Flere ser svensk, norsk og tysk tv i Danmark
Efter en årrække med faldende interesse for at se fjernsyn fra Danmarks nabolande er de norske, svenske og tyske kanalers popularitet øget. Det viser tal fra Forenede Danske Antenneforeninger.
Forklaringen er, at kanalerne SVT1, SVT2, ZDF, ARD og NRK1 har fået danske undertekster, og det gør det nemmere for seerne at følge med.
»Det er et kæmpe fremskridt. Svenske, norske og tyske kanaler, som var på vej ud af programpakkerne, har fået en masse nye seere,« siger Amalie Foss, formand for Forum for Billedmedieoversættere til journalisten.dk.
I perioden 2005-2010 lå det gennemsnitlige antal tilsluttede danske husstande, der kunne se de fem kanaler, på lidt over en million. Det faldt en smule omkring 2008-2009. Men faldet er mere end indhentet, efter at kanalerne begyndte at tekste på dansk.
Bag initiativet med underteksterne står blandt andre Forenede Danske Antenneanlæg, Copydan og YouSee. De dansk-tekstede nabolands-kanaler distribueres til 1,65 millioner husstande med kabel-tv. Kanalerne sender mellem 10 og 20 timer om ugen med danske undertekster, og det er på tale at timetallet skal udvides.
Kilde: Journalisten.dk