Branche-Nyt

To millioner danskere fulgte EM-finalen på TV 2 og DR1

EM fodbold 2012 på TVEURO 2012 i Polen og Ukraine har været en stor succes hos tv-seerne, og det kulminerede ved gårsdagens finale, som havde to millioner seere til selve kampen på TV 2 og DR1.

EM-finalen bliver dermed den næstmest sete kamp under EM – kun overgået af Danmarks gruppefinale mod Tyskland.

Næsten hver anden dansker så med på TV 2 i løbet af søndag 1. juli, og disse seere brugte i gennemsnit 2 timer 20 minutter på at se TV 2s hovedkanal. Her var hovedtilbuddet 12 timers sport – Tour de France og EM-fodbold – suppleret af nyhedsudsendelser i løbet af dagen.

– Efter det flotte Giro d’Italia i maj har EM i fodbold været den perfekte fortsættelse på den gigantiske sportssommer 2012 på TV 2. Vi har leveret en flot EM-dækning, og EM har været en stor succes på hele Danmarks hjemmebane. Jeg glæder mig over den store interesse fra danskerne – også til de kampe, hvor Danmark ikke har været med, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, der også er glad for, at man som en ekstra feature viste EM-finalen i 3D for første gang i historien.

13,5 timers EM-sening pr. dansker

Optakten til EM-finalen og 1. halvleg blev mest set på TV 2, mens 2. halvleg og pokaloverrækkelsen blev mest set på DR1. Alt i alt var der omtrent samme seertal til selve kampen på de to kanaler – 996.000 på DR1 og 975.000 på TV 2. Blandt de 21-50-årige var TV 2 den foretrukne kanal under kampen, mens de ældre seere foretrak DR1.

På hele EM-aftenen – inklusive optakt, pokaloverrækkelse og analyse – var der i gennemsnit knap trekvart million seere i snit til begge de to kanalers EM-programmer – med et lille forspring til TV 2.

Hver dansker har i snit brugt cirka 13,5 timer på at følge EM i fodbold på TV 2, DR1 og DR2 – lidt mere på TV 2 end på DR. EURO 2012 bliver dermed sammen med OL årets største tv-trækplastre.

Det tilsvarende seerforbrug var 8,5 timer under EM i 2008, hvor Danmark ikke deltog, og godt 14 timer ved EM-slutrunden i 2004, hvor Danmark spillede sig i kvartfinalen.

En af årets bedste dage

Gårsdagens store sportsdag med EM-fodbold og Tour de France på TV 2 betød, at søndag 1. juli blev en af årets bedste dage på TV 2.

– Tour de France har fra starten vist sin høje kvalitet og overraskende sider. Seerne har både fået Cancellara i gult og Michael Mørkøv i den prikkede bjergtrøje, så dramaet er i gang, siger Frederik Lauesen.

Danskerne følger i høj grad Touren på både tv, nettet og mobiltelefonen. TV 2s nye Tour-app ligger således allerede efter to dage nummer ét på listen over de mest downloadede applikationer i App Store.

Kilde:TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard