Watz Me Now – ny online TV-udbyder

| lørdag 01. feb, 2014 12:20 | opdateret 08. sep, 2015 kl. 13:29 | 6 Kommentarer

[singlepic id=2995 w= h= float=right]

Update: Tjenesten lukket medio 2015

DIGITALT.TV har haft lejlighed til at afprøve den nye danske tv-udbyder Watz Me Now, der blev lanceret den 3. februar 2014.

Vores anmeldelse er baseret på tjenesten som den fungerer på iPad, og desuden har vi testet Watz Me Now’s HDMI Smart Stick, der giver mulighed for at se tv direkte på fladskærmen.

Læs mere den nye danske online tv-udbyder herunder eller se vores videoanmeldelse.

 

Hvad er Watz Me Now?

[singlepic id=2996 w=300 h=150 float=]Med Watz Me Now er der tv til opvasken

Watz Me Now er en ny dansk tv-udbyder der leverer tv-kanaler via Internettet. TV, hvor du vil og når du vil for 90,-/måned lyder det fra selskabet.  Deres vinkel er at levere en billig TV-løsning, hvor man slipper for lange bindings-perioder og høje gebyrer, og frem for alt en løsning der gør at du kan se TV både derhjemme på fladskærmen og på dine mobile enheder.

Watz Me Now vil gerne være garant for, at det er muligt at købe en TV-pakke til under 100 kr. i Danmark, uanset hvor du bor. Desværre har det hidtil været således, at en betingelse for at få adgang til de danske betalingstvkanaler er, at de placeres i den mindste pakke. Dermed ville den mindste pakkepris stige til langt over den pris, som Watz Me Now kan tilbyde i dag, og man ønsker ikke at gå på kompromis med prisen på Grundpakken.

Vi har tidligere testet tv fra Internet TV-udbyderen World TV, med en grundpakkepris på 69,-/måned, men her er man stadig bundet til en tv-boks, ingen start forfra mulighed, og så har World TV heller ikke TV 2 i deres kanaludbud.

Hvilke muligheder tilbyder Watz Me Now?

[singlepic id=2994 w=250 h=143 float=right]

  • Grundpakke med 15 tv-kanaler
  • Mulighed for at tilkøbe ekstra kanaler
  • Start forfra (alle programmer i programguiden er tilgængelige i op til 48 timer. Du kan således f.eks. vælge at se noget der blev sendt i går)
  • Watz Me Now abonnement kan deles med andre i husstanden, således at man kan se TV på op til fire forskellige enheder på én gang.
  • Apps til iPhone og iPad klar nu, desuden vil Android, PC og Mac blive understøttet
  • HDMI Smart Stick til hdmi-stikket, der gør at tjenesten kan benyttes direkte på fladskærmen. Denne vil koste 550,-

Watz Me Now er ikke aktuelt for udenlandsdanskere desværre, grundet hensyn til rettighedshavere (TV-kanalerne) er det ikke muligt at se Watz Me Now fra en udenlandsk IP-adresse.

Det er jo ikke altid 24-48 timers arkiv er nok vil mange nok mene, så det skal blive interessant at se, om den periode på sigt kan udvides, eller om vi også kan få lov at optage tv i skyen hos Watz Me Now. Det er noget som blandt andet er muligt hos online tv-udbyderen Zattoo, men Zattoo har et meget magert kanaludvalg i DK.

Watz Me Now TV-kanaler

Grundpakken til de 90,-/måned består af seks DR-kanaler, TV 2 samt otte nabolandskanaler.

  1. DR1
  2. TV 2 (Regional tv vindue er TV 2 Lorry)
  3. DR2
  4. DR3
  5. DRK
  6. DR Ramasjang
  7. DR Ultra
  8. SVT1
  9. SVT2
  10. NRK1
  11. ARD
  12. ZDF
  13. NDR
  14. RTL
  15. SAT1

Af ekstrakanaler har Watz Me Now indtil videre følgende kanaler:

  • Eurosport HD  + Eurosport 2 HD (40 kr,-/måned)
  • BBC World News (20 kr,- / måned)
  • BBC Entertainment  (20 kr,- / måned)
  • BBC HD  (20 kr,- / måned)
  • BBC Knowledge  (20 kr,- / måned)
  • BBC Lifestyle  (20 kr,- / måned)
  • Bloomberg  (20 kr,- / måned)

Alle ekstra kanaler samt grundpakkekanalerne kan bestilles som Fuldpakke til 190,-/,måned, men du kan altså også købe dem enkeltvis.

Altså ikke et voldsomt stort kanaludbud indtil videre. Som ventet er Viasat kanaler som TV3, TV3+ og TV3 Sport ikke med, og vi savner også de andre TV 2 kanaler ud over hovedkanalen. Men lad os nu se hvilke yderligere kanaler Watz Me Now kan lande aftaler med.

Nogle vil måske savne deres lokale TV 2 region, det er kun TV 2 Lorry, der er tilgængelig i test versionen. I første omgang tildeles man en TV 2 version baseret på sin adresse. Watz Me Now vil senere implementere en mulighed for at vælge en anden, hvis man skulle have det behov. Regionerns egne 24 timers tv-kanaler er dog ikke at finde i Watz Me Now’s udbud indtil videre i hvert fald.

dr nu logo30 dage tilbage i DR’s arkiv

Det skal også nævnes at Watz Me Now fra maj 2014 har fået DR Nu arkiv som går 30 dage tilbage på alt DR-produceret indhold. Det på en selvstændig side med søge funktion.

Watz Me Now brugeroverflade

[singlepic id=2991 w=580 h= float=center]

Det er enkelt at komme i gang med Watz Me Now. Vi har afprøvet tjenesten op iPad, og her er det bare at hente App’en i App store (offentlig tilgængelig fra 3. februar) og indtaste ens brugernavn og adgangskode. Så skal din enhed registreres, og når du har gjort det, er du klar til at se tv.

[singlepic id=2989 w=580 h= float=center]

Brugeroverfladen er også ganske simpel at benytte. Du bliver automatisk præsenteret for en Programguide med overblik over de tilgængelige kanaler og programoversigt for disse.

Du kan klikke på kanalikoner for at komme i gang med at se live tv med det samme.

[singlepic id=2992 w=580 h= float=center]

Når du ser live tv, er der i hjørnet en kanalvælger, hvor du kan bladre mellem de forskellige programmer og aktuelle programtitler på disse. Ønsker du at se et program fra denne liste, skal du blot klikke på programtitlen.

[singlepic id=2990 w=580 h= float=center]

Ved et klik på informationsknappen i Programguiden kan du ydermere se mere om relaterede programmer i Programguiden.

Er programmet i gang, eller har det været sendt, kan du klikke på afspil knappen for at se det. I forhold til de 48 timer skal man være opmærksom på, at man ikke kan gå længere tilbage end dagen før. Det er altså typisk mindre end 48 timer, du kan gå tilbage.

Og det er sådan set det, et ganske brugervenlig og simpel brugeroverflade.

Watz Me Now billedkvalitet iPad

[singlepic id=2993 w=580 h= float=center]

Vi har testet Watz Me Now på iPad og her er billedkvaliteten ganske udmærket. Vi har sammenlignet med TDC Play og Stofa Web TV og her vinder Watz Me Now faktisk. Billedet står lidt skarpere og rulletekst på f.eks. TV 2’s morgennyheder kører mere flydende.

Der går lige nogle sekunder, inden man får den optimale billedkvalitet, når man skifter kanal. Der anvendes adaptiv streaming, ligesom man kender det fra f.eks. Netflix, så kvaliteten tilpasser sig internethastigheden.

Det er af rettighedsmæssige årsager ikke muligt at benytte AirPlay til Apple TV, så du kan altså ikke få Watz Me Now op på din fladskærm på denne måde. Der skal du bruge Watz Me Now’s HDMI Smart Stick som vi også har haft lejlighed til at teste.

Watz Me Now HDMI Smart Stick

For at få tv fra Watz Me Now op på din fladskærm i ordentlig kvalitet, tilbyder Watz Me Now en såkaldt SmartStick. Den kan købes for 550,- og med den sat i en HDMI indgang på dit tv, kan du få adgang til alle dine tv-kanaler fra Watz Me Now i samme brugeroverflade som på tablet, computer og smartphone.

HDMI Smartstick’en er altså en slags miniature tv-boks, men er så lille, at den enkelt kan gemmes af vejen bag din fladskærm. Du kan fortsat benytte fjernbetjeningen, også når den er gemt af vejen, eftersom der er ikke er tale om en infrarød fjernbetjening.

[singlepic id=3036 w=580 h= float=center]

SmartStick kassen inkluderer følgende:

  • Watz Me Now Smart Stick
  • Dansk installationsguide
  • Strømforsyning (USB)
  • USB > MicroUSB kabel (til strømforsyningen)
  • Kort HDMI forlængerkabel
  • Fjernbetjening med batteri
  • USB RF modtager (fjernbetjeningsignaler)
  • Ethernet-adapter (kablet netværk hvis Wi-Fi ikke fungerer stabilt)

Det er positivt at se, at Watz Me Now ikke satser på Wi-FI alene og tilbyder kablet netværksmulighed. Der kan være steder hvor Wi-Fi simpelthen ikke leverer den nødvendige hastighed eller stabilitet, men vi havde dog inden problemer med Wi-Fi i vores test.

Watz Me Now HDMI Smart Stick installation

Den medfølgende danske installationsguide beskriver udmærket, hvordan Smart Stick’en skal tilsluttes, og da det lige til at starte med kan synes som lidt af et puslespil af stik og kabler, kan det anbefales at kigge den igennem.

[singlepic id=3048 w=580 h= float=center]

1. Du skal montere den lille USB fjernbetjeningsmodtagerenhed i USB indgangen på Smart Stick’en og sætte batteriet i fjernbetjeningen.

2. Der medfølger en USB strømforsyning og et kabel, som du tilslutter til mini USB porten på Smart Stick’en. Vi havde dog også held til at få SmartStick’en til at fungere ved blot at forbinde USB kablet til en USB port på vores fladskærm. Du kan se et blåt lys fra SmartStick’en, når der er tilsluttet strøm.

3. Wi-Fi antennen på den ene side af Smart Stick’en vippes op

4. Afhængig af din fladskærms HDMI input placering og pladsforhold, kan der også være brug for det medfølgende korte HDMI forlængerkabel.

5. Så tænder du dit tv, og vælger det HDMI input du har sat Smart Stick’en i på din fladskærm.

[singlepic id=3044 w=580 h= float=center]

Nu starter Smart Stick så op og præsenterer dig for en skærm, hvor du kan vælge dit trådløse netværk på en liste og indtaste din adgangskode til dit trådløse netværk.

[singlepic id=3034 w=580 h= float=center]

Du skal herefter vælge Watz Me Now og trykke registrerer. hvorefter du indtaster den email og kodeord du oprettede dig med på www.watzmenow.tv. Så logger du ellers ind og er klar til at se tv.

[singlepic id=3047 w=580 h= float=center]

Som nævnt er det også muligt at tilslutte kablet netværk. Det kræver blot, at du monterer den medfølgende USB adapter til USB porten på Smart Stick’en. Her skal USB fjernbetjeningsmodtager enheden så monteres i USB netværksadapteren. Lidt mere rodet, men det virker.

Watz Me Now HDMI Smart Stick dagligt brug

[singlepic id=3046 w=580 h= float=center]

Brugeroverfladen er som tidligere nævnt den samme, som vi tidligere har testet på iPad. Du præsenteres for EPG’en med dagens aktuelle tv-program. Du kan klikke på et givent program for at se det, og ligesom på iPad app’en kan du gå en dag tilbage og se tv fra dagen før. Du har også mulighed for at starte en aktuel udsendelse forfra.

[singlepic id=3041 w=580 h= float=center]

Betjeningen sker med den medfølgende fjernbetjening, som har behagelige knapper med en lidt ru gummi-overflade, som gør at fingrene ikke glider på dem. Selve fjernbetjeningen er dog lidt glat i hånden.

Der er pt. flere knapper uden funktion. De der er aktive er: Hjem knappen, navigationstasterne, OK tilbage, EPG og i tasten. De andre knapper er dog tiltænkt fremtidige funktioner som, favorit, arkiv og Net-PVR, altså mulighed for at optage tv-programmer i skyen.

[singlepic id=3037 w=580 h= float=center]

Du vælger kanal med pil op/ned. Først vises kanalnavnet og det aktuelle program, og ønsker du at se det pågældende program, klikker du ok.

[singlepic id=3038 w=580 h= float=center]

Kanalskiftet tager lidt tid. Indtil der er billede vises et kanallogo.

Kanalskifte hastigheden synes at variere lidt, nogle gange går det hurtigere end andre.

[singlepic id=3045 w=580 h= float=center]

Med i knappen får du vist information om det aktuelle program og relaterede programmer. Nogle vil måske savne en kanalliste, det kan man dog sige, at man har via EPG’en.

Er du storforbruger af Tekst-TV, så er det ikke muligt med Watz Me Now.

Se live TV, Start forfra eller se noget der blev sendt i går

[singlepic id=3050 w=293 h=183 float=right]Catch up delen, altså muligheden for at se noget der har været sendt er meget nyttig. Det er smart f.eks. lige at kunne se det program fra dagen før, der blev talt om på arbejdet. Kommer man lidt for sent ind i en film på f.eks. DR3, så kan man bare starte forfra.

Det er nyttige funktioner som flere og flere efterspørger og har man først vænnet sig til muligheden så er den svær at undvære. Med Watz Me Now får du det altså inkluderet for de 90,-/måned.

Vi glæder os også til at DR Nu arkiv snart skulle blive tilgængeligt, det er en ekstra bonus i forhold til at kunne gå op til 30 dage tilbage i DR’s egne udsendelser.

Watz Me Now HDMI Smart Stick billede og lyd

[singlepic id=3049 w=580 h= float=center]

Billedkvaliteten havde vi på forhånd været lidt skeptiske i forhold til, og det var også den primære årsag til at vi efterspurgte lejlighed til at teste Watz Me Now på fladskærmen. Billedkvaliteten fra Watz Me Now via Smart Stick’en er faktisk bedre, end vi havde forventet. Sammenligner vi f.eks. DR3 med Stofa kabel-tv signal, så kan vi dog godt se forskel. Watz Me Now’s billedkvalitet når ikke helt samme niveau, men når det er sagt, så vil rigtig mange nok ikke bemærke det.

Generelt bemærker man ikke komprimeringsfirkanter på Smart Stick’ens billede, men der er en tendens til lidt støj i detaljerne og kanterne. Det står ikke helt så skarpt som vores Stofa tv-signal, men det er absolut godkendt og i samme klasse som TDC TV, der også leveres via Internettet. Bedst står HD kanaler som DR3 og Eurosport kanalerne, men også SD kanaler ser faktisk rigtig fornuftige ud.

Under vores testperiode, inden Watz Me Now officielt lanceres, oplevede vi af og til korte ryk ved billeder med megen bevægelse. Det er problem, der står øverst på listen hos Watz Me Now til at blive fikset i en kommende opdatering. Watz Me Now vil i det hele taget optimere og finjustere softwaren på Smart Stick’en løbende.

Vi undrede os i første omgang over at billedet, både hvad angår menuer og tv-kanaler, ikke fyldte hele skærmen. For at få det, skulle vi slå overscan til på vores TV. Typisk vil man ellers altid anbefale, at overscan skal slås fra for at se hele billedet.

Live TV ikke helt så live som andre signalveje

En anden ting som er værd at notere sig ved Watz Me Now er, at tv-kanalerne vises lidt forsinket. Vi målte en forsinkelse på over ét minut i forhold til samme kanal på Stofa signal. Watz Me Now oplyser, at tv-kanalerne altid vil være mindst 45 sekunder forsinket pga. buffer.

Lydmæssigt er der ikke 5.1 lyd på Smart Stick’en, så du må altså nøjes med almindelig stereo. 5.1 lyd er dog en mulighed senere, for Smart Stick’en understøtter det rent hardwaremæssigt. Det samme gælder HDMI CEC support, hardwaren understøtter det, men det er endnu ikke aktiveret softwaremæssigt, og Watz Me Now har ikke nogen tidshorisont for, hvornår det eventuelt sker.

Watz Me Now Videoanmeldelse

 

Watz Me Now konklusion

Watz Me Now er en meget enkel tjeneste som virker brugervenlig og ligetil. Vi har som nævnt testet tjenesten på iPad og deres HDMI Smart Stick, mens Watz Me Now endnu skruer lidt på tingene, her inden lanceringen den 3. februar, og det har faktisk virket glimrende.

De klare fordele ved Watz Me Now er mobiliteten, altså det at man kan se tv overalt, samt muligheden for at gå tilbage og se noget der har været sendt tidligere (op til 48 timer) og 30 dage på DR Nu arkivet. Vi kan også godt lide, at Watz Me Now tillader, at man kan se TV på op til fire forskellige enheder i husstanden på én gang.

Et produkt uanset platform

Vi kan egentlig godt lide, at at der er en fælles brugeroverflade på alle platforme med Watz Me Now. Det gør det intuitivt og simpelt at bruge, uanset på hvilken enhed man ser tv på, og som nævnt så kan du se tv samtidigt på op til 4 enheder med Watz Me Now.

Watz Me Now går med sin grundpakke efter dem med behov for et begrænset tv-udbud. I praksis kan DR’s kanaler jo ses via Internettet, når du har betalt din licens, men Watz Me Now gør det som tjeneste mere brugervenligt og enkelt at se dem, så det betaler du så også lidt for. Om nabolandskanaler har den store interesse afhænger jo nok af den enkelte. Om ikke andet så har RTL Formel 1 og ZDF sender noget Champions League fodbold, hvilket kan være et plus for sportsinteresserede, der ikke vil betale for de dyre danske sportskanaler.

Billedkvaliteten på iPad virker overbevisende, og den skuffer heller ikke på Watz Me Now’s HDMI Smart Stick. Så samlet set er Watz Me Now absolut et troværdigt, og på prisen konkurrencedygtigt alternativ til de kendte tv-udbydere, såfremt man er tilfreds med kanaludbuddet naturligvis.

Det skal blive interessant at se, hvilke kanaler Watz Me Now kan få aftaler med i fremtiden, og vi drømmer også om længere arkiv mulighed eller optagelsesfunktion. Watz Me Now lover i hvert fald, at man vil udvikle og forbedre tjenesten løbende.

Watz Me Now tilbyder at du kan prøve tjenesten gratis i en måned.

 

Billedgalleri

[nggallery id=”177″]

Del på:

Tags:

Gemt under:: Streaming, Net-TV, Net-TV

Kommentarer (6)

  1. knudknud3 siger:

    Umiddelbart en glimrende billedkvalitet – dog mangler jeg 5 kanaler, som jeg ikke vil undvære.
    Som et alternativ til ‘Stofa Go’ er det en god mulighed at have. Den gratis prøvemåned vil så vise, hvad det bliver til.

  2. svbg1979 siger:

    Eurosport-pakken kommer til at koste 40 kroner og de øvrige kanaler kommer til at koste 20 kroner stykket.

    http://meremobil.dk/anmeldelser/watz-now-se-tv-hvor-og-naar-du-vil

  3. jetdirect siger:

    hvordan optager man lige fra boksen ,hvis man ikke kan ryger hele ideen for mange

  4. svbg1979 siger:

    Streaming via computeren fungerer stadig ikke. På deres hjemmeside bliver de ved med at skrive, at det nok kommer til at virke i denne uge.

    Det skrev de også da de åbnede d. 3. februar, og nu er dén uge altså gået.

    Det kunne være rart, at vide hvad der driller. Er det fordi det skal kører igennem Silverlight fra Microsoft med DRM-licenser, at det er dét der driller?

Skriv et svar