TV-Nyt

TV 2 følger også den første dansker i rummet

Foerste-dansker-i-rummet-playOnsdag 2. september kl. 6.34 går drengedrømmen i opfyldelse for den danske astronaut Andreas Mogensen, når den russiske Soyuz-raket med den 38-årige dansker ombord bliver affyret fra Kasakhstan med kurs mod den internationale rumstation, ISS.

Men allerede mandag aften 31. august kan seerne møde Andreas Mogensen, når TV 2 viser portrættet ‘Andreas – den første dansker i rummet’ kl. 20:50.

På TV 2 NEWS begynder nedtællingen 48 timer før opsendelsen, så fra mandag morgen og resten af dagen vil NEWS have fokus på livet som astronaut, på Andreas’ mission, og hvad vi kan bruge viden fra rummet til og meget mere, når alle førende eksperter i rumforskning i Danmark lægger vejen forbi NEWS-studiet.

Jeg ved, det er farligt
I mere end et år har TV 2 fulgt Andreas i den intensive træning, han har gennemgået forud for sin ti dage lange mission. Mød den danske rumfartsingeniør i portrætprogrammet ‘Andreas – den første dansker i rummet’, der målrettet har jagtet drømmen om at blive astronaut siden sine tidlige drengeår, hør, hvad der driver ham, om farerne ved jobbet, om savnet af familien og om at få opfyldt sin drengedrøm.

– Jeg ved godt, det er farligt. Men jeg forholder mig til faren, som hvis jeg skulle flyve med et almindeligt rutefly. Når du sætter dig op i et fly, ved du, at der er en risiko for, at der kan ske noget, og sådan har jeg det også med at sætte mig op i en raket, siger Andreas Mogensen, der er gift og har en datter på knap to år.

To fascinerede rum-dokumentarer
Samme aften kl. 22:45 kan seerne nyde den fascinerende dokumentar ‘Rumstationen tur/retur’, hvor vi følger tre nybagte astronauter gennem deres fem år lange og meget krævende uddannelse, som også er verdens dyreste. Vi følger også to af dem, da de blev sendt på en mission i maj 2014.

Dagen efter, tirsdag 1. september, kl. 22:45 viser TV 2 ‘Space Dive – Felix Baumgartners frie fald’ om den østrigske vovehals og faldskærmsudspringer Felix Baumgartner, der i 2012 satte en helt fantastisk rekord. Han blev fragtet op i 39 kilometers højde ved hjælp af en specialbygget trykkapsel og en heliumballon og kastede sig derefter ud i intetheden.

Direkte fra rummet
Onsdag 2. september er dagen, hvor Andreas Mogensen bliver den første dansker i rummet. Fra tidlig morgen kl. 05.30 sender TV 2 live, dels fra Kasakhstan og fra København, og vi er med både under opsendelsen, sammenkobling med rumstationen, og når Andreas og hans to medastronauter befinder sig sikkert ombord på ISS ud på eftermiddagen.

I ‘Go’ morgen Danmark’-studiet er værterne Louise Wolff og Mikael Kamber klar med gæster og eksperter, der kan gøre os klogere på rummet og dagens mission.  Mikael Kamber siger:

– Jeg er selv to meter høj, og jeg er ikke sikker på, at de har raketter og rumdragter med plads til en i min størrelse. Men jeg gad i den grad godt at komme med på den tur. Det må være den ultimative udsigt, man har, når man sidder deroppe i det lufttomme rum og kigger ned på Moder Jord og ud i hele universet. Jeg er dog også ret godt tilfreds med det næstbedste: Nemlig at kunne sidde hernede på jorden og følge det hele på tæt hold med direkte billeder fra alle de rigtige steder, inklusive live-billeder inde fra raketten og fra rumstationen. Jeg glæder mig at komme på rumrejse sammen med TV 2s seere. Det bliver både flot og fascinerende.

Den store rum-dag slutter af onsdag kl. 22:45 med programmet ‘Andreas’ første dag i rummet’, hvor højdepunkterne sammenfattes.

På med på rumstationen – via tv2.dk
På tv2.dk kan brugerne selv komme en tur med på den internationale rumstation ISS. På sitet vil der ligge en interaktiv 3D-animation af ISS – i øvrigt den første af sin slags i Danmark. Her kan brugerne vende og dreje rumstationen som et stykke legetøj, zoome ind og ud og får en fornemmelse af, hvor stor ISS er. På tv2.dk kan man også finde en animation af Andreas Mogensens arbejdsplads, som er den europæiske del af ISS, og her vil den italienske astronaut Samantha Cristoforetti vise rundt.

Retur 12. september
Det bliver spændende at følge Andreas, som naturligvis også selv er meget spændt:

– Der er mange ting, jeg glæder mig til. Jeg glæder mig til at opleve, hvordan det er at være vægtløs, at koble os til rumstationen, åbne lugen og svæve ombord på ISS. Og så glæder jeg mig til at sidde ved Cupola (udsigtsvindue på ISS) og bare kigge ned på vores blå planet. Alle astronauter, jeg har talt med, har fortalt, at det at se Jorden fra rummet er noget helt fantastisk, siger Andreas Mogensen, der skal opholde sig 10 dage i rummet.

Og TV 2 NEWS er også med, når Danmarks første mand i rummet har kontakt til Jorden direkte fra rumstationen 7. september, og når han igen lander på vores blå planet lørdag 12. september.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard