er født i Brasilien – hendes mor var brasilianer, hendes far dansk, og Julies mor dør på en ferie i Brasilien, hvor hun besøger Julies søster, der bor derovre. Julies forældre er skilt, og Julie føler sig meget alene med sin sorg.

En forsinket begravelse – synopsis

Julie og hendes far rejser til Brasilien for at besøge Julies søster og for at tage afsked med moderen, der gik bort for seks år siden. Men tingene går ikke helt efter planen. Kan faderen og de to voksne søstre nå hinanden og få talt ud om savnet, livet og døden?

Da filmskaberen Julie Bezerra Madsens mor for seks år siden døde på en ferie i Brasilien, nåede hun ikke med til begravelsen. Det har lige siden været et åbent sår i mindet om moderen, som hun nu vil have lukket. Derfor inviterer Julie sin far med til Brasilien, hvor hendes storesøster bor. Måske kan en fælles afsked hjælpe på det enorme savn, som Julie føler sig fanget i? Men hvordan deler man sorg, når minderne om den man har mistet, er vidt forskelligt? De to søstre har aldrig rigtig talt om tabet af deres mor, og Julie vil gerne vide, hvad der skete den dag, deres mor pludselig døde. Men da familien mødes i Rio, går det op for Julie, at de andre måske ikke er lige så tændte på idéen om en afskedsceremoni til ære for moderen. De vil hellere ud at bowle og synge karaoke, og Julie står alene tilbage med sin plan om en forsinket begravelse. Men hun insisterer på at samle familien for at rydde op i det, der alt for længe har skabt afstand imellem dem.

Instruktør Julie Bezerra Madsen om sin film

”Jeg gik i gang med at lave filmen, fordi jeg selv har manglet en film, der skildrer de forskellige behov man kan have i en familie, når man har mistet en, man elsker. Efter min mors død oplevede jeg, hvor svært det var at lukke mine nærmeste ind i min sorg.  Jeg tænkte, jeg ville lave en film der undersøger familiedynamikker i en sorgproces og kunsten at dele sit savn med hinanden. Samtidig vidste jeg, at en filmproduktion ville tvinge mig til at gøre alt det sammen med min familie, som jeg egentlig ikke turde…

Som filmskaber havde jeg lyst til at prøve at have 100 procent adgang til min hovedpersons indre drama og derfor var det oplagt at arbejde med mig selv som hovedperson. Jeg tror, at vores forventninger til, hvordan sorg skal udtrykkes, indimellem kan komme til at låse os fast i vores sorgproces. Indenfor familien kan der være stor forskel på relationen til den afdøde, ligesom at søskende kan reagere vidt forskelligt på et savn til en forælder. Under tilblivelsen af filmen blev det vigtigt for mig at skildre erkendelsen af, at sorg kan opleves meget forskelligt i den nære familie. Jeg opdagede nemlig undervejs at min fars og søsters sorg var anderledes end min. Først da jeg begyndte at acceptere dette, kunne jeg begynde at finde en ny form for ro i mit savn. Filmen viser, at det ikke nytter noget at presse andre til at sørge på en bestemt måde, for sorg opleves forskelligt.

For mig handler filmen ikke kun om sorg, selvom den forsinkede begravelse er rammen for filmen. Det er en fortælling om at nærme sig hinanden som familie ved at få talt ud om alt det, som man igennem årene har lagt låg på. Det er en fortælling om kærlighedens kraft og forsøget på at være ærlig til stede med dem man elsker.

Faktisk startede filmen for mig allerede, da jeg som teenager fik mit første videokamera i julegave. Jeg begyndte at filme, når min mor og jeg tog på ferie til Brasilien. Det var på de ferier, hvor min mor og søster ikke kunne være i rum sammen, fordi de skændtes for meget, og jeg gemte mig bag kameraet og filmede i håb om, at jeg en dag kunne bruge optagelserne til at vise min mor og søster, hvordan de gik skævt af hinanden. Jeg ville vise dem deres kærlighed til hinanden. Og det er egentlig hele ideen med filmen. At hjælpe publikum til at se, hvordan vi indenfor familien kan misforstå hinandens ellers gode intentioner. Jeg håber, at publikum vil tænke over alt det, de skal nå, med dem de elsker, mens de stadig er her og handle på det.

Filmen er en fortælling om to meget forskellige søstre, der langsomt nærmer sig hinanden i en fælles kærlighed til den mor, som de elskede på hver deres måde. Undervejs oplever vi også, hvordan alle begynder at åbne sig op for hinanden, og jeg håber, at folk efter at have set filmen, får lyst til at række ud efter den person i familien, som er gledet væk. Selvom sorgen er ensom og opleves vidt forskelligt, kan man godt støtte hinanden. Det kræver dog, at man accepterer, at folks følelser og reaktioner er forskellige og ikke noget man kan styre.”