Portugal kampen den mest sete danske landskamp siden 2004
2.232.000. Så mange danskere så med på TV 2 i slutningen af det intense og højspændte fodboldbrag mellem Danmark og Portugal. I gennemsnit blev det danske 2-3-nederlag set af 1.758.000, hvilket gør det til den mest sete danske fodboldlandskamp siden EM-kvartfinalen mellem Danmark og Tjekkiet i 2004.
– Det er fantastiske seertal. En halvleg med over to millioner seere taler sit helt tydelige sprog om dansk EM-feber og en kæmpe dansk EM-interesse, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, og tilføjer:
– Jeg glæder mig også over danskernes store EM-interesse, når det ikke er Danmark, der spiller. Flere af de andre kampe har haft lige omkring én million seere, men der bliver også spillet noget rigtig flot fodbold, så nu glæder jeg mig bare til fortsættelsen – og en dansk semifinale på TV 2.
Danskerne zapper ind på EM
Danskernes EM-forbrug er stort. Efter seks dage med EM-fodbold har hver dansker i gennemsnit brugt knap fem og en halv time på at se kampe og studieprogrammer, og det er væsentligt mere end ved de foregående slutrunder.
Efter seks kampdage af VM 2010 havde hver dansker i snit brugt 3 timer 37 minutter, og under EM 2008 – hvor Danmark ikke deltog – var seerforbruget på to og en halv time på samme tidspunkt af turneringen. Det viser seermålingerne fra Gallup.
Sammenligner man seertallene fra VM 2010, blev Danmarks tre gruppekampe mod Holland, Cameroun og Japan gennemsnitligt set af 1.403.000 danskere. Og ingen af kampene havde flere seere end de 1.758.000, som så Danmark-Portugal i går.
Fodboldfest i København og Aarhus
Men fodbolden lever ikke kun på skærmen. TV 2 holder nemlig også fodboldfest på Ofelia Beach i hjertet af København og på Store Torv i Aarhus – med stor succes.
– 20.000 fodboldglade danskere var på plads til fodboldfest på Ofelia Beach og på Store Torv. Det er fantastisk, så forventningerne er store til på søndag, hvor vi endnu en gang holder fodboldfest, når Danmark møder Tyskland, siger TV 2s kommercielle marketingchef, Jacob Fischer-Nielsen.
Den store EM-interesse viser sig også på TV 2s nye tv-tjeneste på net, mobil og tablet, TV 2 Play, på TV 2|SPORTENs apps og på EM-sitet em.tv2.dk.