Branche-Nyt

Viasat reklame får påtale af Forbrugerombudsmanden

domForbrugerne skal kunne danne sig et klart indtryk af, hvad de løbende udgifter er i hele den periode, de er bundet af en aftale. Det er budskabet fra Forbrugerombudsmanden, efter at Viasat i en tv-reklame, der blev vist i efteråret 2010, havde markedsført tv-abonnementet ”Danmarkspakken”.

I reklamens speak blev det oplyst, at prisen i de første 6 måneder var 99 kr. I en stor orange cirkel blev der samtidig oplyst følgende: ”Abo./md. første 6 mdr. 99,-”. Lidt længere nede på siden var den samlede mindstepris i bindingsperioden anført med fed skrift.

Abonnementet havde en bindingsperiode på 1 år, og i de sidste 6 måneder af bindingsperioden steg den månedlige pris til 369 kr. Denne oplysning, om den månedlige pris i de sidste 6 måneder, fremgik med mindre skrifttype i bunden af skærmen.

Forbrugerombudsmanden fandt, at den manglende fremhævelse af abonnementsprisen i de sidste 6 måneder var en overtrædelse af markedsføringslovens § 3 om vildledning, da oplysningen om den månedlige pris i de sidste 6 måneder af bindingsperioden ikke fremgik lige så tydeligt som reklamens hovedbudskab om abonnementsprisen for de første 6 måneder.

– Den månedlige pris for et abonnement har stor betydning for forbrugernes vurdering af et tilbud. Hvis den månedlige pris stiger i løbet af en abonnementsperiode, skal der derfor oplyses klart og tydeligt herom i reklamen for abonnementet, udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Efter Forbrugerombudsmandens henvendelse til Viasat oplyste selskabet, at visningen af den pågældende reklamefilm allerede var afsluttet.

Viasat oplyste samtidig, at de efter modtagelsen af Forbrugerombudsmandens henvendelse havde valgt at tilrette efterfølgende tv-reklamer, således at det fremhæves tydeligere i reklamen, hvis prisen varierer i abonnementsperioden.

Hertil kommer, at reglerne om maksimal bindingsperiode efterfølgende er ændret til 6 måneder, jf. forbrugeraftalelovens § 25, således at prisstigningen efter de nye regler ville falde uden for bindingsperioden.

Forbrugerombudsmanden besluttede bl.a. på denne baggrund at afslutte sagen med en indskærpelse over for Viasat om, at såfremt prisen for en tjenesteydelse varierer i abonnementsperioden, vil der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse skulle oplyses klart og tydeligt herom i reklamen, og denne oplysning vil skulle gives med samme meddelelseseffekt som reklamens hovedbudskab.

Kilde: Forbrugerombudsmanden

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard