TV 2 giver telefonstorm hos antenneforening
Det rejste en proteststorm fra borgere i det sydlige Horsens, da Antenneforeningen Horsens Syd for nylig meddelte sine medlemmer, at TV 2s hovedkanal ville blive flyttet fra foreningens grundpakke til den store – og dyrere – programpakke, når TV 2 fra nytår bliver en betalingskanal.
– Det er ikke forkert at sige, at vi har oplevet lidt af en telefonstorm med folk, der slet ikke var med på den. Jeg havde nok forventet, at folk ville reagere, men ikke i den grad, og vi må også formode, at endnu flere er utilfredse, men bare ikke har reageret, siger formand i Antenneforeningen Horsens Syd, Jens Hokland, til Horsens Folkeblad.
Ifølge avisen tyder meget på, at TV 2 – som uændret er en public service-kanal med programforpligtelser inden for nyheder, fiktion, danske programmer, børne-tv, tekstning mv. – fortsætter i foreningens grundpakke.
– Nu skal vi først have det besluttet i bestyrelsen og vedtaget på vores generalforsamling, men det bliver nok sådan, at TV 2 bliver i den lille kanalpakke. Vi er enige i, at TV 2 er så grundlæggende en del af dansk tv, at vi ikke bare kan tage den væk, siger Jens Hokland til avisen.
Han slår samtidig fast, at prisen på den lille pakke ikke i nævneværdig grad vil stige i pris, selv om TV 2 bliver betalingskanal og opkræver 10 kroner om måneden pr. TV 2-abonnement.
– Vi har sparet nogle penge på ombygning af vores system, og derfor kan vi nok gøre det uden de store prisstigninger, siger Jens Hokland.
Kilde: TV 2 presse
Mere om TV 2 som betalingskanal.