Viasat kunder skal have drejet parabolen – Signalet på 5 øst slukkes 1. december
Det er ved at være lige op over, hvis du er gammel Viasat kunde og endnu ikke har fået drejet parabolen fra 5 grader øst til 1 grad vest. Nu er der ikke mange dage til, at du i givet fald mister signalet.
Fra 1. december slukkes der nemlig for Viasat kanalerne på 5 grader øst. Beslutningen om at skifte satellit, kom efter at Viasat og Canal Digital fusionerede under navnet Allente. Her blev det en del af aftalen, at man droppede satellitpositionen 5 grader øst.
Selv om der skiftes satellit, så kan Viasat bokse fortsat benyttes fra den nye 1 grad vest position. Dog skal den opdateres, mens den fortsat er på den gamle position, så det er med at få det gjort. Vi har tidligere lavet en guide til selv at sørge for at opdatere boks til ny position. At dreje parabolen bør du dog få en montør til at ordne. Paraboljusteringen og boksopdatering tilbydes af Allente helt uden beregning for dig.