Fladskærme

Panasonic AS750 TX-55AS750E LED TV

Panasonic har i mange år leveret Plasma skærme med imponerende billedkvalitet. Nu er det slut med Plasma teknologien, men det betyder ikke, at Panasonic ikke har nyheder på banen her i 2014. DIGITALT.TV har fået mulighed for at teste deres TX-55AS750E model, en LED IPS skærm, der byder på avancerede netværksfunktioner og Twin TV-tuner både til kabel, antenne og satellit-tv signaler.

Læs mere i vores anmeldelse nedenfor eller se vores videoanmeldelse.

Panasonic AS750 serien introduktion

AS750 serien fra Panasonic er deres billigste 2014 modelserie, der både byder på Twin Tuner samt 2014 nyheden TV Anywhere. Med funktionen TV Anywhere kan du få adgang til TV-programmer og -optagelser, også selv om du ikke sidder derhjemme. TV Anywhere gør det nemlig muligt at streame tv fra skærmen på Smartphones og Tablets.

Twin Tuner giver en række nye muligheder. Du kan f.eks. se to programmer samtidigt, eller frit optage 1 program, mens du ser noget andet. Du kan f.eks. også sætte 2 ting til at optage samtidigt, mens du ikke er hjemme. Udover dette er AS750 serien naturligvis også målrettet den moderne tv-forbruger med mulighed for sende billeder, videoer med mere fra dine mobile enheder op på fladskærmen.

AS750 Serien fra Panasonic er på markedet her fra maj 2014 og kan købes i størrelserne 42, 47 og 55″. Vi anmelder 55″ udgaven i denne test.

Design og tilslutninger

Panasonic TX-55AS750E fremstår trods sine 55″ ganske let, når vi sammenligner med vores nogle år gamle Panasonic Plasma tv, der har betydeligt større ramme omkring skærmen.

Selve panelet har en tynd sølvramme omkring skærmen, det Panasonic kalder Premium Full Metal Design.

På fronten af skærmen er der indikator for strøm tilstand (Rød: standby, Grøn: tændt, Orange: Standby med Optager/timer aktiveret. Der er desuden ved siden af denne en rumsensor, der kan justere billedet, i forhold til mængden af lys i det rum du ser tv i.

Der medfølger en stabil men enkel fod til skærmen ligeledes i sølv. Monteringen af foden er enkel ved hjælp af de medfølgende skruer. Foden tilbyder ingen justeringsmuligheder i forhold til at dreje eller vippe skærmen.

Alle tilslutninger er placeret på bagsiden. Tunerindgange, HDMI og USB tilslutningerne sidder samlet og er placeret, så de peger ned af eller til siden. Det er optimalt i forhold til at sikre, at der ikke er noget der stikker bagud ved vægmontering.

Tilslutning af signalkabler til de 2 DVB-S2 tunere sidder lidt tæt, så det kræver lidt fingerfærdighed at skrue dem på.

Rent tilslutningsmæssigt byder Panasonic TX-55AS750E på følgende tilslutninger:

  • DVB-T2/C tunerindgang
  • 2 x DVB-S2 tuner undgange
  • 3 x HDMI
  • 1 x Component Video ind
  • 1 x Phono lyd ind
  • 1 x Optisk digital lyd ud
  • 1 x Scart
  • 3 x USB
  • 1 x LAN port til kablet netværk

Et fornuftigt udvalg selv om man måske godt kunne bruge en ekstra HDMI indgang, men i denne prisklasse vil nogle måske også benytte sig af en ekstern AV-Receiver med masser af HDMI indgange.

Der er 2 porte til kortlæsermoduler. For at få fuld glæde at tv’et med kodede kanaler, så kan det klart anbefales at benytte begge. Ellers får du ikke fuld glæde af den dobbelte tuner, og du kan ikke optage fra én kodet kanal, mens du ser en anden kodet kanal samtidigt.

På bagsiden finder vi også basale knapper til at betjene skærmen uden fjernbetjening.

Fjernbetjeninger

Som det ofte ses på de dyrere modeller, så leveres Panasonic TX-55AS750E med 2 fjernbetjeninger.

Den store traditionelle ligner sig selv. Bortset fra at knapperne er blevet tilpasset nye funktioner, så følger den det design Panasonic har haft i årevis. Den er forholdvis let i hånden og føles noget plastikagtig. Der er et rigt udvalg af knapper i fornuftige størrelser.

Udover den store fjernbetjening i sølv, så får du også en mindre sort model. Touch Pad remoten udmærker sig ved at have en berøringsområde, som du måske kender det fra f.eks. en bærbar computer.

Touch pad fjernbetjeningen forbindes via Bluetooth og er mere begrænset i antallet af knapper. Hovedknapperne som standby, kanal og lydstyrke får du naturligvis. Der er også knapper til hovedmenu og gå tilbage samt Apps, men derudover foregår navigeringen via Touch Pad cirklen i midten. OK knappen er i øvrigt placeret på bagsiden til enkelt brug med pegefingeren.

Du kan med touch remoten betjene alle funktioner bortset fra standby funktionen, uden at du behøver at pege den mod tv’et.

På Touch Pad remoten finder vi også en mikrofon knap. Med den kan du altså via stemmekommandoer styre visse funktioner på tv’et.

Vi vil komme nærmere ind på betjening og vores indtryk af touch fjernbetjeningen i afsnittet Betjening lidt senere.

Installation / TV-Tuner opsætning

Installationen foregår naturligvis via en guide, hvor du vælger sprog/land, opsætter netværksforbindelse trådløst eller kablet, og vælger den eller de tv-tuner signaltyper, du ønsker at anvende. Som tidligere nævnt så understøtter skærmen her både antenne (DVB-T2), kabel-tv (DVB-C) samt satellit-tv (DVB-S2) og alle typer med twin tuner mulighed.

Rent fysisk så er der 1 tuner indgang for tilslutning af enten kabel-tv eller alm. tv-antenne signal, dette gøres så internt i tuneren til twin tuner signaler.

Der er 2 tuner indgange til satellit-tv signaler. Du kan således tilslutte signaler fra twin tuner LNB, men der er også mulighed for at nøjes med et kabel, såfremt du benytter en SatCR LNB, hvilket skærmen også understøtter. Du kan således f.eks. forsyne tv’et med twin tuner signaler fra eksempelvis Canal Digital, uden at skulle trække 2 kabler fra parabolen ind til fladskærmen.

På satellit-tv siden så understøttes desuden DiSEqC 1.0, så du via en DiSEqC switch kan modtage op til 4 forskellige satellitpositioner.

Vi tester Panasonic TX-55AS750E med Kabel-TV signal fra Stofa, Antenne signal med DR og Boxer TV kanaler samt Satellit-tv signaler (Canal Digital).

I forhold til kabel-tv signaler så er der under opsætning mulighed for at vælge YouSee opsætning.

Der er ikke nogen automatisk kanalsøgningsoptimering i forhold til Stofa. Det kan som Stofa kunde anbefales at vælge 346.00 Mhz som start frekvens for kanalsøgning for en hurtigere kanalsøgning. Kanalsøgning tog dog trods dette egentligt længere tid, end vi havde forventet. Vi undlod at scanne efter analoge kanaler, men det er naturligvis også en mulighed på kabel-tv net, der fortsat tilbyder sådanne.

Efter endt kanalscanning og førstegangsindstillinger, så præsenterer Panasonic dig for en dansk stemmebaseret betjeningsguide, i forhold til de startskærmsfunktioner dette tv tilbyder. Det lyder lidt sjovt, fordi ordene tydeligvis er klippet sammen, ser man bort fra det er guiden dog egentlig ganske fornuftig til at lige at komme i gang på.

Panasonic Startskærm

I stedet for bare at starte dit tv op på en tv-kanal, tilbyder Panasonic en funktion, de kalder Startskærm. Det blev allerede introduceret på sidste års modeller.

Med startskærm kan du vælge den opstartsskærm, du ønsker at få vist som standard, både når du tænder dit tv, eller når du trykker på home knappen på fjernbetjeningen.

Du kan vælge mellem:

  • TV Fuldskærm (hvis du bare vil starte tv’et på en tv-kanal)
  • TV Startskærm (med fokus på dine tv-kanaler, optagelser)
  • Livsstils-skærm (Med ur, kalender, begivenheder, nyhed/vejr apps)
  • Info-skærm ( Sociale netværk, Skype, Bogmærker)

Du kan både rette i de eksisterende startskærme eller lave din helt egen nye startskærm samt hente yderligere.

Den eneste interessante af sådanne var dog Eurosport startskærmen.

Vi synes at TV Startskærmen var den mest naturlige, i forhold til den måde vi bruger vores tv på.

På TV-startskærmen får du både live tv, kanalliste og adgang til optaget tv. Alle aktive signaltyper vises på hvert sit faneblad (DVB-C / DVB-S / DVB-T).

Det er også her man første gang opdager, at der er tale om et twin tuner tv. Udover live tv i hovedbilledet er der nemlig også live tv, når du bladrer i kanallisten til højre, i hvert fald sålænge der er tale om ukodede kanaler. Såfremt du ser kodet tv både i hovedvinduet og har kodede kanaler i kanallisten, skal du have 2 x kortlæser moduler + kort, ellers vises bare et sort vindue i kanallisten.

Udover at vise kanalnavne i kanallisten, kan du også se programtitel og indikation på, hvor lang tid der er tilbage af de enkelte programmer.

Nu hvor vi er ved emnet kanallister, så er der ofte nogle der spørger, om det er muligt at blande kanaler uafhængigt af signaltype på en fælles kanalliste. Det er det ikke. DVB-C eller DVB-T er adskilt fra DVB-S kanaler. Du kan enten skifte mellem signaltyper via tv-startskærmen eller ved at skifte på tv input knappen, hver signaltype har sin egen kanalliste/favoritlister.

Betjening og brugeroverflade

Man må rose Panasonic for at have gjort en del for at optimere brugeroplevelsen med dette tv. Der er tænkt mange gode tanker omkring at tilpasse brugeroverfalden til ens behov. Det er smart, at man på dansk kan få hjælp på skærmen i det der kaldes ehjælp. Her kan du slå en masse ting op omkring funktioner, uden at skulle sidde med en manual samtidigt. Ulempen er dog, at man så skal huske det man læste i ehjælp, når man går ud igen og skal bruge det man læste.

Generelt er brugeroverfladen lidt delt imellem det klassiske Panasonic menulayout, og det nyere moderne udtryk på startskærme og i apps. Det fungerer ganske godt, omend man måske kunne ønske sig et mere konsekvent gennemgående design på alle brugeroverflader. Panasonic og mange andre producenter har det med at bygge nye ting til det eksisterende, og ikke lave et samlet ensartet styresystem, og det går ud over helhedsindtrykket af og til.

Panasonics vision for sine topmodeller i 2014 er begrebet Life+ Screen. Altså at ens liv afspejles i det man ser og bruger skærmen til.

Startskærmene er en ganske fin måde, at give hurtig adgang til de ting man bruger mest, og det er et plus, at man kan redigere og tilpasse dem efter ens egne behov.

Nyt på 2014 modellen her er Panasonics forsøg på at give et samlet overblik med anbefalinger af både indhold på traditionelle tv-kanaler og fra nettet. Det sker i funktionen Min Stream. Her glider favoritprogrammer og andet personligt indhold forbi i en strøm af miniaturebilleder.

Du kan via favoritknappen på touch remoten oplære tv’et i, hvad du synes om og derved få bedre anbefalinger. Tanken om en optimeret forslagsfunktion, der er tilpasset den enkeltes interesser er ikke ny, og Panasonic forsøger også at brede den ud ved inkludere både tv-kanaler, ting du har optaget, musik, fotos og apps som f.eks. YouTube, samt hvad du måtte afspille af lokalt indhold over netværket.

Det vil dog nok være individuelt, hvor meget glæde og brug man vil gøre af denne funktion.

Er man flere i husstanden, kan man naturligvis oprette flere brugerkontoer på tv’et. Eftersom Panasonic AS750 ikke har indbygget kamera, så bliver den der ser tv ikke automatisk genkendt.

Vi inkluderer herunder en videogennemgang fra Panasonic omkring Min Stream funktionen.

https://youtu.be/UMY5zELBiGo

Rent hastighedsmæssigt så virker betjeningen ganske hurtig.

De to fjernbetjeninger komplimenterer hinanden. Panasonic mener nok, at man primært skal bruge den lille nye med touch pad. Den kræver lidt tilvænning, når man kommer fra en traditionel fjernbetjening, og man kan ikke sige sig fri fra, at man af og til må have fat i den store fjernbetjening for nogle funktioner.  Så for de der ikke kan lide at have to fjernbetjeninger liggende fremme, er det måske et minus, at den ene ikke altid er nok.

Styr dit Panasonic TX-55AS750E med stemmen

På touch pad remoten er der også indbygget mikrofon til stemmestyring af tv’et. Det kræver, at du benytter dig af de prædefinerede kommandoer, for at det virker. Mange vil nok synes, det er lidt fjollet at tale til sit tv, men af og til syntes vi faktisk, at det gav mening. En af de situationer hvor faldt mest for funktionen var muligheden for at søge efter programmer i TV guiden via stemmestyring. Skal man sætte, lad os bare sige, Hammerslag til at optage, så er det hurtigere bare at sige det, end at give sig til at bladre eller søge ved at bogstavere. Og det virkede faktisk rimeligt godt, naturligvis er det dog ikke 100%.

Stemmestyringen kunne godt forbedres. Ofte skal man sige funktionknappers farve som f.eks. Grøn Knap for at gennemføre en kommando, og ikke bare det man ønsker skal ske, og det virker ulogisk. Desuden virker stemmestyring ikke i apps, så du kan ikke søge efter noget med stemmen i Netflix app’en.

Kanalskifte sker hurtigt på Panasonic TX-55AS750E både ved ukodede kanale,r men også kanalskifte mellem Canal Digital kanaler via kortlæser var med super hastighed. Boxer TV’s CI+ kodning kræver en anelse mere tålmodighed for en aktiv kanalzapper.

TV-Guiden kan ses enten som stående eller liggende og ligner sig selv fra tidligere års Panasonic modeller.

Billede i billede funktionerne er godt hjulpet af twin tuner muligheden. Du kan se 2 kanaler samtidigt på skærmen og tv-guide samtidigt. Eller to kanaler side om side.

Stofa TV på Panasonic TX-55AS750E

Vi har udelukkende testet med ukodede tv-kanaler hos Stofa. Der har vi ikke observeret problemer.

Alle kanaler blev fundet ved kanalscanning. Vi kunne dog godt have ønsket os en mulighed for kun at søge efter ukodede kanaler ved førstegangsinstalltionen. Det er muligt efterfølgende at begrænse til disse ved nye kanalsøgninger.

Boxer TV på Panasonic TX-55AS750E

Vi har testet Boxer TV kanaler med skærmen via Boxer CI+ cam produceret af Neotion. Her observerede vi af og til, at skærmen ikke registrerede kortlæser modulet. Først efter vi havde slukket for strømmen og tændt igen blev det fundet.

Alle kanaler blev fundet uden problemer ved kanalsøgning. Undertekster og EPG fungerede fint i det omfang vi har testet.

Canal Digital TV på Panasonic TX-55AS750E

Vi har testet Canal Digital med 2 kortlæsermoduler/kort monteret, og det har fungeret fint. Alle kanaler blev fundet ved scanning og lagt i dansk prioriteret rækkefølge.

Vi oplevede lidt problemer med den elektroniske programguide, i forhold til hvor meget information der var tilgængelig og hvor hurtig. På nogle kanaler var der af og til huller eller kun nu og næste informationen omkring programmer i programguiden.

Billedkvalitet

Vi har testet dette tv udfra en almindelig forbrugers synsvinkel, det vil sige uden dyre måleinstrumenter i forhold til billedkvaliteten, som det oftest også vil være for de fleste almindelige forbrugere.

Vores betragtninger omkring denne er således ud fra almindelige visuelle observationer med baggrund i almindelig tv-kigning og brug af forskellige testmønstre/billeder på skærmen.

Vi starterde med at kigge på skærmen i slukket tilstand for at vurdere, i hvor høj grad den fungerer som spejl.

Det er i høj grad tilfældet på Panasonic TX-55AS750E. Sidder du i dagtimerne i et meget lyst rum foran skærmen spejles hele stuen ret tydeligt i skærmen, når den er slukket. Skærmen er lavet på denne måde for at forsøge at optimere kontrast effekt imellem lys og mørk, men er der mørke elementer i det du ser, så er der altså en risiko for spejleffekt i daglys.

Lad os så tænde skærmen for at kigge nærmere på de forskellige billede indstillingsmuligheder.

Som standard er overscan aktiveret på skærmen, så det startede vi med at slå fra.

De forskellige billedindstillingerne der tilbydes er:

  • Dynamisk
  • Normal
  • Biograf
  • True Cinema
  • Brugerdefineret

Konsolspil fans kan her måske savne en Spil indstilling, den er gemt under Indstillingsmuligheder / Spil indstilling.

Af de prædefinerede billedindstillinger fandt vi Biograf og True Cinema for de mest naturlige som udgangspunkt for finjustering

IPS skærme, som den på Panasonic TX-55AS750E, har både fordele og ulemper.

Der er generelt en god betragtningsvinkel, når man sammenligner med VA LED paneler. Du skal et stykke ud til siderne, før det for alvor går ud over billedet, du ser.

I forhold til billedkvaliteten så er vi her på DIGITALT.TV gamle Plasma fans, så vi har nok de noget kritiske briller på i forhold til sortniveau.

Sortniveauet plejer ikke at imponere på IPS skærme, og det er da heller ikke tilfældet på denne nye model fra Panasonic. Kommer vi direkte fra et Panasonic Plasma, så kan vi ikke sige os fri for umiddelbart at synes, at billedet virker en smule mat. Mørke område har en tedens til at virke lidt grålige, specielt hvis du kigger på skærmen i et mørkt rum. Det er muligt tildels at justere det bedre, men man kan nemt også komme til at overjustere, så man mister sorte nuancer, hvilket jo hellere ikke er ønskværdigt.

I forhold til billeder med bevægelse, så fungerer Panasonic skærmen her rigtigt flot på farvefronten. Vi følte os her ikke generet af farvesløringer eller noget står dobbelt, som vi tidligere har observeret på Plasma modeller. Det er netop også én af fordelene ved IPS paneler.

Skærmen tilbyder bevægelsesoptimering (Intelligen Framce Creation / IFC) i forskellige grader. Af afhængigt af hvad du ser, kan det anbefales ikke at slå denne helt fra. Minimumsindstillingen synes at være et fint kompromis ved almindelig tv-kigning. Slår man den helt fra virker tekstrullen nederst på TV 2 News hakkende, men selv med funktionen slået til, kan man af og til opleve, at det ser forkert ud, alt afhængigt af hvad der ellers foregår i billedet samtidigt.

Mange vil nok ikke sætte indstillingen højere end minimum, for så kommer ting som film og tv-serier nok til at se forkerte ud vil mange nok mene.

I forhold til ensartetheden i lyset på skærmen, så oplevede vi ved helt sort skærm, stort set intet lysgennemfald fra nogle af siderne/hjørnerne. Kun en meget svag forskel ude i højre side lidt over midten var synlig, hvis vi kiggede rigtigt godt efter. Det var på ingen måde noget vi bemærkede ved almindelig tv kiggeri. Mere synlig var en tendes til lidt mørkere billeder ude i det yderste af skærmhjørnerne ved hvide/lyse billeder.

Af andre bemærkninger i forhold til billedkvaliteten, så har denne skærm, ligesom Edge LED skærme generelt, en svag tendens til den effekt der kaldes Dirty Screen effekten. Ved panoreringer henover typisk f.eks. en lys himmel, kan det fremstå som om der sidder noget på glasset på skærmen.

Lyd

De indbyggede højtalere i TX-55AS750E leverer ganske højt lydniveau, men føles i forhold til et rigtigt anlæg eller soundbar løsning klart mere indelukket.

Sammenlignet med andre fladskærms tv vi har lagt øre til, så er lyden dog faktisk noget bedre end gennemsnittet. Til hjemmebiografen kan et rigtigt surroundanlæg eller en god soundbar som minimum som altid dog anbefales.

Optag TV med Panasonic TX-55AS750E

Panasonic_USB_HDD_recordingAt optage tv er oplagt på denne fladskærm. Ved at tilslutte en USB harddisk, og formatere denne til brug med tv’et, får du med de 2 tunere mulighed for at optage op til 2 ting samtidigt.

Dermed kan skærmen altså erstatte behovet for en separat tv-boks til at optage tv på, og det vil nok glæde mange.

Som nævnt skal der 2 kortlæsermoduler + kort til, for optimalt at kunne udnytte optage funktionen ved kodede kanaler. Vi har testet både med 2 Canal Digital og Boxer TV kortlæsermoduler + kort.

Optagelser er låst, til det tv du optager det på, du kan således ikke afspille det på et andet tv eller en computer. Her har Panasonics harddiskoptagere en fordel, eftersom de kan arkivere tv optagelser mere permanent på DVD eller Blu-ray skiver.

Udover at optage tv enten manuelt eller via TV-Guiden, så kan du også aktivere mulighed for hele tiden at gemme live tv. Det giver mulig for at spole tilbage, i det du har set.

Forsøger du at optage flere end 2 ting samtidigt, bliver du gjort opmærksom på det, og du kan ikke skifte kanal, mens der optages 2 ting samtidigt, uden du annullerer en optagelse.

Smart TV apps

Panasonic er ikke blandt de allerforreste, når det gælder tilgængelige Smart TV apps til danske tjenester. Både Netflix, Viaplay, Eurosport og SF Anytime er tilgængelige og fungerer på denne skærm med ganske hurtig opstartstid, i hvert fald i forhold til for bare nogle år siden.

YouTube kan naturligvis parres med din YouTube konto og andre enheder. Så du enkelt kan se YouTube indhold fra dine øvrige enheder og styre afspilningen derfra. Du kan også, uden at have parret, afspille direkte på skærmen fra en computer ved at vælge den som afspilningsenhed.

Ellers er det i høj grad Panasonics egne Smart TV applikationer, der præger udbudet. Der er fin support for netværksafspilning/DLNA fra delte drev på din computer.

Har du flere Smart Viera tv i husstanden, kan du også se både live tv og optagelser fra Panasonic AS750 over dit hjemmmenetværk.

Udover de tilgængelige Smart TV apps, har vi også med DVB-T signal haft lejlighed til afprøve HBB-TV fra DR, som tv’et understøtter uden problemer. Det giver dig adgang til DR’s HBB TV test med DR Nu indhold streamet via nettet. HBB TV kører pt. som forsøg men bliver permanent fra juni 2014.

TV Anywhere

TV Anywhere er en af de større nyheder fra Panasonic her i 2014. Som navnet antyder, så er det en funktion, som gør det muligt at streame dine tv-kanaler eller optagelser fra dit tv over Internettet til din Smartphone eller Tablet. Det virker med Android og iOS.

Du skal dog være opmærksom på, at TV Anywhere funktionen ikke er helt så relevant, såfremt du kun modtager kodede kanaler, eftersom denne funktion kun tilbydes med ukodede kanaler.

TV Anywhere indgår som en del af Panasonics Remote app (TV Remote 2), hvor du kan tilgå den med dit Panasonic login og adgangskode.

Det tager noget tid at få forbindelse. Til at starte med logges man ind, så man kan se kanalliste, tv-guide med videre.

Ønsker man aktivt at streame tv, skal man klikke på det grønne play ikon.

Man skal dog vente på, at der kommer en grøn forbindelsescirkel i forbindelsesikonet i app’en, og det kunne tage temmelig lang tid for os af og til.

Som standard er streamingkvaliteten sat til QVGA 400kbps, og det ser naturligt nok ikke ret godt ud. Du kan gå ind og sætte den til VGA 1.5Mbps, men det er også maks. VGA kvaliteten er brugbar på en Smartphone skærm, men vi synes ikke kvaliteten var god nok til at se fodbold på vores iPad. Vi havde gerne set en bedre kvalitetsmulighed end de 1.5Mbps.

Du kan ikke streame live tv via TV Anywhere app’en, såfremt alle tunere er optaget af optagelse eller live tv visning på selve tv-skærmen.

Udover at streame live tv, så kan du også streame de optagelser, du måtte have liggende på den USB harddisk, du har tilsluttet til fladskærmen derhjemme.

Streaming af tv er ikke det eneste interessante i app’en. Der er også TV-Guide, så du kan sætte ting til at optage, uanset hvor du måtte være, bare du har Internetforbindelse.

Når du har fundet et program i tv-guiden i app’en, kan du klikke på det og sætte det til at optage. Det er også muligt at oprette en manuel timeroptagelser i app’en.

Vi har testet med Stofa tv, og her bemærkede vi et problem på tv-guiden i forhold til navngivning af TV 2 HD. Kanalnavnet indeholder nemlig hos Stofa et | tegn (TV 2 | Danmark HD). Det fik app’en til opdele TV 2 i to kanaler (TV 2 og Danmark HD) på TV guiden, og betød at EPG’en ikke længere passede til de enkelte kanaler, men var forskudt. Vi fik dette løst ved ved at omdøbe TV 2 navnet via kanalredigeringssoftwaren ChanSort, men det burde naturligvis ikke være nødvendigt. Vi har videregivet problematikken til Panasonic.

TV Anywhere app’en gav flere gange fejlbeskeder. Det virker som om denne del endnu mangler noget finpudsning. Vi håber Panasonic på sigt kan få optimeret app’en i forhold til stabilitet og hastighed.

Du kan få et visuelt indtryk af TV Anywhere i vores videoanmeldelse.

TV Remote App

Som nævnt så indgår TV Anywhere, som vi netop har omtalt, i Panasonic mobilapp TV Remote 2, som kan hentes til Android og iOS enheder. Når du er derhjemme på hjemmenetværket, kan du benytte denne app til at styre dit Panasonic TX-55AS750E med.

Der er både pad kontrol skærm, alm. fjernbetjening samt tastatur, der kan hjælpe ved indtastning af f.eks. loginoplysninger på skærmen. Problemet med tastaturdelen er imidlertid, at den ikke virker overalt. Søgning i Netflix er ikke muligt på denne måde, her skal man bogstavere med fjernbetjeningen.

En anden mulighed er at vise indhold fra dine mobile enheder på Panasonic skærmen. Du finder det billede, video eller musik du gerne vil have afspillet, og swiper det så op på tv-skærmen i app’en.

I samme sektion kan du også vælge dit Panasonic TX-55AS750E som kilde og se tv eller optagelser. Det er hurtigere og bedre billedkvalitet at gøre det denne vej, end via TV Anywhere, men altså kun muligt når du er på hjemmenetværket med din mobile enhed.

App’en indholder også en webbrowser, hvor du kan dele websider og få dem vist på fladskærmen.

Konklusion

[rwp-review id=”0″]

Panasonic TX-55AS750E giver et godt helhedsindtryk. Der er mange fine funktioner, der taler til den moderne tv-forbruger.

Den nye TV Anywhere funktion er interessant, specielt på et twin tuner tv som dette, der lægger op til, at man skal bruge det både til live tv og optagelser. Med TV Anywhere kan sætte ting til at optage, hvor du end måtte være med en internet forbindelse og desuden streame tv til dine mobile enheder. Selv om billedkvaliteten kunne være bedre er det fint med muligheden, men vi håber at Panasonic kan optimere stabiliteten der ikke virkede helt optimal.

Også på brugeroverfladen med Min Stream funktionen tænker Panasonic på at smelte de forskellige mediekilder sammen i et målrettet overblik. Vi tror dog ikke nødvendigvis alle vil gøre brug af denne funktion i praksis.

Stemmestyringen er nyttig i visse situationer og dermed et fint supplement. Den kunne sagtens blive endnu mere nyttig, såfremt den også virkede i apps som Netflix og Viaplay.

Vi synes godt om funktionen Startskærm, hvor man kan tilpasse de funktioner, man bruger mest, så de er lige ved hånden.

Som tidligere nævnt så er vi godt forvent i forhold til billedkvalitet fra Panasonics plasma modellere, og selv om LED teknikken har visse fordele i forhold til plasma, så må vi også sige, at teknikken har nogle begrænsninger. Sortniveauet er ikke på højde med plasma, og vi blev af og til også lidt generet af den meget blanke skærm, der gav afspejling i dagslys. Dette er dog et generelt problem på rigtig mange tv og ikke unikt på dette Panasonic tv.

DIGITALT.TV takker Panasonic Danmark for at låne os produktet til denne anmeldelse.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard