Branche-Nyt

Fox Corporation køber Roku i kæmpehandel til 22 milliarder dollar

Fox Corporation har indgået en aftale om at overtage Roku i en handel til en værdi af omkring 22 milliarder dollar. Aftalen, der er godkendt af bestyrelserne i begge selskaber, skal fortsat godkendes af myndigheder og aktionærer. Hvis processen forløber som planlagt, ventes handlen afsluttet i første halvdel af 2027.

Giver adgang til over 100 millioner husstande

Med opkøbet får Fox kontrol over både Rokus streamingplatform, streamingbokse og omfattende annonceforretning. Den samlede virksomhed vil få direkte adgang til mere end 100 millioner husstande på verdensplan, som i dag benytter Rokus økosystem.

Roku, der ikke er så kendt i Danmark, er blandt de absolut største tv-platforme i USA og driver både operativsystemet Roku OS, egne streamingenheder samt den gratis, reklamefinansierede tjeneste The Roku Channel.

Streaming og annonceforretning driver handlen

Fox har i de senere år satset tungt på streaming gennem den reklamefinansierede tjeneste Tubi, som de købte i 2020, men selskabets kerneforretning er fortsat live-nyheder og sport. Med Roku i porteføljen rykker Fox for alvor ind på det digitale annoncemarked og bliver mindre afhængig af traditionelle tv-distributører.

Ifølge selskaberne vil den sammenlagte virksomhed blive den tredjestørste tv-aktør i USA målt på den samlede andel af seertiden. Fox forventer desuden årlige omkostningsbesparelser på omkring 400 millioner dollar, når integrationen er gennemført.

Aktionærerne reagerer forskelligt

Roku-aktionærerne får tilbudt 160 dollar pr. aktie, hvilket svarer til en præmie på omkring 11 procent i forhold til lukkekursen før offentliggørelsen. Handlen finansieres gennem en kombination af kontanter og Fox-aktier.

Mens Roku-aktien steg umiddelbart efter offentliggørelsen, faldt Fox-aktien tocifret i den tidlige handel på de amerikanske børser, formentlig fordi at investorerne lige skal vurdere den store investering.

Kilde: Reuters
Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard