TV3 A/S skifter navn til MTGTV A/S
TV3 A/S repræsenterer i dag kanalerne TV3, TV3+, TV3 PULS, TV3 Sport 1 og TV3 Sport 2 samt reklamesalget på MTV og VH1. Fra dags dato skifter selskabet navn til MTGTV A/S. Det nye navn vedrører kun virksomheden bag de populære tv-kanaler og ikke de enkeltstående kanaler – seerne vil således ikke opleve forandringer på TV3-kanalerne.
Årsagen til navneskiftet skal ses i lyset af den udvikling, TV3 A/S har været igennem det sidste år tid med store satsninger på TV3 Play og andre digitale tjenester til seerne samt et udvidet reklamesalg for flere kanaler med videre. Den udvikling vil fortsætte de næste år, hvorfor vi med navneforandringen ønsker at skabe et brand, som favner disse forandringer og som samtidig er fremtidssikret i forhold til den udvikling, det nu tidligere TV3 A/S er i gang med.
MTGTV’s administrerende direktør Kim Poder siger:
“Vi har i løbet af det seneste år øget vores kanalporteføljes rækkevidde fra 70 % til 88 % blandt danskerne i alderen 21-50 år. Vi er samtidigt gået fra at repræsentere tre kanaler til nu syv kanaler, blandt som følge af et samarbejde med den amerikanske koncern Viacom. Det, som fylder mest, når vi kigger fremad, er udviklingen af nye programmer og ikke mindst vores digitale tilbud. Vi lancerede i begyndelsen af 2012 vores gratistjeneste TV3Play, som giver danskerne mulighed for at se vores programmer, hvor og når, de vil. Det har været en kæmpe succes med masser af brugere – og dermed også nye eksponeringsmuligheder for annoncørerne. TV3Play vokser fortsat eksplosivt, allerede i løbet af første kvartal af 2013 nåede vi det samme antal eksponeringer, som var tilgængelige i hele 2012. Vi ender med en vækst for året i omegnen af 250 procent og ambitionerne for 2014 er store. Vores nye navn MTGTV A/S skal afspejle, at vi er en del af en international medievirksomhed. Men også afspejle den eksponeringsmulighed, vi kan levere til annoncørerne frem for distributionsformen. TV – lyd og billede i forening – er en uovertruffen platform, uanset om det ses på flow-tv, streames eller andet, når man ønsker at flytte forbrugernes præferencer, vaner og indkøb. MTGTV leverer dette effektivt på tværs af alle platforme – både i dag og fremadrettet”.