TV-Nyt

TV 2 er i gang med et fantastisk fiktions-år

Badehotellet sæson 2
Foto: Mike Kolöffel / TV 2

For få år siden var det udelukkende afsnit af DR1-serier, der fik de højeste vurderinger hos danskerne, men i de seneste to år har billedet været anderledes. Her har TV 2-serieafsnit fået de højeste vurderinger af seerne.

TV 2s fiktionsserier for voksne har i de seneste år fået en markant opbakning hos danskerne – i form af høje seertal og meget høje vurderinger til TV 2-serier som ’Badehotellet’, ’Dicte’ og ’Rita. Og nu er det disse TV 2-serier, som dominerer listen over de serieafsnit, som har fået den højeste kvalitetsvurdering fra danskerne.

I de seneste to år – siden maj 2013 – har 32 nyproducerede afsnit af danske dramaserier for voksne fået de meget høje vurderinger på 4,4 og derover på skalaen fra 1 til 5.

20 af disse 32 afsnit er fra TV 2 – nemlig alle syv afsnit fra ’Badehotellet 2’, otte afsnit af ’Dicte 2’ og fem af afsnittene fra sæson 2 og 3 af ’Rita’.

I foråret 2015 slog ’Badehotellet 2’ sin popularitet hos danskerne fast med syvtommersøm, da sæsonen fik den højeste vurdering til en dansk dramasæson siden ’Krøniken’ i 2004.

I samme periode fik 12 nye dramaafsnit fra DR1 vurderingen på 4,4 eller derover – især ’Broen 2’, men også fem afsnit af ’Arvingerne’ sæson 1. Derimod fik hverken ’1864’ eller ’Bankerot’ så høje vurderinger.

– TV 2 er i gang med et fantastisk fiktions-år, hvor ’Badehotellet’ og ’Rita’ har begejstret danskerne, der har kvitteret med høje seertal og rekordhøje vurderinger. Det er resultatet af en målrettet strategi for vores fiktionsserier, som både TV 2 og de mange folk bag serierne kan være pavestolte af, og som vi vil bygge videre på i de kommende år, siger TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang.

Om knap 14 dage har TV 2 premiere på endnu en ny dansk fiktionssæson, familieserien ’Hjørdis’, som du kan læse mere om i TV 2 Medienyt i næste uge. Til efteråret kommer det ambitiøse politidrama ’Norskov’, der netop nu produceres i Nordjylland.

– Den internationale interesse for TV 2s serier er stigende, og netop eksterne investeringer i dansk drama er afgørende, hvis vi skal fortsætte med at udvikle både kvaliteten og mængden af danske dramaserier, siger Katrine Vogelsang.

En markant ændring i danskernes vurdering af TV 2s serier
Mens TV 2s serier i de seneste to år altså har fået flest af de meget høje vurderinger på 4,4 og derover, var billedet helt anderledes længere tilbage i tiden.

I tidsrummet fra maj 2011 til april 2013 var der 31 afsnit af voksenserier med så høje vurderinger. Af disse var kun fem fra TV 2 (nemlig fra første sæson af ’Dicte’), mens 26 tilfaldt DR-serierne ’Forbrydelsen 3’, to sæsoner af ’Borgen’ samt ’Lykke’.

I perioden fra maj 2009 til april 2011 var der 17 nyproducerede serieafsnit på dansk tv, der fik så høj vurdering. Alle var fra DR1.

I tidsrummet fra maj 2007 til april 2009 var der 11 danske afsnit med vurdering på 4,4 og derover – alle fra DR1.

I perioden fra maj 2005 til april 2007 var der 10 nyproducerede serieafsnit med denne høje vurdering – alle fra DR1.

Opgørelserne omfatter alene førstegangsvisninger af dramaserier for voksne. Børne- og familiejulekalendere på TV 2 og DR er ikke en del af opgørelsen.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard