Optisk hjemmenetværk
Du kender sikkert det traditionelle netværkskabel, der er et rimelig tykt kabel at installere, og desuden kan det være besværligt at montere stik på et sådant kabel. Alternativet for mange er trådløst netværk, men her er hastigheden ikke altid overvældende, og generelt virker det måske bare ikke tilfredsstillende for dig. DIGITALT.TV har til fået et alternativ til det velkendte netværkskabel og trådløst netværk (WLAN) til en anmeldelse. Løsningen baserer sig på et tyndt optisk kabel på 1,5 mm, som fungerer i afstande på op til 30 m.
Distributør: Max Nordic
Forhandles af blandt andet: Netto-Sat.dk
Pris hos Netto-Sat.dk (primo februar 2011): 995,-
Læs mere om det optiske netværkskit i denne anmeldelse. Anmeldelsen er også tilgængelig som videoanmeldelse.
Udpakning af det optiske hjemmenetværkskit
Det optiske hjemmenetværkskit leveres med 30 meter optisk kabel. Det optiske kabel er fremstillet af plastik og på 1,5 mm i tykkelsen. Altså et noget mindre kabel end det velkendte netværkskabel.
Med er desuden 2 æsker hver indeholdende en mediekonverter boks, der omformer det optiske signal til det almindeligt netværkssignal, så du kan benytte det i forbindelse med det korte almindelige netværkskabel, der medfølger til brug fra konverteren og til dit netværksudstyr med almindelig ethernet port. Mediekonverter boksen kræver desuden strøm, som leveres via den medfølgende strømadapter.
Det optiske kabel er fremstillet af plastik, og der vil derfor ikke være nogen glassplinter, hvis det skulle brække. Der anvendes en 660nm rød LED til at lave lyset med, der ikke skader øjet hvis man kommer til at kigge på det.
Skulle du ikke have brug for alle 30 meter kabel, så medfølger der et cutter værktøj som enkelt kan afkorte det optiske kabel.
Installation og brug af det optiske hjemmenetværkskit
Installationen er ikke så kompliceret, noget der ellers kan være tilfældet for mange, såfremt de selv skal montere stik på et almindeligt netværkskabel.
Det er bare at lægge kablet ud. I den forbindelse skal du dog ikke bøje kablet alt for meget, for ellers kan det knække og desuden mister du lys igennem kablet, såfremt det bøjes for kraftigt. Herefter skal de to ledere i enderne i det optiske kabel adskilles fra hinanden. Det kan gøres lidt forsigtigt med en hobbykniv. Har du behov for at forkorte kablet så afkortes kablet som nævnt enkelt med den medfølgende cutter.
Så er det bare at indføre de 2 kabler i de 2 monterings huller i mediekonverteren. Det kan anbefales at sætte mediekonverteren til strømmen inden montering af kablet. Så får du lys igennem kablet efter monteringen i konverteren, og i den modsatte ende vil den ene lede i det optiske kabel således lyse op. Mediekonverten du skal forbinde i den anden ende kan også med fordel tilsluttes strømmen og herefter monteres, så den leder der er lys i, tilsluttes den indgang på mediekonverteren, der ikke er lys i.
Nå det er gjort, er det bare at montere det korte almindelige netværkskabel i hver sin mediekonverter og forbinde til dine netværksenheder.
Jeg tilsluttede kablet til en switch i stuen og til en switch i mit arbejdsværelse. Skulle der ikke i første omgang være forbindelse, så prøv evt. at afkorte en smule i enderne med cutter værktøjet, og se om det ikke hjælper. Jeg oplevede, at det først virkede herefter i den ene ende af kablet, måske fordi klipningen af kablet ikke var blevet helt jævnt i første omgang, eller enderne var blevet beskidte i forbindelse med trækningen af kablet. Efter en klipning virkede det fint, og jeg kunne ikke se nogen hastighedsforskel i forhold til almindelig netværkskabel (som 100 Mbps netværk).
Der kan også tilkøbes netværksswitch med optiske tilslutninger, men disse er dyre, så med mindre du skal forbinde rigtigt meget med optiske kabler, så er mediekonvertere en billigere løsning.
Konklusion
Det optiske netværkskit tilbyder en enkel installation og med et mindre og mere handy kabel, end det almindelige netværkskabel, om end man skal huske bløde buer i forbindelse med det optiske kabel.
Denne optiske løsning koster en del i forhold til en standard netværkskabel løsning, så den optiske løsning er nok ikke lige interessant for alle. Havde hastigheden været 1000 Mbps og ikke kun 100 Mbps, så havde det været rigtigt interessant for flere, tror jeg. Men kan du se fordelen i et mindre kabel, og står du med forhold, der gør at der måske kan trækkes et optisk kabel gennem eksisterende rør, så er denne løsning en oplagt mulighed.
Kan købes hos Netto-Sat.dk
Jeg håber senere at kunne anmelde en anden alternativ hjemmenetværksløsning baseret på transmission via det eksisterende strømkabel net i ens husstand.