Antenneforeningen Aarhus vil af med Stofa
I en årrække har Antenneforeningen Aarhus reelt kun samarbejdet med Stofa omkring de tv- og internetpakker, som foreningens medlemmer er blevet tilbudt. Men som led i en omfattende forandringsproces har antenneforeningen nu valgt at stå på egne ben.
Stofa samarbejdet erstattes med en ny aftale med Kabelplus om at levere internet fra deres nye tekniske platform. Ifølge foreningen giver aftalen mulighed for at gå direkte til programselskaberne for at sikre de bedste tv-programmer til de billigste priser – uden fordyrende mellemled.
– Med det nye samarbejde vender vi på mange måder tilbage til Antenneforeningens oprindelige udgangspunkt. Nemlig at være en uafhængig forening, der kan varetage medlemmernes interesser og kan sikre et større udvalg af tv- og internetløsninger til konkurrencedygtige priser. Men i modsætning til for 20-30 år siden, så går den teknologiske og kommercielle udvikling i dag så hurtigt, at vi er nødt til at forstærke vores organisation og set up, forklarer Jesper Pedersen, formand i Antenneforeningen Aarhus.
– I dag ønsker flere og flere beboere frit valg i form af fleksible tv-pakker, hurtigt internet og streamingtjenester som Netflix og HBO. Med Kabelplus i ryggen kan vi nu selv indgå aftaler med indholdsleverandørerne, og dermed sammensætte de pakker, som vores medlemmer efterspørger, siger han.
Stifterne af Kabelplus – Henrik Lind og Kenneth Christensen – har selv været med til at udarbejde samarbejdsaftalen med Antenneforeningen Aarhus. Med en mangeårig baggrund fra tv- og it-branchen har de to opbygget Kabelplus til i dag at være en teknisk og kommerciel samarbejdspartner for uafhængige antenneforeninger.
– Vi har de seneste år opbygget en fleksibel organisation, som hurtigt kan tilpasse sig den lokale antenneforening. Samtidig er vi sat i søen for at servicere boligforeninger og forstår de behov og særlige forhold, der gør sig gældende her, siger Henrik Lind fra Kabelplus.
Han glæder sig til at give århusianske – og sidenhen endnu flere – boligforeninger et reelt alternativ til de kendte udbydere.
Ny, stærk samarbejdspartner for boligselskaber
Med samarbejdsaftalen bliver Antenneforeningen Aarhus nu et attraktivt alternativ for de boligselskaber i hele Østjylland, der søger en uafhængig leverandør af tv- og internetprodukter til selskabets beboere.
For de boligselskaber, der ønsker en lettere administration, kan Antenneforeningen Aarhus og Kabelplus tilbyde en skræddersyet løsning, som både tilgodeser beboernes ønsker om tv- og internetpakker samt forenkler boligselskabets administration.