TV-Nyt

VM i badminton på TV 2 Sport

Badminton VM 2015 TV 2 Sport
Jan Ø. Jørgensen er en af de danske badmintonspillere, der har mulighed for at nå rigtigt langt under VM i badminton i Jakarta. (Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix / TV 2)

TV 2 SPORT sender masser af direkte kampe med danske spillere under VM i badminton i Indonesien 10.-16. august. Mange af de danske spillere er i topform, så det er en god idé at have dannebrog klar.

Danmark har stærke badmintontraditioner og har for vane at klare sig godt i de store turneringer. Samtidig har de danske spillere vist god form i denne sæson, så der er grund til optimisme før VM i Indonesien, selv om det altid er svært til et verdensmesterskab, hvor netop verdenseliten er modstanderen.

Det ændrer dog ikke ved, at der både er pakket selvtillid, topform og stolte badmintontraditioner i ketsjertasken, når de danske spillere rejser til VM i Indonesiens hovedstad, Jakarta. Det er Badminton Danmark, der har udtaget spillerne, og forbundet glæder sig til at se spillerne i kamp,

– En god VM-forberedelse er ved at være ovre, og vi glæder os til, at VM i Jakarta starter i en uden tvivl helt fantastisk kulisse. Med en god start på VM er der udsigt til fem-seks danskere i kvartfinalerne, hvor vi højest i en eller to af dem står med noget, der ligner favoritværdighed. Men også uden at være favoritter har vi på en god dag færdighederne til at skabe det, der skal til for at vinde medaljer til Danmark. Når VM er ovre, skulle vi gerne have indfriet vores målsætning om at høste mindst tre medaljepoint – hvor guld giver tre point, sølv to og bronze ét, fortæller sportschef Finn Trærup-Hansen.

TV 2 SPORT sender direkte fra VM i badminton i dagene 10.-16. august.

Fantastisk venue
VM spilles i Istora Senyan i Jakarta, og det er et helt særligt sted. Det er både legendarisk, fordi mange spektakulære kampe har fundet sted her, og så er Indonesien en stærk badmintonnation med en stor tilskuerinteresse. Det passer rigtig godt til Istora Senyan, hvor publikum sidder helt tæt på banerne og med plads til 8.500 tilskuere og et meget livligt hjemmepublikum, så giver det en helt speciel stemning at spille her. En af dem, der har prøvet, er den danske favorit Jan Ø. Jørgensen.

– Istora Senayan er det mest fantastiske sted at spille. Man går altid ind til turneringen med en stor del ærefrygt. Det er skide svært at spille der pga. varme, publikum og vind. Samtidig er det helt vildt fedt at spille der, fordi publikum elsker badminton. De er helt fanatiske derude. Jeg har min største oplevelse med badminton i den hal, fortæller Jan Ø. Jørgensen, som allerede i første kamp står overfor en svær modstander i Boonsak Ponsana fra Thailand.

Danskere i aktion på tv
TV 2 SPORT dækker VM i badminton med masser af direkte transmissioner, så det – udover at opleve stemningen i hallen – er muligt at følge de danske spillere i aktion.

– Badminton er en af TV 2 SPORTs vigtigste rettigheder, og vi glæder os til at vise så mange direkte kampe som muligt med danskere spillere på banen – lige fra de indledende runder til finalerne med en omfattende dækning af VM i Jakarta. I alt sender vi cirka ti timer om dagen direkte fra Jakarta syv dage i træk, fortæller redaktionschef hos TV 2 SPORT, Kristian Hyldgaard, som selv har sat et stærkt hold til at dække VM i badminton.

I alt dækker to kommentatorhold VM med Morten Ankerdal og tidligere elitespiller Jim Laugesen på det ene hold og Dennis Bostrup og tidligere assistenttræner for Danmark, Claus Poulsen, på det andet. Kristoffer Møldrup er reporter.

VM i badminton foregår 10. – 16. august, og TV 2 SPORT sender første gang 10. august og de efterfølgende to dage 12 timer direkte fra Jakarta med start fra kl. 04.00. Herefter transmitteres der fra torsdag 13. august og resten af turneringen direkte ti timer hver dag med start fra kl. 06.00 . Følg også med på digitale medier med #baddk.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard