Radio og Podcast Nyt

Tue Blædel og Tony Scott laver Under Nålen på Radio4

Efter tre års pause fra landsdækkende radio er den populære værtsduo, Tue Blædel og Tony Scott, klar til at generobre FM-båndet. Makkerparrets populære podcast ’Under Nålen’ får nemlig radiodebut lørdag den 10. april, hvor Tue og Tony skyder tredje sæson af deres succesfulde portrætprogram i gang på Radio4.

Hver uge blotter en ny kendt dansker sine tatoveringer, som sætter gang i samtalen i studiet. Og gennem blæk og bar hud får Tue og Tony tegnet nogle helt anderledes portrætter af deres gæster, end vi er vant til at høre.

– Tatoveringer er ofte en fed måde at få åbnet for nogle gode historier. De er en slags motorvej ind til intimsfæren, fordi man med det samme kan tillade sig at stille nogle meget private spørgsmål, som måske ellers ville være svære at tale om, fortæller værtsparret, der i løbet af foråret og sommeren inviterer en lang række af tatoverede kendisser i radiostudiet til en snak om tusser og livsfortællinger.

I første afsnit af ’Under Nålen’ har Tue og Tony besøg af Aqua-legenden René Dif, hvis tatoveringer åbner for historier om at stikke af fra et børnehjem med en roe i en plasticpose, om mobning, om vanvittig verdenssucces og om at stå til søs for at undgå at havne i hård kriminalitet.

’Under Nålen’ har premiere lørdag den 10. april klokken 10.05 på Radio4, og ellers kan programmet findes som podcast på Radio4’s hjemmeside, og hvor det ellers er muligt at lytte til podcasts.

Kilde: Radio4 presse

I samme kategori

Back to top button