TV 2 får nyt produktionssystem
TV 2 har netop underskrevet en kontrakt med den amerikanske virksomhed Avid om et helt nyt produktionssystem, der understøtter TV 2s digitale transformation. Med løsningen bliver TV 2 frontløber med et moderne produktionssystem, hvor der er fokus på historiefortælling på tværs af platforme.
– Vi har lavet et meget grundigt forarbejde, hvor en række nøglemedarbejdere har været med til at udtænke og sætte standarden for et moderne produktionssystem, der er ’story centric’. Det betyder, at vores historier er forankret ét sted i systemet, uanset hvor vi udkommer, og hvem der arbejder på historien. Med det nye system får vi også helt nye muligheder i forhold til at arbejde med flere elementer i historierne i form af tekst, levende billeder og grafik, ligesom det bliver lettere og hurtigere at udkomme – til gavn for vores mange seere og brugere, siger ledende produktionschef for TV 2 Nyhederne, Christian Rohde.
Ud over en optimering af produktionen bliver der også tale om et løft af brugeroplevelsen – både for TV 2s medarbejdere og i sidste ende for TV 2s seere og brugere.
– Den nødvendige udskiftning af vores nuværende produktionssystem, der er sammensat af mange forskellige systemer, giver os en rigtig god anledning til at optimere vores produktion, så den i endnu højere grad understøtter TV 2s digitale transformation. TV 2s produktionsmedarbejdere kommer alle til at arbejde ud fra én og samme platform på tværs af vores systemer, og det bliver meget lettere at dele materialer og informationer. Vi får reduceret antallet af applikationer, den enkelte medarbejder skal arbejde med, og brugeroplevelsen bliver mere ensartet, browserbaseret og mobil, siger teknisk chef for TV 2 Teknik & IT, Tom Bjerre.
Det nye produktionssystem er efter planen klar i foråret 2019, og de forskellige dele af produktionen flytter derefter over på den nye platform henover sommeren.
Mere om det nye produktionssystem:
Med valget af Avid som leverandør af det nye system, fortsætter TV 2 et langvarigt samarbejde med Avid, der også er leverandør af TV 2s nuværende produktionssystem.
TV 2 har købt produktionssystemet MediaCentral | Cloud UX til at ingeste, bearbejde og publicere video i en intuitiv og ensartet, browserbaseret brugerflade. Fra browseren kan TV 2s produktionsmedarbejdere tilgå tekstbaserede systemer som fx manus i iNEWS, artikler fra tv2.dk, eller researchapplikationer som x.news og mange andre relaterede applikationer. Videoredigering sker via den indbyggede webeditor, og mere avancerede redigeringsopgaver sker i en ny version af MediaComposer eller i Adobe Premiere Pro, hvor det giver fordele – med direkte adgang til alt det materiale, der ligger i systemet.