Netflix og TV 2 i samarbejde om Rita sæson 3

| mandag 12. jan, 2015 09:35 | 0 Kommentarer

Rita TV 2 Sæson 3Seere kan i 2015 opleve en tredje sæson af Rita, den danske dramaserie om den politisk ukorrekte skolelærer af samme navn.

Rita havde premiere på TV 2 i 2012, og serien har efterfølgende fået international opmærksomhed via Netflix. I sæson 3 fortsætter historien om skolelæreren Rita, der er uafhængig, åbenhjertig og elsket af sine elever, men som stadig har udfordringer, når som stadig mangler at blive helt voksen på privatfronten.

– En ny sæson af Rita har længe stået på vores ønskeseddel, fordi Rita er en original og moderne dramaserie, der samtidig sætter fokus på de udfordringer, de danske folkeskolelærere hver dag står overfor. Det økonomiske samarbejde med Netflix har været afgørende for, at vi nu er i gang med produktionen af tredje sæson af Rita, siger TV 2s programdirektør, Anne Engdal Stig Christensen.

– En vigtig del af vores mission er at udvælge de bedste tv-serier fra hele verden og gøre dem tilgængelige for vores seere på verdensplan. Danmark er verdensberømt for store tv-dramaer, og Rita er elsket af mange Netflix-medlemmer. Vi er glade for at indgå partnerskab med TV 2 og SF Film Production, så tredje sæson af Rita kan realiseres, siger Ted Sarandos, Chief Content Officer hos Netflix.

Rita sæson 3 produceres af SF Film Production og er finansieret via et samarbejde mellem TV 2 og Netflix og med støtte fra Copenhagen Film Fund og Public Service Puljen.

– Netflix elsker disse vidunderligt skæve, danske tv-serier lige så meget, som vi gør, og uden engagementet fra Netflix ville sæson 3 af ’Rita’ sandsynligvis ikke kunne realiseres. Vi er glade for, at vi nu kan igangsætte en dramaproduktion, der skaber vækst og beskæftigelse i hovedstadsområdet og sikrer eksport af endnu en dansk tv-serie til udlandet, siger direktør Thomas Gammeltoft, Copenhagen Film Fund.

– Sæson 3 af Rita er gjort muligt af et nyt samarbejde mellem TV 2, Netflix, Public Service Puljen og andre partnere, hvor Netflix har investeret i originalt, dansk drama. Det er et interessant samarbejde, som kan blive vigtigt i den fremtidige finansiering af dansk drama, siger områdedirektør Claus Ladegaard, Det Danske Filminstitut, som også er chef for Public Service Puljen.

Den nye sæson af Rita forventes klar til TV 2 i foråret 2015 og vil være tilgængelig på Netflix kort efter. Netflix tilbyder alle sæsoner af Rita til sine medlemmer i Europa, USA, Canada og Australien og New Zealand senere i 2015.

Kilde: Netflix presse
Del på:

Tags: ,

Gemt under:: Streaming