Branche-Nyt

TV 2 fik nyt on-air design lørdag 5. oktober

TV2 LogoLørdag 5. oktober lige efter afslutningen af TV 2s store fødselsdagsshow skiftede hovedkanalen til et nyt on-air design. On-air designet er det første synlige resultat af en ny brandstrategi, der indeholder en plan for en ny brandarkitektur og -identitet på tværs af hele organisationen.

– Den nye brandstrategi udspringer af TV 2s reviderede programstrategi, og den er et resultat af et omfattende arbejde med både at forny vores brand og sikre, at vi hele tiden er det samme sted som seerne. Vi vil i fremtiden lukke seernes liv meget mere ind på hovedkanalen – på steder hvor de ikke har været før. En af de måder, vi gør det på, er ved at bruge seernes egne film rundt omkring på kanalen, til en start især i vores reklame-introer, men på sigt også mange andre steder. TV 2s seere vil nu kunne dele deres liv på og med TV 2, og det slægtsskab glæder vi os til, forklarer TV 2s marketingchef, Morten Kjær Petersen.

Med det nye design vil TV 2 Danmark i højere grad samle TV 2-familiens visuelle udtryk – samtidig med at TV 2-ånden fra 1988 fortsat skal slå tydeligt igennem. TV 2 holder fast i sit nuværende unikke og velkendte logo, der oprindeligt blev tegnet af Finn Hjernøe. Det har kun været igennem en mindre rentegning, inden det nu er helt klart til at træde ud af boksen igen. Det nye er nemlig bl.a., at TV 2-logoet fremadrettet skal optræde frit – og ikke i en boks – som det også gjorde det ved TV 2s start.

– Udover at holde fast i vores logo, som er på fornavn med hele Danmark, har målet også været at skabe en dynamisk identitet. En identitet, der på alle platforme og til mange forskellige formål kan samle og ensrette det visuelle udtryk. Konkret betyder det, at der er indbygget et dynamisk princip i identiteten. Princippet tager afsæt i den vinkel, som er gennemgående i logoet. Vinklen vil være et nyt og levende element, som fremadrettet vil blive brugt i en lang række sammenhænge, siger TV 2s designchef Jesper Jul Mørch.

I relation til den dynamiske identitet vil TV 2 fremadrettet også gøre brug af såkaldte storylogos – logoer der fortæller sine egne små historier og viser dét, som TV 2 kan tilbyde danskerne. Storylogos kan optræde på mange forskellige applikationer og medieplatforme.

Nye identer med brugergenereret indhold
TV 2 introducerer i forbindelse med det nye design nye identer – i første omgang i reklameintro og -outro – der benytter danskernes egne klip. TV 2 er hver dag i kontakt med masser af danskere via tv2.dk og via TV 2s sociale platforme, og det brugergenererede indhold tager nu skridtet videre til hovedkanalen. De seere, der gerne vil dele klip med TV 2, kan sende deres indhold til [email protected] eller via mindag.tv2.dk.

Kobling mellem koncernkommunikation og kanalkommunikation
TV 2 kobler med den nye identitet også koncernkommunikationen og kanalerne tættere sammen, så den overordnede linje fremstår mere homogen, end det er tilfældet i dag.

TV 2s design-DNA er udover bomærket også den røde og hvide farve som vil gå igen både i koncernkommunikationen og på hovedkanalen. Det betyder, at det blå koncernlogo udfases. Også hovedkanalens kuber udfases. Nichekanalerne beholder deres nuværende karakteristiske navne Zulu, Charlie, NEWS, Fri og FILM og de dertilhørende farver.

– Med det nye on-air design er der gjort en dyd ud af, at det er programindholdet og ikke designet, der dominerer. Alt er optimeret, så indholdet bedst muligt står frem i overgangene mellem både programmer og reklamer. Når hovedkanalen henviser til TV 2’s øvrige kanaler, er der desuden indarbejdet en let forståelig logik, så seeren ikke er i tvivl om, hvilken kanal, de finder det omtalte program på, siger Jesper Jul Mørch og fortsætter:

– Når det nye design er i luften på hovedkanalen, kigger vi på, hvordan det designet implementeres på de enkelte kanaler på en måde som sikrer, at de bevarer deres stærke identitet og bakker op om brandet, samtidig med at det nye fælles design implementeres.

TV 2 får en ny font, der hedder ”Alright sans” – en koncern-font der bliver udrullet både på skærmen, først på hovedkanalen og senere i videst mulige omfang på tv2.dk, på apps, på stationære ting og evt. også på nogle af nichekanalerne.

TV 2s nye design er lavet i et samarbejde mellem TV 2 Design og designbureauerne Designit og Stupid Studio.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard