TV-Nyt

Aldrig har danskerne set så meget fjernsyn

tvkiggeri

I 2010 kommer danskerne for tredje år i træk til at slå deres egen rekord i tv-sening. Aldrig har danskerne set så meget fjernsyn, og ikke siden 1998 har så mange danskere tændt for deres fjernsyn hver uge.
 
I gennemsnit har hver dansker set tre timer og 19 minutter hver dag i 2010 til og med 16. december, og det er tredje år i træk, at tv-forbruget ryger i vejret. I 2009 tilbragte hver dansker tre timer og ni minutter foran billedkommoden dagligt. Det viser en gennemgang, som DR Medieforskning har lavet.
 
”Det er stadig de ældste, der ser mest tv, men det er især de yngre danskere mellem 15 og 24 år, der øger deres tv-sening i disse år. Siden 2007 har aldersgruppen øget sit daglige tv-forbrug med mere end 50 procent,” forklarer medieforsker Signe Ulstrup Villumsen fra DR Medieforskning.
 
Danskerne spreder deres tv-sening mere og mere
Frem til slutningen af 1980’erne var det stort set den samme tv-kanal, danskerne så, når de så fjernsyn, men sådan er det bestemt ikke længere.
 
I takt med at der kommer flere tv-kanaler, og seerne også får dem hjem i stuerne, spreder danskernes tv-sening sig også ud over mange flere kanaler. For få år siden – i 2007 – var 90 procent af danskernes tv-sening fordelt over 15 forskellige kanaler, mens der i slutningen af 2010 skal 26 forskellige kanaler til.
 
”Det er især de unge, der bruger mange kanaler. 90 procent af de 12-30 åriges tv-forbrug fordeler sig nu over 33 kanaler, hvor det kun var spredt over 16 kanaler i 2007. Det giver endnu et fingerpeg om, at næste generation af voksne mediebrugere i høj grad vil individualisere deres mediebrug,” siger medieforsker Kurt Holm Jensen fra DR Medieforskning.
 
Fremgang for DR TV
Efter at have mistet seertilslutning uafbrudt siden 2005, lykkedes det DR at bryde ud af den negative spiral i 2010.
 
Lanceringen af DRs tre nye kanaler, DR K, DR HD og DR Ramasjang samt en øget udbredelse af DR Update, har været medvirkende årsag til, at DRs tv-kanaler i 2010 har haft en lille fremgang. Lige knap 28 procent af danskernes tid foran fjernsynet er i år blevet tilbragt sammen med DRs tv-kanaler.
 
Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard