TV 2 går all in på at fastholde mandag som stor tv-aften
Badehotelsæsonen er slut, men TV 2 har nye programmer på programmet fra 29. februar, der skal holde seerne på kanalen.
Der er nemlig premiere på en ny sæson af Stjernerne på Slottet, en helt ny dansk drama/komedieserie, Bedre Skilt end Aldrig, og det nye datingprogram Den Første Date – helt privat.
Læs mere herunder.
Stjernerne på Slottet 2016
Der lægges ud klokken 20:00 med Stjernerne på Slottet 2016, der har deltagelse af Mille Lehfeldt, Rasmus Bjerg, Dar Salim, Sara Blædel og Nikolaj Hübbe.
Allerede første dag er der masser af udfordringer, når Rasmus Bjerg byder på fantasi og dybsindige holdninger til, hvordan livet skal leves. Stjernerne kommer en tur tilbage til barndommen, står ansigt til ansigt med dem selv og får grinet så tårerne triller. Rasmus åbner selv op for nogle af sine mest private sider og fortæller om en bestemt episode i sit liv, der nær slog ham ihjel, men endte med at blive en kæmpe gave for ham.
Bedre Skilt end Aldrig
Klokken 20:50 er det så tid til den nye danske serie Bedre Skilt end Aldrig. Det er en serie om kvinder og mænd, kærlighed, sex og (forsøget på) den lykkelige skilsmisse. Bag serien står trekløveret Hella Joof, Mette Heeno og Mie Andreasen, som havde stor succes med biograffilmen ‘All Inclusive’.
I ‘Bedre skilt end aldrig’ møder vi Line (Maria Rossing) og Martin (Peter Plaugborg), der har det hele. Gode jobs, yndige børn, dejlige venner, hus, have og en kat, der kun kommer hjem for at skide. Men kærligheden er blevet træt, fyrreårskrisen banker på, og sexlivet er for længst lagt i graven, så Line beslutter sig for, at de skal skilles, mens de stadig kan holde hinanden ud.
Den Første Date – helt privat
Den Første Date – helt privat er et helt unikt indblik i det første nervepirrende møde mellem to singler, der er på en rigtig blind date. Opstår der sød musik – eller ender det i pinlig tavshed?
I første program møder vi blandt andet Sofie og Henrik på 40 og 42, der skal på date med hinanden. De er begge uerfarne med dating, og meget generte, hvilket ikke gør det let, når man skal have en samtale i gang på en blind date. Desuden møder vi bedstemoren Vibeke, der leder efter en bad boy, og som skal på date med bikeren Bjarne.