TV 2 afslører premieremåned for flere tilbagevendende underholdningsprogrammer
TV 2 har meldt ud omkring, hvad der er i vente på TV 2 Play i april 2024. Oversigten afslører, at det er i april, at du kan se frem til gensyn med tre tilbagevendende TV 2 underholdningsprogrammer herunder ikke mindst sæson 2 af Forræder.
Disse programmer er tilbage i april på TV 2 Play
Forræder – Sæson 2
18 kendte spillere er endnu en gang tjekket ind på ’Forræder’-slottet for at spille om sandheder og løgne, hvor Lise Rønne naturligvis igen er vært.
TV 2 har endnu ikke afsløret hvem de 18 er, vi får at se, men denne gang ved de alle, hvad det handler om.
I et uforudsigeligt spil, hvor man ikke kan stole på nogen, bliver spillernes egne mavefornemmelser også sat ud af kraft. Hvem er dine allierede? Og hvem prøver at bedrage dig?
Sommerdrømme
Lene Beier er også i sæson 5 vært når dysten om at vinde et sommerhus rykker til Danmarks nordligste by, Skagen. Så mens foråret kommer så kan du altså igen slippe sommerdrømmene løs sammen med vært Lene Beier og dommerduoen, indretningsarkitekt Camilla Kjems og tømrermester Patrick Bentsen, når fire nye par konkurrerer om at forvandle et nøgent sommerhus til deres færdige sommerdrøm.
En vej ud
TV 2 er klar med en ny sæson af underholdningsprogrammet ‘En vej ud’ med skøre og hjernebrydende udfordringer for en række kendte danskere, der skal forsøge at slippe ud af de mærkeligste escape rooms.
Adam Duvå Hall og Neel Rønholt er værtspar.