TV-Nyt

TV 2 gør status over første halvdel af 2015

TV2 LogoGod fremgang til TV 2s hovedkanal siden februar – især i primetime. Valget giver NEWS ny vind, FRI løfter sig, TV 2 SPORT er på rekordtid blevet Danmarks største sportskanal, og ZULU imponerer igen hos de yngre seere.

Første halvår 2015 har været meget opmuntrende for TV 2-koncernen i forhold til visionen om, at TV 2s hovedkanal skal engagere danskerne i vigtige samfundsdebatter, og i forhold til udviklingen af TV 2 FRI til en bred livsstilskanal og af TV 2 SPORT til Danmarks største rendyrkede sportskanal.

Herudover er det lykkedes for TV 2s powerbrand ZULU at fastholde og udvikle sin meget stærke position blandt yngre danskere, og samlet ser står TV 2-kanalerne seermæssigt rigtigt flot. Det fastslår TV 2s programdirektør, Anne Engdal Stig Christensen.

– Vi kan se tilbage på et halvår, hvor hovedkanalens strategiske fokus på  bl.a. dansk fiktion, events og på dagsordensættende dokumentar har givet klare resultater – både i form af bedre seertilslutning til TV 2s primetime og med mange samfundsdebatter, der udspringer af nyhedsindslag eller dokumentar-programmer om ’Sigøjnerbossen’, kriminelle udlændinge, HPV-vaccine, underklassens vilkår, velfærd og udlicitering, de pressede danskere og demens, siger Anne Engdal Stig Christensen.

Den tid, som danskerne i 2015 har brugt på TV 2-kanalerne, er vokset fra 61 minutter pr. dag til knap 63 minutter pr. dag. Seertiden på TV 2s hovedkanal er stabil i forhold til samme periode af 2014. Den samlede tv-sening pr. person er vokset med én procent i forhold til 1. halvår 2014.

TV 2 i fremgang siden februar
Målt over hele første halvår har TV 2s hovedkanal en lille tilbagegang i seerandel. Denne tilbagegang skyldes alene, at januars tv-sening er meget forskellig i lige år (hvor TV 2 alene sender fra EM-håndboldslutrunder) og i ulige år som 2015, hvor rettighederne til VM-håndbold deles af TV 2 og DR. Interessen for januar-slutrunderne i håndbold er ofte så stor, at den påvirker seerandelene for første kvartal og for hele første halvår.

Når man kigger på seerudviklingen siden februar (og dermed ”renser” for udsvingene i januar 2014 og januar 2015), er TV 2 hovedkanal gået frem med 0,7 procentpoint til 23 procent af tv-forbruget blandt alle danskere. Fremgangen er endnu større i den bedste sendetid kl. 20-22.

– Denne fremgang i primetime er sikret over en bred kam med dramaserier som ’Badehotellet’ og ’Rita’, med dokumentarer og livsstilsprogrammer, med events som dronningens fødselsdag og valgkamp og med vellykket weekendunderholdning som ’Danmark har talent’, ’Klipfiskerne’, ’Rundt på gulvet’ og ’Hvem vil være millionær?’, siger Anne Engdal Stig Christensen.

Nichekanaler i god udvikling
Også TV 2s nichekanaler har generelt været inde i en god udvikling i første halvår. Det gælder f.eks. TV 2 SPORT, som siden premieren 9. januar 2015 er blevet Danmarks mest sete blandt de rendyrkede sportskanaler med en seerandel på 1,3 procent.

– Med TV 2 SPORT har vi sikret en opgradering af TV 2s samlede kanaludbud, og vi har i 2015 en fantastisk portefølje af nichekanaler med NEWS og SPORT som stærke journalistiske kanaler og med stor opbakning fra vores populære nichekanaler ZULU, CHARLIE og FRI, siger TV 2s programdirektør.

En anden TV 2-kanal, som har imponeret, er TV 2 ZULU. Selv om kanalen blev fjernet hos mange tuisnde abonnenter hos TDC TV, har TV 2 ZULU formået at fastholde sin seerandel og seertid blandt de 15-40-årige.

– Det er en meget flot præstation af powerbrandet TV 2 ZULU, som igen viser, at de yngre danskere er trofaste forbrugere af flow-tv hos ZULU samtidig med, at de tager streamingtilbud fra TV 2 og andre i brug, siger Anne Engdal Stig Christensen.

Justering af TV 2 FRI giver fremgang
Også livsstilskanalen TV 2 FRI har udviklet sin programflade – og især sin primetime – med nye og danske programmer, og det har resulteret i en seerfremgang i første halvår. Læs mere her om de første resultater af justeringen af TV 2 FRI.

TV 2 NEWS har ligeledes fremgang i første halvår 2015, som har budt på store og alvorlige nyhedsbegivenheder, især folketingsvalget, hvor TV 2 NEWS øgede sin seerandel med cirka 30 procent, samt terrorangrebene i Paris og København i begyndelsen af 2015.

TV 2 CHARLIE er den eneste TV 2-kanal, som har haft en mindre tilbagegang i sin målgruppe – fra 6,3 til 5,8 procent af tv-seningen blandt danskere over 50 år. CHARLIE er fortsat Danmarks tredje mest sete kanal – efter TV 2 og DR1 – blandt danskerne over 50 år.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard