MånedsguidesDRTV

Nyt på DRTV i marts 2023

Der er masser af dokumentarindhold på DRTV i marts, hvor DR’s forårstema danskere i verden også starter.  Du får også krimien Fire liv, fire mord.

Filtrér oversigten

torsdag 2. marts
Kriminelt: Angrebet i Fields DR TV
2 mar 2023
06:00
Læs omtale

Sofie ser manden med riflen i øjnene og fryser. Hun kan ikke bevæge sig. Ambulanceredderen Thomas må løbe mod strømmen af mennesker, der flygter ud fra Field’s. Han skal ind uden at vide, hvad der møder ham.

Se begge afsnit fra den 2. marts kl 06:00 på DRTV.

fredag 3. marts
Natrytterne C More
3 mar 2023
06:00

Natrytterne

Serie | Drama Svensk Thriller | Seriepremiere | 7.8 | 2022–
Læs omtale

Natrytterne er frit baseret på den chokerende og grumme historie om mishandling og seksuelle overgreb, som fandt sted på et ridecenter i Sverige i 1990’erne.

Serien består af 8 afsnit og havde premiere på C More, men nu kommer den så også på DRTV

Natrytterne – det handler den om

Molly (Saga Samuelsson; Springfloden) har netop afsluttet 9. klasse, da hun ankommer til ridecenteret Heddesta for at arbejde og bo tæt med heste. Hun kommer til at dele værelse med staldpigen Frida (Amanda Jansson; Den tynde blå linje), som er nogle år ældre. De bliver hurtigt meget tætte. Molly føler i begyndelsen, hun er kommet til paradis, men snart ser hun tegn på, at ikke alt er, som det skal være på ridecenteret.

Virksomheden drives af den respekterede ridelærer Tommy (Jonas Karlsson; Beck, Sthlm Rekviem). Han er en karismatisk og dreven person, som kan være charmerende og opmuntrende, men han er også et manipulerende magtmenneske med meget mørke sider. Han begår overgreb, både psykisk og fysisk. Snart bliver Mollys eneste mål at komme ud af Tommys greb – og holde ham ansvarlig for sine handlinger.

– Fokus er på ofrenes perspektiv og kamp. Serien udspiller sig i 90’erne, men tematikken er smertefuld relevant selv i vores tid, og rækker langt udover ridecenteret og familien. Natrytterne handler om magtmisbrug, udnyttelse af position og status, hvad der sker, når omgivelserne kigger den anden vej og når voksenverden positionerer sig. Det er en historie om whistleblowere og store konsekvenser. Natrytterne er også en historie om familiebånd og venskab, og om at gå sammen og at hjælpen kan komme fra uventet side, siger Molly Hartleb, som er konceptuerende instruktør på Natrytterne.

Historien strækker sig fra begyndelsen af 90’erne til årene 2003-2007, da Tommys datter Victoria (Hanna Ardéhn, Quicksand), hendes søster Agnes (Tehilla Blad, Maria Wern) og senere også hustruen Lotta (Malin Persson; Knutby) alle kæmper for at komme ud af Tommys vold.

Rollelisten tæller desuden Melinda Kinnaman, Christopher Wollter, Jessica Liedberg, Annika Hallin, Frida Argento, Oméya Lundqvist-Simbizi og Julia Marko-Nord.

Manuskriptet er skrevet af Ulf Kvensler (Familien Löwander), og serien er blevet skabt i tæt samarbejde med Sophie Jahn, som er datter til virkelighedens ridelærer. Serien er frit baseret på virkelige hændelser fortalt ud fra Sophie Jahns liv, og bygger også på interview med mange af dem, som var med i retssagen mod ridelæreren i 90’erne. Alle navne på karakterer og miljøer er fiktive. Enkelte begivenheder i serien er opdigtet eller ændret af dramatiske årsager.

– Dette er en historie, som berører mennesker og omhandler det mest ubehagelige, man kan forestille sig. Det er vigtigt for os at belyse, hvordan noget så forfærdeligt kan ske, men også forhindres. Det er sjældent man får lov at arbejde med produktioner, som er så fængslende, rystende og samtidig være inspireret af virkelige historier, siger Piodor Gustafsson, som er dramadirektør for TV4 og C More.

søndag 5. marts
Diamanter: Den smukkeste løgn DR TV
5 mar 2023
06:00
Læs omtale

De er symbolet på troskab, rigdom og kærlighed. Diamanter. Funklende ædelstene, som normalt dannes dybt nede i jorden. Men som nu kan massefremstilles på en fabrik. De syntetiske diamanter er langt billigere end de naturlige sten. De er også smukkere. Og en stor trussel for den traditionelle diamantindustri. Her dykker vi ned i diamantindustriens hemmeligheder. Kan du skelne den ægte vare fra en falsk? Og hvad hvis forskellen ikke længere betyder noget?

mandag 6. marts
Støjbergs stemmer DR TV
6 mar 2023
06:01

Støjbergs stemmer

Dokumentar
Læs omtale

Næsten 287.000 danskere stemte på Inger Støjbergs nye parti – mindre end et år efter, at Rigsretten idømte den tidligere minister en fængselsstraf. DR Dokumentar har fulgt en række tilhængere, som hjalp Støjberg med at gøre et historisk comeback.

Se begge afsnit fra den 6. marts kl 06:00 på DRTV.

onsdag 8. marts
Feldthaus og verdens sejeste kvinder DR TV
8 mar 2023
06:01
Læs omtale

Christine Feldthaus rejser til Cambodja, Vestbredden i Palæstina og Benin for at møde nogle af verdens sejeste kvinder. I hvert program flytter Christine ind hos en stærk kvinde, der har løftet sig ud af en svær situation. Det kan være fattigdom, tidlig graviditet eller en mandsdomineret kultur.

Formålet med serien er at give kendskab til kvinders vilkår og deres forskellige udfordringer i nogle af verdens mest udsatte steder og gennem seriens åbenhjertige og ligefremme stemning skabe forståelse og identifikation med kvinder i lande, der ikke umiddelbart ligner Danmark.

Gåden om Odin DR TV
8 mar 2023
06:01

Gåden om Odin

Dokumentar
Læs omtale

Historiker Cecilie Nielsen tager på en opsigtsvækkende jagt ind i vores fælles fortid. For der er noget, hun undrer sig over: Er det virkelig Jesus, man ser på Harald Blåtands Jellingsten, selve Danmarks dåbsattest, og som findes på første side i vores pas? Det er en jagt, der leder hende ind i en mørk og dyster fortid – Odins fortid. For måske spiller den gamle gud en langt større rolle for Danmarks begyndelse, end vi før har troet.

Sammen med landets førende arkæologer og forskere inviterer Cecilie Nielsen danskerne med på en opsigtvækkende jagt på ‘Gåden om Odin’. For hvem var Odin, og hvad kan sporene om Odin sige om begyndelsen af vores danmarkshistorie?

Cecilie Nielsen rejser i seks afsnit rundt i Danmark, Norge, Sverige, Island og til Rom for at bringe os tættere på 500-tallets folk og verdenssituation.

– Gåden om Odin er lidt som at lægge et puslespil, hvor vi ikke nødvendigvis har alle brikkerne, men hvis vi stykker de kilder, vi har sammen, opstår der alligevel et billede. I programmet har jeg forsøgt at dykke ned i mange forskellige forskningsresultater og kilder, som på hver deres måde kan bidrage til at fortælle os mere om, hvordan Odin spillede en rolle blandt den herskende klasse, da det, vi kender som Danmark i dag, samler sig i 500-tallet. At vi så i sidste afsnit af programmet står med en afgørende brik, som afsløres direkte foran øjnene af mig og seerne, er helt vildt. Vi er simpelthen vidner til, at danmarkshistorien bliver skrevet om på allerførste parket, siger Cecilie Nielsen, historiker og vært for ‘Gåden om Odin’.

Verdens ældste indskrift af Odin er det mest spektakulære runefund siden guldhornene

‘Gåden om Odin’ havner i et historisk tv-øjeblik, hvor danskerne kommer helt tæt på en unik opdagelse blandt skriftforskere.

Det er Nationalmuseets runolog og skriftforsker Lisbeth Imer, der sammen med sprogforsker Krister Vasshus gør opdagelsen, og sammen med arkæolog og forskningschef på Vejlemuseerne Mads Ravn, bekræftes det, at guldbrakteaten fra Vindelev er et meget spektakulært runefund.

Opdagelsen er verdens ældste indskrift med navnet Odin. På brakteaten indgår sætningen ’Han er Odins mand’ og henviser til brakteatens portræt af en ukendt konge eller stormand som måske havde (kalde)navnet ’Jaga’ eller ’Jagaz’. Det betyder, at guderne, som vi kender fra nordisk mytologi, allerede var kendt i begyndelsen af 400-tallet.

– Med dette fund er Vindelev-skatten endnu mere spektakulær. Brakteaten, hvor Odins navn er nævnt, fører nordisk mytologi tilbage til begyndelsen af 400-tallet, og det er ikke set før i verdenshistorien. Jeg har ikke set så spektakulær en indskrift på et dansk fund siden guldhornene – det er en af de længste indskrifter, vi har fra hele jernalderen i Danmark, siger Lisbeth Imer, hvor Krister Vasshus påpeger fundets unikhed:

– Det er en kæmpe opdagelse. Det er yderst sjældent, at vi finder så lange runeindskrifter, og denne gang giver det ikke kun noget for sprogforskningen, men også for religionshistorien. Vi kan forstå indskriften sådan at kongen eller høvdingen har brugt Odin til at give sig selv guddommelig legitimitet til at styre sit folk, siger Krister Vasshus, der har specialiseret sig i ældre sproghistorie i Skandinavien.

Brakteaten udstilles lige nu på Nationalmuseet. Alle seks afsnit af DR2-dokumentarserien ’Gåden om Odin’ kan ses på DRTV allerede i dag, onsdag, hvor første afsnit også kan ses på DR2 klokken 21.00.

fredag 10. marts
Curlingklubben på sabbatårsrejse DR TV
10 mar 2023
06:01
Læs omtale

Curlingklubben er taget til Thailand for at få den sabbatårsrejse, de – eller Maria – aldrig fik, og som de nu skal udleve for fuldt smadder. Hvorfor vil Christian hellere skydes end at bo på hostel? Hvem vinder, når de to skal thaibokse? Og hvordan smager en skorpion egentlig?

Four Lives | Trailer - BBC
10 mar 2023
06:01

Fire liv, fire mord

Serie | Krimi | Seriepremiere | 7.4 | 2022
Læs omtale

Britisk autentisk krimiserie fra 2022.

Den unge bøsse Anthony Walgate nyder sit liv i London – indtil den aften han møder Stephen Port. Port forgifter Walgate med stoffet GBH, og han findes død uden for Ports lejlighed. Port havner i politiets søgelys, men de undlader at behandle sagen som mord. Det bliver skæbnesvangert, for snart slår Port til igen.

Se alle afsnit fra den 10. marts kl 06:00 på DRTV.

søndag 12. marts
Danskere i verden DR TV
12 mar 2023
06:01

Danskere i verden

Dokumentar
Læs omtale

Fra den 12. marts rejser Stéphanie Surrugue gennem historien og over seks kontinenter for at brede fortællingerne ud om nogle af de danske udvandrere, der har sat aftryk i verden – både i fortiden og lige nu.

Det sker i dramadokumentar-serien ‘Danskere i verden’, der i seks afsnit fortæller, hvilke spor danskerne har sat, og hvad man ude i verden egentlig forbinder med Danmark. Med temaet og serien ’Danskere i verden’ ønsker DR med udgangspunkt i vores kulturarv at give indsigt i, hvad det er for en historie, vi som folk er rundet af.

I serien ’Danskere i verden’ besøger Stéphanie Surrugue de seks beboede kontinenter: Oceanien, Latinamerika, Nordamerika, Europa, Afrika og Asien.

Hun begynder længst væk fra Danmark – i Oceanien, hvor danske udvandrere har været med til at opbygge nationer og stadig gør det den dag i dag. Hun møder Anne-Sofie Gerhard, som er FN-udsending i Vanuatu og arbejder for foden af rygende vulkaner. I Australien kravler Stéphanie ned i skræmmende og mørke minegange i sporene på de danske guldgravere, der i 1800-tallet søgte lykken i de farlige miner. I Latinamerika rejser hun ned ad Argentinas floder og kæmper sig gennem tæt jungle for at finde det danske forsamlingshus Haabet i byen Eldorado.

Drømmen om Amerika har gennem historien lokket tusindvis af danskere over Atlanten. Tag Karl Dane – en fattig familiefar, der endte som en stor stumfilmstjerne i Hollywood. Surrugue bliver også inviteret indenfor hos trommeslageren Lars Ulrich fra bandet Metallica, som i den grad er inkarnationen af den amerikanske drøm.

I Asien går rejsen blandt andet til Filippinerne og øen Palawan, hvor Christian Eyde Møller lever og arbejder med det lokale stammefolk. Og i Indien besøger Stéphanie Surrugue missionær Anne Marie Petersens pigeskole, som har givet tusindvis af indiske piger en uddannelse, de ellers ikke ville have fået.

I Europa er seerne med, når vi dykker ned i den utrolige historie om fem søstre, der i 1800-tallet var feminister forud for deres tid og i Afrika møder vi storvildtjæger Natasha Illum Berg, men også efterkommerne af slaveejer Wulff Joseph Wulff, som vidner om, at dansk udvandring ikke altid udelukkende har bragt gode ting med sig.

Danskere i verden er i seks afsnit og sendes på DRTV og på DR1 fra den 12. marts

mandag 13. marts
Paraplymordet - Historien om Agent Piccadilly DR TV
Læs omtale

En dansk statsborger afhøres i København i 1993 for det berømte paraplymord i London. Engelsk politi er sikre på, at han er agent for Bulgarien, og at han er morderen. Mordet skete på Waterloo Bridge i London i 1978. En bulgarsk forfatter blev ramt med spidsen af en paraply og døde senere på hospitalet. I hans højre lår fandt man en kugle med gift, som kom fra paraplyen. Men hvem er den danske statsborger? Og hvorfor skulle han stå bag mordet?

Se alle afsnit fra den 13. marts kl 06:00 på DRTV.

tirsdag 14. marts
Vilde kunsttyverier DR TV
14 mar 2023
06:00

Vilde kunsttyverier

Dokumentar
Læs omtale

Britisk dokumentarserie fra 2022.

Hvert år bliver der stjålet kunst til en værdi af mere end fire milliarder pund; det er den mest lukrative forbrydelse efter våben og stoffer. Denne serie fører os dybt ind i den kriminelle underverden.

Se alle afsnit fra den 14. marts kl 06:00 på DRTV.

onsdag 15. marts
Kunsten at være Josephine Skriver DR TV
15 mar 2023
06:00
Læs omtale

DR har som de første fået adgang til Josephine Skrivers private virkelighed og fortæller nu hendes historie gennem et år i maskinrummet hos den danske superstjerne, der har hele verden som sin arbejdsplads. Med 8,1 millioner følgere på Instagram er hun Danmarks ubestridte største influencer – målt på følgere, og hun har på et årti stablet en international karriere på benene, som har resulteret i, at hendes professionelle liv i dag handler om meget andet end modelkarrieren.

Serien giver et indblik i, hvordan det er at være entreprenør og influencer i en liga, som kun få spiller med i – men millioner verden over ser op til. Succesen på sociale medier er dog flygtig. Josephine Skriver balancerer konstant mellem sin egen integritet, økonomisk sikkerhed og indsatsen for at forblive interessant for følgere og kunder.

I en alder af 29 år står hun ved en skillevej, hvor hun skal redefinere sig selv i en hastigt foranderlig verden. Det er en virkelighed, hvor aktivisme for LGBTQ+ – og kvinders rettigheder kan koste både følgere og jobtilbud. Her er alt nemlig en transaktion af hinandens interesser, uanset om det er en brudekjolefitting i Milano, arbejdet for pigers rettigheder i Uganda eller en rød løber på en filmfestival i Venedig.

Kan miste det hele på et øjeblik

– Da jeg startede min karriere, konkurrerede jeg kun mod modeller. Nu konkurrerer jeg mod tiktok’ere, youtubere og almindelige mennesker, så jeg kan godt få fornemmelsen af hele tiden at være bagud. Det virker måske mærkeligt at sige, når jeg sidder her med otte millioner følgere. Men når det kommer til sociale medier, kan du miste det hele på et øjeblik. Du må ikke træde forkert og du skal hele tiden holde dig selv relevant, siger Josephine Skriver.

Serien ’Kunsten at være Josephine Skriver’ kan ses på DR1 og DRTV fra den 15. marts, og er en del af DR’s store tema ’Danskere i verden’, som sætter fokus på danskere, som har sat – eller er i gang med at sætte – deres aftryk på godt og ondt ude i verden.

Se alle afsnit fra den 15. marts kl 06:00 på DRTV.

fredag 17. marts
Colin From Accounts | Official Trailer | BINGE
17 mar 2023
06:00

Han, hun og hunden

Serie | Komedie | Seriepremiere | 8.3 | 2022–
Læs omtale

Gordons dag begynder ikke for godt, men den bliver en tand værre, da en attraktiv kvinde – Ashley – impulsivt viser ham sit ene bryst midt i trafikken. Gordon bliver distraheret og kommer til at køre en løs hund ned. Pludselig er Gordon og Ashley blevet ansvarlige for en kvæstet hund. Hvad skal de stille op?

søndag 19. marts
Det sidste bjerg DR TV
19 mar 2023
06:00

Det sidste bjerg

Dokumentar
Læs omtale

Britisk dokumentar fra 2022.

De omkom begge i Himalayas dødbringende bjerge. En mor og en søn. I 2019 forsøgte den 30-årige britiske klatrer Tom Ballard at bestige det farlige bjerg Nanga Parbat. Men han vendte aldrig hjem. Da han døde, var han på samme alder som sin mor, bjergbestigeren Alison Hargreaves, der 25 år tidligere omkom på K2. Her følger vi Kate, Toms søster, der rejser til Nanga Parbat for at sige farvel til sin bror.

mandag 20. marts
Krigens kolde ansigt DR TV
20 mar 2023
06:00
Læs omtale

Finsk dokumentarserie fra 2022.

I februar 2022 invaderede Rusland Ukraine. Det chokerede hele verden. Denne dokumentar skildrer den ødelæggende krigs forløb, og hvordan den påvirker folks hverdag i Ukraine, Rusland og Finland. I Finland begynder den traditionelt forsigtige statsledelse hurtigt at vænne sig til tanken om NATO-medlemskab. Samtidig begynder man at diskutere, om Finland har været for blåøjet, når det kommer til Rusland.

Skuddet
20 mar 2023
06:00
Læs omtale

Hvad skete der i de første 30 sekunder efter mordet på Olof Palme? Sekund for sekund fortæller vidner, hvor de var, og hvad de så. Sammenholdt med nye oplysninger om, hvordan trafiksignalerne på Sveavägen fungerede på drabsnatten. Et nyt overraskende bud på, hvad der egentlig skete den skæbnesvangre aften.

Se dokumentaren fra den 20. marts kl 06:00 på DRTV.

onsdag 22. marts
Den grønne optur - i USA DR TV
22 mar 2023
06:00
Læs omtale

Tv-vært Anna Lin og klimakorrespondent Thøger Kirk tager til det store USA for at se på klimaløsninger. For når man er verdens største CO2-udleder, må man vel også have løsningerne på vores klimaudfordringer…?

fredag 24. marts
Partybussen DR TV
24 mar 2023
06:00

Partybussen

Serie | Komedie | Seriepremiere
Læs omtale

Norsk komedieserie fra 2023.

Inden studentereksamen skal der festes. Der skal skaffes en “russebus”, og så skal der være party i fire uger. Eigil, Vip og Sarah har planlagt en episk russetid, med eget koncept og egen russe-varebil. Uheldigvis havner bilen i vandet, men samtidig dukker der to ledige pladser på førstebussen op. Men er Eigil og Vip coole nok til bussen?

Se alle afsnit fra den 24. marts kl 06:00 på DRTV.

lørdag 25. marts
Transformers DR TV
25 mar 2023
06:00

Transformers

Serie | Animation
Læs omtale

Tegnefilm med masser af action.

En helt ny art af Transformers kommer til Ramasjang og flytter ind hos de to søskende Mo og Robby, hvor de skal finde deres plads mellem Autobotter og Decepticoner og deres nye menneske-familie.

mandag 27. marts
Oprør DR TV
27 mar 2023
06:00

Oprør

Dokumentar
Læs omtale

Hvordan reagerer et samfund under pres? Det lærte vi meget om under coronapandemien, og det kan vise sig at være vigtig viden, for 2020’erne er allerede blevet døbt “krisernes årti”. I denne programserie møder vi talspersonerne for MIB, Morten og Ali, og Malue og Saszeline Dreyer, der kalder sig frihedskæmpere. Gennem dem får vi indblik i coronapandemien set fra et radikalt anderledes perspektiv. Hvad var det, de så, som skræmte dem mere end corona, og er deres modstand en døgnflue eller et udtryk for en større og mere grundlæggende mistillid til systemet?

tirsdag 28. marts
Dansk Musiks Bedste: Sange om kærlighed DR TV
28 mar 2023
06:00
Læs omtale

Dansk musik er overalt omkring os. Intet kan samle os og afsløre, hvem vi er, som den musik, vi lytter, danser, græder og elsker til. Nu lukker nogle af dansk musiks bedste op for hemmelighederne bag de største hits. Hvordan blev de til? Hvad handler de om? Og hvad gør de ved os?

Se afsnittet fra den 28. marts kl 06:00 på DRTV.

Hammerslag - 2023 DR TV
28 mar 2023
06:00

Hammerslag – 2023

Underholdning | Ny Sæson
Læs omtale

Vilde renoveringer er temaet, når vært Sofie Østergaard byder indenfor i to boliger, der har fået den helt store overhaling. Jacob Carlsson og Camilla Weidinger dyster mod Kristine Virén og Lars Lyng, når der skal gættes pris på en funkisvilla i Randers, der er renoveret med stor respekt for husets oprindelse. Afgørende bliver det, når de to hold skal gætte pris på en villa fra 1904, der er blevet TOTAL-renoveret fra kælder til kvist. Og eksperterne får sig en stor overraskelse i husets kælder – den gemmer nemlig på en spa- og wellnessafdeling.

fredag 31. marts
Das Haus der Träume | 2. Staffel | Offizieller Trailer | RTL+
31 mar 2023
06:00

Drømmenes hus – Sæson 2

Serie | Drama | Ny Sæson | 2022–
Læs omtale

DR har 31. marts premiere på sæson 2 af den tyske dramaserie Drømmenes hus, der foregår i 1920’ernes og de tidligere 30’er i Berlin.

Den stort anlagte dramaserie udspiller sig i og omkring det glamourøse stormagasin Jonass og nu kan du altså snart se hvordan det videre går for Vicky, Harry, Arthur Grünberg og alle de andre karakterer.

Du kan se sæson 1 allerede på DRTV  Der er ingen planer om en sæson 3 af serien. Så sæson 2 er seriens sidste.

Troldehjertets hemmelighed DRTV
31 mar 2023
06:00

Troldehjertets hemmelighed

Serie | Dansk Drama
Læs omtale

Savner du allerede Lindestrupgård, Karen Høst og de andre karakterer, så har DR heldigvis godt nyt. Det er nemlig ikke slut på historien.

Til påske får du Troldehjertets hemmelighed, der er en miniserie på otte afsnit, der fortsætter i samme univers som julekalenderen. DRTV vil have alle afsnit 31. marts fra kl. 06:00

Troldehjertets hemmelighed – det handler den om

Det er tæt på midsommer og selv om Nissen Rumle er gået i sommerhi, så har den 13-årige Karen travlt, Hun bager kager på livet løs i sin lille butik.

Det helt store samtaleemne i byen er forlovelsen mellem Karens storebror, den fattige staldkarl Rasmus og herregårdsdatteren Marie Louise. Pludselig dukker en pige ved navn Rebekka op i byen. Hun er sjov og vild og hende og Karen bliver hurtigt veninder. Kort tid efter dukker endnu en fremmed op i byen. En mystisk mand ved navn Cornelius. Han siger, at han leder efter en trold og har et magisk troldehjerte med til at hjælpe sig.

Herefter tager handlingen hurtigt fart og Karen skal både bruge hjælp fra en gammel skovkone, to 10-årige, en særlig kage og alt sit mod og kærlighed, hvis hun skal undgå et muligt troldeangreb i den lille by og beskytte dem, hun holder af.

Troldehjertets hemmelighed – De er med

Castet i Troldehjertets Hemmelighed er stort set det samme som i Julehjertets Hemmelighed med et par nye i blandt:

Karla Larsen Moltsen, Lova Rudolph, Mia Lyhne, Rasmus Bruun, Esben Dalgaard, Anders Brink, Lise Baastrup, Isa Thorlacius, Maximillan Hale, Ditte Ylva Olsen, Vigga Bro og mange flere.

Troldehjertets hemmelighed blev optaget på Fyn (blandt andet ved Erholm Gods nord for Aarup) og Sjælland i august og september og har premiere på DR i påsken 2023.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button