TV Bokse StofaHarddiskoptagereTV Bokse YouSee

Panasonic DMR-BCT820EG

Præsentation

Harddiskoptagere med digital tv-tuner er der ikke så mange af, og dem der er har fået lidt blandede anmeldelser. I denne anmeldelse kigger DIGITALT.TV på en Blu-ray/harddiskoptager i High End klassen fra Panasonic, nemlig deres DMR-BCT820, der er udrustet med twin DVB-C tuner til modtagelse af kabel-tv signaler samt en 1 TB harddisk. Desuden findes modellerne DMR-BCT720 (sort) / 721EG (sølv), der er identisk med 820’eren bortset fra en mindre harddisk på 500 GB .

Bemærk at modellen kommer til salg i april hos Panasonic Centre i Danmark. DIGITALT.TV har købt et eksemplar i en tysk netbutik i forbindelse med denne anmeldelse.

Hvorfor er der ikke billeder i denne anmeldelse? Denne anmeldelse er så gammel at vi på daværende tidspunkt benyttede en metode til billedeindhold som vi er gået væk fra. Desværre har det vist sig for ressourcetungt at konvertere billederne, så vi har fravalgt dette for produkter der er udgået af produktion.

Testmiljø: Testet med kabel-tv fra Stofa

Producent: Panasonic
Teknik: Kabel-tv (Stofa/YouSee) 2 x DVB-C
PVR: Intern 1 TB (720EG/721EG 500 GB)
CI+: To porte til kortlæsermoduler
Lancering: September 2012/April 2013 DK

Det får du:
1 x Panasonic DMR-BCT820
1 x Antennetilslutningskabel
1 x Strømkabel
1 x Fjernbetjening
2 x AA Batterier
1 x Manual (Kun tysk i mit tilfælde)

Strøm: Standby 0,4W / 19,4W i brug

Design og tilslutninger

I en prisklasse som denne, kan man med rette forvente sig lidt af design og finish, og her skuffer Panasonic da heller ikke. Designmæssigt så bliver man dog ikke udfordret, for det er klassisk design i metal, hvor Panasonic i øvrigt har valgt at beklæde toppen med en mønstret mørk folie.

Vi er i den brede ende rent størrelsesmæssigt, men det kan heller ikke overraske med både blu-ray og harddisk inden i. DMR-BCT820’eren måler 430 x 66 x 238 mm og vejer 3,3 kg. Der er naturligvis også 4 solide “fødder” på enheden, og generelt virker den godt bygget med fin finish.

Fronten, der kan vippes ned er med blank mørk spejllook med en diskret sølv stribe i bunden. Bag denne er der Blu-Ray drevet, USB tilslutning, SD kortlæser, betjeningsknapperne stop og play, samt 2 CI+ port til udvidelse med kortlæser moduler, f.eks. fra YouSee eller Stofa. På toppen er der også en standby knap, men ellers så er fjernbetjeningen helt nødvendig for betjening.

På bagsiden af Panasonic DMR-BCT820EG finder vi:

  • 2 x Scart
  • Analog lyd ud
  • Analog video ud composite
  • Optisk digital lyd udgang
  • Coaxial digital lyd udgang
  • USB tilslutning
  • HDMI ud
  • Ethernet 10/100 netværkstilslutning
  • Antenne ind
  • Antenne ud (gennemsløjfning afhængig af standby strømindstilling)

Desuden har Panasonic DMR-BCT820EG også indbygget WLAN, altså trådløst netværksfunktion, så du kan koble den til dit hjemmenetværk uden kabel.

Altså samlet set et ganske flot udvalg af muligheder. Der er køler indbygget men denne kører kun efter behov og støjer ikke generende.

Medleveret er en manual (kun tysk derfra jeg købte den), fjernbetjening + 2 AA batterier, coax tilslutningskabel, strømkabel.

Fjernbetjeningen

Den medfølgende fjernbetjening ligner meget de Panasonic fjernbetjening, du måske allerede kender f.eks. fra deres fladskærme. Personligt er jeg ikke vild med designet, der virker lidt gammeldags. Jeg kunne godt tænke mig lidt mere high end med lys i knapperne med videre.  Men layoutet er fornuftigt nok, når man først lige har et overblik, for der er en del knapper.

Installation og teknik

Når du tænder første gang for Panasonic DMR-BCT820, hjælpes du i gang af en installationsguide, og det er også her, at vi første gang kan mærke, at der ikke er tale om et produkt, der er målrettet det danske marked. I forhold til menusprog så tilbydes der nemlig ikke dansk. Engelsk er dog en mulighed, og mon ikke også det er brugbart for de fleste, der har interesse i en harddiskoptager som denne. De øvrige sprogmuligheder er tysk, fransk og italiensk.

Efter valg af menusprog så spørger guiden til, hvilket land denne DMR-BCT820 skal benyttes, og her præsenteres man kun for Tyskland, Østrig og Schweiz. Umiddelbart lidt urovækkende, men jeg valgte her blot Tyskland.

Næste punkt er valg af kanalnummerering. Her vil jeg anbefale at vælge det punkt, der hedder Operator’s Channel number (LCN) for at få dem i en prioriteret rækkefølge.

Så er vi klar til at scanne efter de digitale kabel-tv kanaler. Som tidligere nævnt, så har jeg testet med Stofa kabel-tv signal, og her vælger du 346 MHz som frekvens. Network ID kan du lade stå til auto. Herefter fik jeg scannet alle Stofa kanalerne ind uden problemer.

Kanallisten efter scanning med LCN.

Vælger du Preset Channel Number inden scanning af kanaler, vil du opleve at alle de tyske kanaler prioriteres, så du får ARD og ZDF osv. først på din kanalliste.

Ifølge en DMR-BCT820EG bruger på DIGITALT.TV forum, så virker den også uden problemer i forhold til at scanne YouSee kanaler ind.

Til sidst i installationguiden kan du sætte et tidsrum, hvor harddisk/blu-ray optageren skal spare ekstra på strømmen i standby, altså typisk om natten.

Herefter kan du se tv, men der er dog nogle yderligere indstillinger der kan være relevante. Dem kommer du ind i via hovedmenuen (Function Menu knappen på fjernbetjeningen) under Others / Setup.

Under DVB Tuning menupunktet vælger du Preferred Language. Her kan du sætte dansk som lyd,undertekst og tekst-tv sprog.

Daglig brug

Den grafiske brugeroverflade på Panasonic DMR-BCT820 er i den velkendte Panasonic stil, ikke vildt moderne rent visuelt men brugervenlig og overskuelig. Der er direkte adgang til de vigtige ting fra hovedmenuen, såsom TV-Guide, Timer, Kopiering, Netværk.

OK knappen giver dig adgang til kanallisten når du ser live tv. Kanallisten kan du redigere i eller du kan lave op til 4 favoritlister med de kanaler du ønsker og din prioriterede rækkefølge.

To klik på i knappen giver mere info om et program.

Via Guide knappen på fjernbetjeningen kommer du ind i den elektroniske program guide (EPG). Denne vises som tidslinje over 8 kanaler af gangen. Mens du er inde i EPG’en, kan du fortsat følge tv-programmet i det lille vindue øverst til venstre.

Med den blå knap kan du sortere EPG efter flere forskellige kategorier eller favoritlister. Der er også en HDTV liste, men denne viste desværre af uvisse årsager ingen af Stofa’s HDTV kanaler.

Det er muligt at springe i 24 timers interval i EPG’en, men jeg savner mulighed for et mindre interval udover 24 timers muligheden. Det tager lidt tid at komme frem til et overblik over aftenens programmer om morgenen. Det havde også været et plus i min bog med en EPG liste for en enkelt kanal af gangen, men det er der desværre ikke mulighed for.

HbbTV understøttes også. HbbTV er endnu kun på teststadiet i Danmark. Kun DR har en test kørende pt. med deres DR Nu tjeneste. Stofa kører en beta test af HbbTV med DR’s arkiv indhold og det virker fint.

På trods af produktet her ikke markedsføres af Panasonic her i Danmark, så oplevede jeg altså ikke kompatibilitetsproblemer i forhold til Stofa signal. Alle kanaler blev fundet og heller ikke DVB underteksterne på TV 2 Danmark voldte problemer. Jeg kunne måske godt have ønsket mig en anelse hurtige zappetid ved kanalskift, men så er vi også ned i detaljerne.

Selv om jeg i denne anmeldelse fokuserer på Panasonic DMR-BCT820 som en harddisk/Blu-ray optager, så virker den naturligvis også fortrinligt som Blu-Ray/DVD afspiller, selv om den nok ikke er blandt de aller hurtigste, hvad angår indlæsning. Også skift af lag på 2 lags DVD og Blu-ray giver en kort pause ved afspilning.

Billedkvaliteten fejler bestemt ikke noget, både tv og medieafspilning leveres flot på tv-skærmen, også opskalering af DVD er god.

PVR – Optag TV

Med mulighed både for optagelse til harddisk samt kopiering til USB enhed eller Blu-ray/DVD så er Panasonic DMR-BCT820 særdeles alsidig. Her løber du således ikke tør for plads på den interne harddisk, med ting du ikke nænner at slette.

Overblik over PVR muligheder

  • Du kan optage et program og se et andet samtidigt
  • Du kan optage 2 programmer samtidigt
  • Timeshift et program, mens et andet optages
  • Se en optagelse, mens denne er i gang
  • Optag via Timer
  • Optag via EPG
  • Optag kodede kanaler enten kodet med efterfølgende afkodning eller som afkodet optagelse
  • Kopier optagelser til, USB harddisk, DVD eller Blu-ray
  • Kopier optagelser fra USB harddisk til Blu-ray
  • Optag indhold fra ekstern enhed tilsluttet via scart
  • Hop med 60 sek. interval frem og 10 sek tilbage
Overblik over PVR begrænsninger
  • Du kan ikke se en tredje kanal mens 2 programmer optages samtidigt
  • Der er ingen serieoptager funktion
  • Timeshift indhold kan ikke gemmes som optagelse
  • Optages 2 kodede kanaler på samme tid, ved brug af 1 kortlæser modul, kan kun den ene optages som afkodet optagelse
  • Mens der optages kan du ikke afspille DivX og MKV filer eller se billeder
  • Du kan kun optage tv via de indbyggede to tunere direkte til den indbyggede harddisk og ikke direkte på DVD. Blu-Ray eller USB.
  • Kopieret tv-optagelser til USB harddisk kan kun afspilles på den DMR-BCT820, det oprindeligt er optaget på.

I forhold til optagelse af live tv, så er der mulighed for at opsætte en fast margin både før og efter optagelser (op til 10 min), så du er bedre sikret, når et program går over tiden.

Der var under testen et problem med at optage SD MPEG-4 kanaler fra Stofa, men det har en ændring hos Stofa nu rettet på ultimo januar 2013

Optagelse af kodede kanaler der kræver programkort

Har du abonnement på ekstra kodede kanaler, så skulle Panasonic DMR-BCT820 med sine to porte til kortlæser moduler også kunne håndtere disse. På YouSee signal skulle optagelse af kodede kanaler virke, ifølge en bruger på DIGITALT.TV’s forum.

Panasonic DMR-BCT820EG tilbyder optagelser af 2 kodede kanaler på samme tid. Kun den ene optages dog afkodet, mens den anden kan afkodes ved afspilning, eller du kan lave en ukodet udgave af den efterfølgende. Dekodning af kodet optagelse sker i real tid, så det tager altså lige så længe, som din optagelse varer.

Afspilning og redigering af optagelser

Du får et fint overblik over optagelser via Direct Navigator knappen, hvor du har et miniaturebillede af optagelsen, der i øvrigt begynder afspilning i dette mini vindue, når du har markeret den. Der er en række kategorier herunder not viewed, så du kan skabe dig et overblik selv ved mange optagelser, men jeg savner dog, at man kunne sortere efter dato/tid i listen.

Et klik på option knappen giver dig en række mulighed for at redigere i forhold til titel, miniature billede med videre. Det er muligt, at kategoriinddele optagelser efter f.eks. film, sport, men det sker ikke automatisk, det skal du gøre via option og edit menuen.

Den automatiske afsnitinddeling “Chapters”, kan automatisk oprettes afsnit i en optagelse baseret på hvad harddiskoptageren fornemmer som nye afsnit i et givent program. Det er virker dog kun på visse kanaler/programmer, ser det ud til. Ved en optagelse fra TV 2 af programmet 60 minutes, gav det en hurtig adgang til at hoppe direkte til starten uden at skulle spole igennem reklamerne foran. I en optagelse på TV3+, blev der ikke oprettet automatiske chapters.  Det er muligt at redigere chapter inddelinger og selv tilføje nye. Du kan også opsætte til, at der oprettes chapters hvert femte minut.

Du har via option menuen ud for en given optagelse mulighed for at slette dele af en optagelse, f.eks. for at fjerne reklamerne, eller måske ønsker du at dele en optagelse op i flere dele. Alt sammen lækre muligheder, man ikke lige ser på alle de gængse tv-bokse, som jeg anmelder så mange af her på DIGITALT.TV.

Har du tidligere været i gang med at se en optagelse, så kan du naturligvis starte derfra du kom til sidst.

Optagekvaliteter/optagelses tid

Som standard optages tv i samme kvalitet, som det udsendes. Denne kvalitet kaldes for DR kvalitet af Panasonic. Men du kan ved tryk på Rec Mode knappen også ændre til mere komprimerede optagelsesindstillinger, hvor du sparer plads. Men jeg vil med 1 Terabyte harddisk klart anbefale at optage i den originale kvalitet. Under alle omstændigheder skal indholdet konverteres, for der optages altid tv i DR kvalitet til at starte med, også ved ændring af Rec Mode til en lavere kvalitet. Konverteringen sker først senere.

Vil du senere kopiere en optagelse til DVD / Blu-ray kan du altid vælge at lave en komprimeret udgave til den tid.

Kopiering

Vil du arkivere optagelser fra den indbyggede harddisk på en ekstern USB harddisk, så er det muligt med Panasonic DMR-BCT820. Du skal først registrere USB harddisken i menuen, og derefter kan du flytte optagelser over fra den indbyggede harddisk. Man skal huske at vælge disconnect fra menuen, inden den tilsluttede USB harddisk frakobles igen, for ellers kan det beskadige indholdet.

Kopiering er også muligt til Blu-ray eller DVD. Jeg har testet kopiering til DVD, som virker som det skal. Her skal indholdet dog omformes til en lavere kvalitet, og derfor kan man ikke benytte funktionen High Speed Copy. Istedet sker kopiering i real tid, så 1 times optagelse tager så en time at kopiere til DVD. Imens kopieringen er i gang, kan du ikke se tv eller andet på DMR-BCT820EG, så det er altså noget du skal planlægge lidt.

Også undertekster, der ikke er indebrændte i billedet, kan kopieres til DVD/Blu-ray, såfremt du vælger dette ved kopiering. I givet fald bliver de så indebrændt på den brændte kopi.

Smartphone og Tablet Diga Player App

En smart feature på Panasonic DMR-BCT820 er muligheden for at streame tv (live eller optaget) til smartphones eller tablets på hjemmenetværket. At teste denne del viste sig dog at kræve en del ekstra arbejde.

Panasonic har til formålet udviklet Diga Player app’en, men denne finder du hverken i den danske Apple app store eller Google Play. Det skyldes naturligvis, at produkterne, der kan anvendes med denne app, ikke er nogle Panasonic markedsfører på det danske marked. Selv efter Panasonic Centre er begyndt at forhandle den så synes man ikke at have gjort den tilgængelig for danskere endnu, hvilket er for ringe…

Men det er muligt at få den installeret, omend det kræver lidt arbejde. Her er hvordan jeg gjorde.

Sådan installerer du Diga Player på iPad/iPhone

  • Gå ind i iTunes på din computer og vælg Australien som land på flaget nederst i iTunes vinduet
  • Klik på et tilfældigt program under kategorien Free Apps
  • Vælg opret Apple ID
  • Godkend betingelserne
  • Indtast en emailadresse (Skal være en du ikke allerede har en Apple konto på)
  • Vælg password og sikkerhedspørgsmål og gå videre
  • Vælg knappen None under punktet omkring kreditkort
  • Indtast en fiktiv australsk adresse/by/tlf. osv.
  • Du skulle nu få oprettet et australsk Apple Id, som du skal bekræfte.

Du kan nu logge ind med dette login i App Store og skulle nu gerne kunne hente Diga Player app’en.

Sådan installerede jeg Android smartphone

  • Hent AppBrain App Market fra Google Play Store (gratis)
  • Søg i denne app efter Diga Player
  • Du burde nu via Google Play Store kunne få lov til at installere den (virkede i hvert fald for mig)

Brug af Diga Player

]For at app’en skal kunde finde din DMR-BCT820, så skal Home Network Function være sat til on under Network på din DMR-BCT820.

Din DMR-BCT820 skulle så gerne dukke op automatisk på listen, når du starter Diga Player app’en. Klik på den og du får nu en liste med dine kanaler med info om nuværende program. Klikker du på en af disse, så starter streaming af denne live udsendelse fra DMR-BCT820’eren til din smartphone eller tablet. Du kan også vælge at se optagelser fra harddisken på din DMR-BCT820.

Det virker generelt fint og er en smart måde at tage sit tv med sig rundt i huset. Man kan sige, at denne funktion allerede udbydes i form af web tv hos YouSee og Stofa, men der kan være kanaler som TV3 kanalerne, der ikke er med, og her får du altså også adgang til dine optagelser.

Jeg oplevede, at jeg på min Android telefon skulle klikke refresh for at få en opdateret kanalliste/optagelsesliste. Det skete ikke automatisk. Desuden havde app’en det her med at gå ned, første gang man gik ind i den.

I stedet for at sende indhold fra din DMR-BCT820 til din mobile enhed, så kan du også benytte Diga Player app’en til i stedet at skifte kanal på din DMR-BCT820 med. Det er dog også den eneste betjeningsmulighed, der er den vej. Jeg har prøvet en Panasonic Blu-ray remote app, men DMR-BCT820 synes ikke understøttet af denne.

Der er lidt begrænsninger på, hvad du kan med Diga Player app’en. Det er ikke nogen Slingbox erstatning, på den måde at det kun er lokalt på dit hjemmenetværk, du har adgang. Du kan altså ikke se tv derhjemme fra din DMR-BCT820, mens du f.eks. selv er i sommerhuset.

Der kan også kun være en klient på af gangen, og optagelser har prioritet, så er begge tunere optaget i forvejen, kan du altså ikke se live tv via Diga Playeren.

Det været super lækkert, såfremt man i Diga Player kunne se EPG for mere end den nuværende program. Så kunne man f.eks. også passende have lavet mulighed for at sætte ting til at optage herfra. Men det kan app’en desværre ikke.

Medieafspilning / Netværk / Smart TV

Så tidligere nævnt så kan du tilslutte DMR-BCT820’eren tilsluttet til netværk, både kablet og trådløst netværk er en mulighed.

Smart TV mæssigt så har Panasonic DMR-BCT820 det samme Viera Connect, du måske kender fra deres fladskærme. Det er ikke noget særligt, men giver da adgang til f.eks. YouTube, Facebook og Twitter i et ikke specielt brugervenligt interface. Fra Viera Market kan du hente ekstra apps, men meget er mest interessant for det tyske marked. Vi finder ikke relevante apps specifikt til det danske marked her som f.eks. Viaplay.

Panasonic DMR-BCT820 kan med sin Smart Home Networking fungere som DLNA server og klient. Du kan se og afspille indhold fra DNLA enheder på dit hjemmenetværk og også se indhold fra din  DMR-BCT820 på andre DNLA enheder.

Desuden kan du også sende musik f.eks. fra Windows Media Player på din Windows 7 PC og afspille det på  DMR-BCT820’eren.

I forhold til DLNA så er det dog ikke alle filtyper, der understøttes. Du kan se, hvilke Panasonic angiver i nedenstående tabel.

Panasonic DMR-BCT820 Konklusion

Panasonic DMR-BCT820 må være den klart bedste harddiskoptager på markedet pt. men er dog ikke perfekt.

Den fungerer fint med kabel-tv signal fra både Stofa og YouSee, så er man på udkig efter en meget alsidig og velfungerende harddiskoptager, og kan man undvære dansk menusprog og dansk brugerguide, så bliver man næppe skuffet. Prisen er temmelig høj, men inkluderer altså også blu-ray/dvd optagefunktion, som ikke er med på de modeller LG og Samsung har ude på det danske marked.

PVR delen står også meget stærkt på Panasonic DMR-BCT820, hvor optagelser af 2 ting på samme tid er muligt, og naturligvis muligheden for at arkivere til DVD og Blu-ray skal fremhæves.

Muligheden for at streame både live tv og optagelser til ens smartphone eller tablet er super smart, men kræver desværre i Danmark en del krumspring, eftersom app’en dertil ikke udbydes her, da jeg anmeldte. Men det er besværet værd, såfremt du vil have det fulde udbytte af din DMR-BCT820.

Ingen er perfekt, og efter min mening gælder det også denne topmodel fra Panasonic. Største minus er at denne model er beregnet til det tyske marked, og at du derfor skal leve med, at du ikke  får dansk relateret indhold i smart tv delen på optageren her. Altså ingen Netflix, Viaplay osv.

Af mindre ting, så savner jeg en lidt bedre EPG, og hvorfor ikke også tilbyde fuld EPG i app’en på smartphones og tablets, med mulighed for at sætte ting til at optage via disse? Er du storforbruger af en funktion som serieoptagelser, så skuffer Panasonic også lidt her, hvor du ikke finder en sådan mulighed. Ligesom interaktive tjenester som start forfra og filmleje heller ikke er muligt, men det gælder jo alle ikke officielle YouSee eller Stofa bokse.

Samlet set så bliver det 4,5 stjerne ud af 5. Panasonic DMR-BCT820 er den bedste harddiskoptager lige pt.

DIGITALT.TV håber på en kommende udgave fra Panasonic optimeret til danske forhold med DVB-T2/DVB-C(2) hybrid tuner, der ville gøre den meget interessant i forhold til et større dansk publikum.

+ Mulighed for at optage 2 ting på samme tid
+ Kan streame tv og optagelser til mobile enheder
+ Du løber aldrig tør for plads med mulighed for kopiering til USB harddisk, DVD eller Blu-ray
+ Virker meget stabil og driftsikker

– Dansk ikke tilgængeligt som menusprog
– Ingen EPG på enkeltkanal basis
– Ingen dansk Viera Market indhold
– Smartphone/tablet app ikke umiddelbart tilgængelig som dansker

Stil spørgsmål eller kommenter på denne anmeldelse på DIGITALT.TV Forum i tråden Panasonic DMR-BCT820EG – opfølgning på anmeldelsen

I samme kategori

Back to top button