Fladskærme

LG 55LB870V Anmeldelse

LG satser her i 2014 hårdt på deres nye smart tv platform webOS. DIGITALT.TV har fået mulighed for at teste deres LG 55LB870V, en LED IPS skærm, der er topmodellen indenfor full hd serien med indbygget kamera og tuner både til kabel, antenne og satellit-tv signaler.

Læs mere i vores anmeldelse nedenfor.

870V Serien fra LG kan købes i størrelserne 49, 55, 60″. Vi anmelder 55″ udgaven i denne test.

Skærmen koster her hvor vi anmelder omkring 11.000,- , tjek dagsprisen her.

Design og tilslutninger

Designet på skærmen falder i vores smag, der er en tynd aluramme omkring skærmen der giver et fint udtryk.

Der er en lille sort kant inden rammen.

Selve panelet er uden højtaler, den påmonteres separat. Den kan monteres som en del af fødderne såfremt du vil have den stående på et bord, eller med andre beslag såfremt du ønsker skærmen hængende på væggen.

Kører du fast med din tv lyd ud gennem et anlæg kan du ved vægmontering også vælge helt at lade være med at montere højtalerenheden og det er jo egentligt ganske smart. Det giver også et pænere udtryk synes vi.

I midten af højtalerenheden er der i øvrigt mulighed for at et lysende LG logo i standby, men det kan slås fra.

Foden tilbyder ingen justeringsmuligheder i forhold til at dreje eller vippe skærmen.

Alle tilslutninger er placeret på bagsiden. Tunerindgange, HDMI og USB tilslutningerne sidder samlet og er placeret, så de peger ned af eller til siden. Det er optimalt i forhold til at sikre, at der ikke er noget der stikker bagud ved vægmontering.

Rent tilslutningsmæssigt byder LG 55LB870V på følgende tilslutninger:

  • DVB-T2/C tunerindgang
  • DVB-S2 tuner indgang
  • 4 x HDMI
  • 1 x Component Video ind
  • 1 x Phono lyd ind
  • 1 x Optisk digital lyd ud
  • 3 x USB
  • 1 x LAN port til kablet netværk

Scart er mulig via en medfølgende adapter.

LG er endnu ikke kommet med på Twin Tuner fronten desværre, hvilket man ellers godt kunne ønske sig på en topmodel som denne. Du kan således ikke se én tv kanal, mens du optager en anden.

Satellittuneren understøtter DiSEqC, Unicable og endda også motorstyring / USALS.

Der er 1 port til kortlæsermoduler til f.eks. Boxer TV.

Med tv’et medfølger 2 stk. passiv 3D briller.

Fjernbetjeninger

Som det ofte ses på de dyrere modeller, så leveres LG 55LB870V med 2 fjernbetjeninger.

Magic Remote, kalder LG den fjernbetjening du styrer betjeningen i webOS med. Den er formet til hånden og til dels baseret på, at du betjener menuer med en pil på skærmen, som du styrer med håndleddet. Det giver en hurtigere betjening, der minder om den på måske kender fra en Nintendo Wii.

På fjernbetjeningen er også et rullehjul som det kendes fra computermus.

Fjernbetjeningen ligger fint i hånden men bagsiden kunne måske godt have været med en antiskrid belægning, den er lidt glat. Vi kunne også godt have tænkt os en dedikeret TV Guide knap fremfor 3D knappen f.eks.

Udover at benytte magic fjernbetjeningen med din LG skærm, så kan den også benyttes som universalfjernbetjening med andre produkter, også ikke LG produkter. Der er ved eksterne signalkilder mulighed for at opsætte dette. LG opdaterer løbende databasen over understøttede enheder.

Udover de medfølgende fjernbetjeninger så kan du styre lydregulering og kanalskifte på joystick knappen i midten i bunden at tv’et. LG tilbyder også en remote app til smartphones.

Installation

Førstegangsinstallationen er ikke altid det mest spændende, men med webOS har LG gjort det mere tiltalende med en helt ny, enklere og sjovere måde at lave sine individuelle indstillinger på.

Den animerede figur Bean Bird hjælper dig i gang med at finde kanaler, tilslutte til netværk og eksterne enheder med videre.

Er du ikke til den slags, så frygt ej for Bean Bird er kun aktiv i forbindelse med installationsguiden, det er ikke en figur der popper op i tide og utide.

Som tidligere nævnt så understøtter skærmen her både antenne (DVB-T2), kabel-tv (DVB-C) samt satellit-tv (DVB-S2). LG har inkluderet automatisk opsætning for en række danske tv-udbydere blandt andet Boxer, Canal Digital, YouSee og Stofa.

Du bliver også spurgt om du får dine tv-signaler fra en tv boks under installationen, så LG har også tænkt på den del.

Der er også en billedoptimeringsguide, som du kan benytte til at justere lys, kontrast, skarphed med mere.

Der er iøvrigt indbygget en hjælpe funktion, hvor du på fladskærmen kan læse mere om hvordan du betjener skærmen, men vi havde faktisk sjældent brug for den.

Betjening og brugeroverflade

LG købte tilbage i starten af 2013 tablet styresystemet webOS af Hewlett Packard med henblik på at skabe en ny intuitiv og moderne platform for Smart TV. Et år efter, her i starten af 2014, præsenterede LG så resultatet for verdenspressen på CES messen i Las Vegas, og nu kan LG webOS Smart TV så købes i de danske butikker.

webOS er et klart brud med tidligere tiders Smart TV oplevelse. Applikationerne er rykket ud i startmenuen, som ruller på tværs i bunden af skærmen, og ikke gemt væk i en Smart TV sektion. Du kan nu veksle hurtigt mellem både fysisk tilsluttede enheder samt onlinetjenester, altså et Smart TV der rummer det hele i samme brugerflade.

Følgende apps var præinstallerede

  • Netflix
  • Viaplay
  • YouBio
  • SF Anytime
  • YouTube
  • Skype
  • Webbrowser

Du kan med 2 klik starte Netflix, Viaplay, YouBio med flere og komme i gang med det sammet. Ventetiden på at de åbnes er også minimal, hvilket er et stort plus.

Du kan enkelt flytte rundt på elementerne i startmenuen, så du får den rækkefølge, der passer dig bedst. Også eksterne indholdskilder ligger på samme måde direkte i startmenuen og kan navngives individuelt.

Generelt er startmenuen både enkel og overskuelig, og man kan sige at alt indhold ses som apps, man kan starte.

Også de øvrige indstillingsmenuer fungerer godt. Vi bemærkede, at betjeningen kan være lidt langsommere lige efter du har tændt skærmen, det virker som der her starter ting op i baggrunden som giver lidt ventetid.

Bruger du LG Magic Remote vil du måske savne dedikerede numeriske taster, disse kan du dog få adgang til via en skærmmenu, men i forhold til brug med tekst-tv er det ikke helt optimalt.

LG leverer som nævnt også en mere gammeldags fjernbetjeningsmodel med nummertaster.

Med webOS kan du multitaske – hop direkte fra Netflix til Live TV og tilbage igen

webOS gør også op med den gamle måde Smart TV oftest har fungeret på i forhold til at starte og lukke applikationer. Med webOS kan du gå i gang med at se f.eks. indhold på Netflix, hoppe direkte over på live tv for f.eks. lige at se de seneste nyheder og så gå tilbage igen til Netflix præcis der hvor du var.

Det er nemlig muligt at have flere ting kørende i baggrunden, ligesom du måske kender det med at minimere apps på computer eller mobile enheder. Det giver en hel anden brugeroplevelse end tidligere. Man får simpelthen lyst til at bruge tv’et mere, fordi det er så nemt og hurtigt. Det skal dog noteres, at man ofte kun kan have én proces gemt af gangen. Er man inde på Netflix og hopper til Live TV og derefter til YouTube og tilbage til Netflix, så starter Netflix op fra bunden igen.

Med webOS er det også slut med at skulle ud af en Smart TV app, for at justere billede eller lydindstillinger, noget der ofte ellers har været tilfældet hidtil.

Selv om LG generelt har gjort det rigtig godt med webOS, så er der stadig ting der ikke er helt optimale. Kanallisteredigering er fortsat en tidskrævende proces. Man kan kun flytte én kanal af gangen, så det kan tage pænt lang tid, at få den rækkefølge man ønsker.

Programguide vises udelukkende som tidslinje, og der vises ikke så meget info af gangen. Der kan derfor skulle en del bladring for at finde det du søger.

Magic Remoten tilbyder også stemmesøgning. Da vi modtog tv’et sendte den bare din søgning til Bing søgemaskinen, efter en softwareopdatering i slutningen af vores testperiode blev denne dog udvidet med også at søge i forhold til apps og Youtube.

Du kan endnu således ikke stemmesøge efter indhold i programguiden eller på f.eks. Netflix, men LG oplyser til DIGITALT.TV, at der arbejdes med indholdsleverandører omkring levering af oplysninger, så det bliver muligt senere. På sigt vil LG gerne tilbyde at man f.eks. kan søge efter Mads Mikkelsen også finde indhold med ham på tværs af tv og streaming apps,

Stofa TV på LG 55LB870V

Vi har udelukkende testet med ukodede tv-kanaler hos Stofa. Alle kanaler blev fundet ved kanalscanning. Vi kunne dog godt have ønsket os en mulighed for kun at søge efter ukodede kanaler. Det er muligt såfremt man vælger alternativ leverandør i menuen.

Boxer TV på LG 55LB870V

Vi har testet Boxer TV kanaler med skærmen via Boxer CI+ cam produceret af Neotion. Alle kanaler blev fundet uden problemer ved kanalsøgning. Undertekster og EPG fungerede fint i det omfang vi har testet.

Canal Digital TV på LG 55LB870V

Vi har testet Canal Digital og det har fungeret fint. Alle kanaler blev fundet ved scanning og lagt i dansk prioriteret rækkefølge.

Billedkvalitet

Vi har testet dette tv udfra en almindelig forbrugers synsvinkel, det vil sige uden dyre måleinstrumenter i forhold til billedkvaliteten, som det oftest også vil være for de fleste almindelige forbrugere.

Vores betragtninger omkring denne er således ud fra almindelige visuelle observationer med baggrund i almindelig tv-kigning og brug af forskellige testmønstre/billeder på skærmen.

Vi starter med at kigge på skærmen i slukket tilstand for at vurdere, i hvor høj grad den fungerer som spejl.

Det er i høj grad tilfældet på LG 55LB870V. Sidder du i dagtimerne i et meget lyst rum foran skærmen spejles hele stuen ret tydeligt i skærmen, når den er slukket eller med meget mørke billeder. Skærmen er lavet på denne måde for at forsøge at optimere kontrast effekt imellem lys og mørk, men er der mørke elementer i det du ser, så er der altså en risiko for spejleffekt i daglys.

Lad os så tænde skærmen for at kigge nærmere på de forskellige billede indstillingsmuligheder.

Som standard er overscan aktiveret på skærmen. Det kan klart anbefales at du på HD kanaler opsætter billedeformat til indstillingen Kun scanne for at få hele billedet med.

Af de prædefinerede billedindstillinger fandt vi Ekspert som den mest naturlige som udgangspunkt for finjustering. En række af de øvrige indstillingsmuligheder er alt for blå i farvetonerne, og har for meget knald på lyset for at være naturlige. Der er et væld af indstillingsmuligheder, for eksperterne også et par testmønstre.

IPS skærme, som den på LG 55LB870V, har både fordele og ulemper.

Der er generelt en god betragtningsvinkel, når man sammenligner med VA LED paneler. Du skal et stykke ud til siderne, før det for alvor går ud over billedet, du ser.

Generelt synes vi at billedkvaliteten er god. Vi følte os her ikke generet af farvesløringer eller noget står dobbelt. Ved tennis oplevede vi dog af og til små ryk i billedet ved meget hurtige bevægelser.

Sortniveauet plejer ikke at imponere på IPS skærme. Mørke område har ofte en tedens til at virke lidt grålige, specielt hvis du kigger på skærmen i et mørkt rum.

LG 55LB870V byder dog på lokal local område dimming, der er i stand til at forbedre sort niveauet i områder med meget sort.

I forhold til ensartetheden i lyset på skærmen, så oplevede vi ikke noget lysgennemfald fra nogle af siderne/hjørnerne.

Lyd

Højtalerenheden er som vi egentlig også forventede ikke noget særligt. Den føles i forhold til et rigtigt anlæg eller soundbar løsning klart mere indelukket.

Til hjemmebiografen kan et rigtigt surroundanlæg eller en god soundbar som minimum som altid anbefales. TV’et har support for trådløs lyd også via bluetooth.

Optag TV med LG 55LB870V

Ved at tilslutte en USB harddisk, og formatere denne til brug med tv’et, får du mulighed for at optage eller pause live tv.

Men med kun 1 tuner så kan den nok ikke erstatte behovet for en separat tv-boks til at optage tv på for de mere krævende. Du kan ikke optage fra en kanal mens du ser en anden samtidigt.

Optagelser er låst, til det tv du optager det på, du kan således ikke afspille det på et andet tv eller en computer.

Smart TV generelt

Af installerede apps finder vi Netflix, Viaplay, YouBio, YouTube og SF Anytime og disse fungerer på denne skærm med ganske hurtig opstartstid. Flere som f.eks. Viewster, Eurosport Player med flere kan installeres fra LG Store.

Der er support for netværksafspilning/DLNA, så du kan afspille indhold fra din computer f.eks. LG synes dog at være lidt mere kræsen, med hensyn til formater der understøttes i forhold til flere andre producenter.

Fra din Windows PC er det desuden muligt at lave Play To funktion, så du kan afspille f.eks. musik direkte til fladskærmen over dit hjemmenetværk.

Udover de tilgængelige Smart TV apps, har vi også haft lejlighed til afprøve HBB-TV fra DR, som tv’et understøtter uden problemer.

Konklusion

[rwp-review id=”0″]

LG 55LB870V er et super bud på et moderne Smart TV, der taler til den moderne tv-forbruger.

Det nye webOS virker gennemtænkt og er et klart løft i forhold til tidligere tiders Smart TV oplevelser. Det er i et stilrent design og fremfor alt brugervenligt og hurtigt. Vores vurdering i kategorien Betjening afspejler dette.

Også på billedkvaliteten er vi positive overfor denne Full HD topmodel. Selv om vi ikke er på samme sortniveau fra Plasma dagene, så er den absolut i den bedste klasse, når vi taler IPS skærme også bevægelser klarer skærmen generelt fint.

Skal vi komme med lidt ønsker til LG i forhold til videreudviklingen, så kunne vi godt tænke os twin tuner mulighed. På en topmodel som denne synes vi godt, at vi her i 2014 kan tillade os at komme med det ønske. Vi trækker derfor lidt ned på karakteren i kategorien Funktionalitet også fordi der endnu ikke er support for streaming af tv fra fladskærmen til mobile enheder eller mulighed for at sætte ting til at optage, når man ikke er derhjemme ligesom det ellers er tilfældet hos f.eks. Panasonic på visse modeller.

Skærmen er i øvrigt nu kommet ned i et mere fornuftigt prisleje, efter at have ligget højt ved lanceringen, men den er stadig for dyr i forhold til LG’s Ultra HD skærm UB850V. Klik her for dagspriser på Pricerunner.dk

DIGITALT.TV takker LG Danmark for at låne os produktet til denne anmeldelse.

Specifikationer LG 55LB870V

OVERBLIK
Modelnavn LG LB870V
Produkttype Full HD IPS LED Fladskærm
Trådløs WiFi + Bluetooth lyd
Streamingtjenester Netflix, YouBio, Viaplay, SF Anytime, Eurosport Player, YouTube m.fl.
Indhold i kassen 2 x Fjernbetjening, Batterier, Brugervejledning, 2 x 3D briller,Scart-omformerkabel, Skruedæksler, Lydbjælke, Sokkel/holder til lydbjælke
TEKNIK
Paneltype IPS
Bagbelysningsteknologi Edge
Mikropixelstyring (Local Dimming) Ja
Videodekodning HEVC, H.264
Strømforbrug standby 0,3 W
TILSLUTNINGER
HDMI ind 4
Component video ind 1
Composite video ind 1
Digital lyd ud 1 Optisk
Scart Via adapter
Ethernet / Netværk Ja
USB 3
DIVERSE
HbbTV Ja
Smart Share DLNA, MHL, Miracast, Intel Wireless Display
Remote App Android / iOS
Lydsupport Dolby Digital, DTS

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard