Bankerot – nyt hverdagsdrama på DR1

DR1 byder på det nye hverdagsdrama ‘Bankerot’ med masser af skæve og talentfulde karakterer, der dog ikke helt evner at håndtere livet. Premieren er torsdag den 16. oktober, hvor de to første afsnit vises.

Bankerot tager udgangspunkt i de to gamle venners, Thomas (Martin Buch) og Dion (Esben Dalggard), forsøg på at åbne og få succes med en restaurant. Dion er netop kommet ud af fængslet, mens Thomas og hans tavse søn Niklas fortsat lider under, at deres kone og mor døde i et traumatisk og uopklaret trafikdrab to år tidligere.

Både Thomas og Dion er blevet tacklet særdeles hårdt af livet. De står med hver deres uoverstigelige problemer, og er begge drevet til et sted, hvor det kræver handling, hvis de skal lykkes med at rejse sig og overleve som mennesker – og her kommer restauranten ind i billedet.

Thomas er sommelier, Dion er kok, og det ligner den eneste vej ud af den gældsfælde Dion sidder i. Og måske er det også sidste chance for Thomas, hvis han vil bevise, at han kan agere far og afværge tvangsfjernelsen.

Venskab og kærlighed spirer
Godt presset forsøger de at sparke restauranten i gang, men den kærlighedshungrende Hannah fra sorggruppen er den første af en stribe med- og modspillere, der melder sig på banen. Det samme gør Kisser, en hård, kvindelig fængselsbetjent, Dion har knaldet, og som ikke synes, de er helt færdige med hinanden. Berggreen er kriminalbetjent og Kissers far, og uvidende om datterens forhold presser han Dion for at få ham til at stikke Tandfeen, så han kan komme bag tremmer. Der er også Mogens, som går til hånde og prøver at komme sig over sin posttraumatiske stress fra Afghanistan, Gerner, som er Dions onkel, tvivlsom rollemodel og mand for at skaffe alt. Og så er der Far. Den eneste Thomas kan gå til for at rejse penge til at renovere og åbne restauranten. De har ikke talt sammen i 10 år.

Så det er ikke lige ud af landevejen Der skal lyves, forholdes, stikkes, skjules, snydes af ærligt og uærligt hjerte. Alligevel sker det forunderlige, at venskab og kærlighed formår at spire på denne mark af tidsler og stenet jord.

Underfundig, let, fuld af håb og til tider endda humoristisk
Bankerot er et hverdagsdrama om skæve karakterer med mange talenter, men manglende evne til at håndtere livet. Fælles for karaktererne er, at de alle i seriens start befinder sig i et socialt armod, som de på hver deres måde forsøger at finde en vej ud af. Og for at lykkes med det, skal det ske i kraft af hinanden. Karakterernes problemer bliver taget alvorligt, men samtidig er seriens undertone underfundig, let, fuld af håb og til tider endda humoristisk.

Bankerot er skrevet af Kim Fupz Aakeson, instrueret af Henrik Ruben Genz (konceptuerende) mens Malene Blenkov er producent. Bankerot er blevet til i samarbejde mellem DR og produktionsselskabet Blenkov & Schønnemann Pictures. Kåre Bjerkø og Boi Holm har komponeret titelsangen, der synges af Kira Skov.

Karakterbeskrivelser:

Thomas (Martin Buch)
Thomas elskede sin mor og frygtede sin far. Så der var i den grad dømt katastrofe, da den skrøbelige kvinde sprang i havnen med store sten i lommerne. Så sad Thomas der i hjemmet med en følelsesmæssig kold mand, hvis eneste passion var (og er) at lave penge, købe billigt, sælge dyrt og rage fast ejendom til sig. Det fungerede ikke for nogen af dem, så Thomas røg på kostskole, farmand mente at det ville hærde tøsedrengen. Dette svigt danner grundlaget for deres elendige forhold.
Thomas er ikke meget for konflikter, hvis han kan blive fri. Han vil gerne gøre det rigtige, vil gerne kunne se sig selv i spejlet. Men han er ikke uden temperament. Presser man ham længe nok, skal det nok bryde ud. Han er ikke grænseløs og har ikke set sin far i 10 år efter et skænderi. Far ville have ham til at gå ind i sin business og prøvede at sætte Thomas på plads. Det lykkedes ikke. Thomas ville vinen, han har en naturlig flair for duft og smag og udviklede desværre en omgang alkoholisme i sin iver efter at blive den bedste på sit felt. Thomas er en god far, han er en trofast sjæl, en mand der holder ved sin kærlighed, sine venskaber. Med mindre altså at man forråder ham. For Thomas har et klart blik på rigtigt og forkert.
Dion (Esben Dalgaard)
Er en ulykkesfugl. Han har det med at tage forkerte valg, få sig forkerte venner og ende i sammenhænge, hvor han skylder. Men skæbnen har heller ikke været ham nådig. Som 11 årig kørte hans forældre sig ihjel i en trafikulykke. Dion blev sendt direkte fra det pæne barndomshjem og i armene på farbror Gerner, som i den grad ikke er nogen drøm af en værge og rollefigur. Gerner fik hurtigt afsat Dion på en kostskole, og når der var hjemmeweekend, måtte han dybest set klare sig selv, i hvert fald når Gerner havde dame på. Så Dion er en anelse ødelagt og med god grund. Han viger tilbage for at binde sig følelsesmæssigt, forelskede sig selvfølgelig i sin bedste vens kæreste. Til Dions forsvar skal det siges, at han altid martres og har det dårligt over alle sine håbløsheder. Kun i køkkenet har han fred. Mad er hans fristed, hans passion, hans lykkestunder.
Niklas (Viktor Lykke Clausen)
Niklas var en helt almindelig, vågen, interesseret dreng, da skæbnen slog ham ud af kurs. Han så sin mor brutalt blive kørt ned på åben gade af en flugtbilist, der forsvandt og aldrig blev fundet. Noget lukkede sig i ham. Klappen gik ned for dette grusomme øjeblik. Han husker ingenting, men drømmer det langsomt frem da Dion og Thomas genoptager deres restaurantplaner. Niklas taler ikke, men ser alt, følger med i alt, lurer alt, han stykker brikker sammen og har fod på det totale billede. Og han er klar til at åbne sig og sprænge sit traume, han skal bare have lidt hjælp fra Thomas, hvis trofasthed overfor Rie holder dem begge fast i fortiden.
Hannah (Rikke Louise Andersson)
Hun har haft mange romantiske, luftige og dejlige forestillinger, om det liv hun skulle leve med mand, børn, et spændende job, lys og lykke. Og hvorfor ikke? Hannah er sød, kærlig, åben og rækker gerne ud efter andre mennesker. Virkeligheden er så igen og igen kommet bag på hende. Mænd har benyttet sig af hendes naivitet, uddannelser har været for lange og indviklede, muligheder er gået hendes næse forbi. Verden er et sted Hannah har slået sig på mange gange. Men op på hesten igen, sådan tænker Hannah hver gang. Dog har hendes fantasier fået mere plads som årene er gået, og det biologiske ur tikker løs. Hannah kommer nemt til at digte sig en tilværelse, der passer bedre med hendes drømme. For Hannah burde være en kvinde, der har oplevet stor kærlighed, og som er typen, der åbner og kører en restaurant i en spændende storby.
Far (Finn Nielsen)
Far er en blodsuger. Iskold i sin business og der er ikke nogen eller noget, han ikke vil ofre, hvis det skal være. Men Far er jo ulykkelig, han fik sig en kvinde og en søn i sin tid. Han var bare ikke mand for at tage sig pænt af dem. Han tugter alt for gerne dem han elsker og endte med en kone, der hoppede i havnen med store sten i lommerne, og en søn på kostskole, der nu ikke længere vil se ham. Far er isdronningen, alene i sit palads  (Trælasten). Blodproppen, der sendte ham i rullestol, hjalp heller ikke ligefrem på hans fred med verden. Men der er et lille lys derinde. En drøm om noget andet. Synet af Niklas, der har den alder, hvor Far sendte Thomas på kostskole for at hærde ham, tænder det lys igen. At Far så har mærkelige måder at vise følelser på, er en anden sag. Fars held er at han har Jensen ved sin side. Hun er hans højrehånd, hans handicaphjælper, hans trofaste væbner. Og mon ikke hun også holder ham varm i ægtesengen hvis det skulle blive koldt nok derude?
Kisser (Lærke Winther)
Kisser er en dame med ben i næsen. Hun stikker ikke op for bollemælk. Kvinde på en arbejdsplads fuld af brede og hærdede forbrydere. Kisser er sarkastisk, en af drengene, godt boldøje, grove vittigheder, seksuelt aktiv, ikke nogen pivskid. Hun har til sin egen overraskelse forelsket sig i Dion. Forbudt (og umulig) kærlighed mellem fængselsbetjent og indsat er jo altid lidt af en tændsats. Og nu kan hun ikke få lov at slippe. Hun er rasende over ikke at kunne spille cool, som hun normalt ville gøre. Følelser raser, gråden kommer lidt for nemt, jalousi og længsel, der er ikke noget i det her, der huer Kisser.
Tandfeen (Nicolas Bro)
Tandfeen eller Patrick er født ind i kriminalitet. Hans far, kaldet Napoleon, er en af de rigtig hårde drenge i gamet, og Patrick har fra starten lært at man ikke sladrer, ikke piber. Man slår igen, og man slår hårdt. Tidligt fik Patrick lært, at man fik sin fars respekt ved at tæve andre, ved at tjene penge på at låne sine klassekammerater penge og så kræve renter, ved at stjæle cykler og sælge dem. Så en forvirret og forvildet dreng fik dyrket sine psykopatiske sider og er en bizar blanding af venlighed og vold. Denne mærkelige, uforståelige følelse i maven af følsomhed, han ikke rigtig ved, hvad han skal stille op med? Det er virkelig ikke nemt at være gangster og følsom, så Patrick har endnu ikke magtet at bryde ud af faderens jern greb.
Gerner (Lars Brygmann)
Kom skævt ind i tilværelsen og lagde tidligt an til en kriminel løbebane. Han røg sin første smøg som 10-årig, stjal sin første bil som 13-årig, og siden gik det slag i slag. Aldrig det helt store, aldrig det helt vellykkede. Det bliver hele tiden lidt nusset, lidt lidt. Så får man et par rap over fingrene, man ryger ind og sidde, man kommer ud og starter forfra. Man var måske lidt af en charmør engang, men nu er silken slidt, og det hænder, at man må betale for kvindeligt samvær. Lidt dårlig samvittighed bliver det til, når onkel Gerner har fået en tår over tørsten, eller har fået benene forkert ud af sengen. Det er Dion, der plager, blikket knægten sendte da Gerner satte ham af på kostskolen. Men hvad kan man gøre? Livet er hårdt, og så dør man.
Berggreen (Peter Gantzler)
Havde vel egentlig det hele. En god opvækst, en klar fornemmelse af rigtig og forkert, man fik en forlovet og en uddannelse indenfor politiet, en datter. Og så blev han alligevel langsomt ædt op af verdens uretfærdigheder, røvslikkere der fik forfremmelsen foran ham, kriminelle med smarte advokater, et retsvæsen der er uh så bange for at krænke de sigtedes rettigheder, og pushere, der griner op i ens åbne ansigt. Berggreen blev olm, blev skilt, lader sine frustrationer gå ud over dem, han får fingre i. Har det med at blive lidt for hårhændet og måtte til sidst se sig suspenderet, mens man undersøger alle klagerne over ham. Ikke at det stopper Berggreen. Han aner ikke, hvad han skal stille op med sig selv, hvis ikke han skulle forsøge at nakke de røvhuller derude. Lige nu er det Tandfeen, der forstyrrer hans nattesøvn og retfærdighedssans.

Mogens (Nicolaj Kopernikus)
Mogens er en helt igennem ordentlig fyr. At tage til Afghanistan, og deltage i opbygningen af det spæde demokrati, var lige ham. Så meget desto større var chokket, skuffelsen og det posttraumatiske stress, han slæbte med sig hjem. Han drømmer dog stadig om et fællesskab og om at deltage i opbygningen af en restaurant – det er lige ham.