Superliga TV aftale på plads – MTG og SBS Discovery Media

| torsdag 26. jun, 2014 08:55 | opdateret 03. jul, 2014 kl. 12:49 | 0 Kommentarer

superligalogoMTG og SBS har sikret sig tv-rettighederne til Superligaen fra 2015 og seks år frem.

MTG, som omfatter kanalerne TV3, TV3+, TV3 Puls, TV3 Sport1 og TV3 Sport2, har allerede tv-rettighederne til Superligaen, mens SBS, som blandt andet tæller Kanal 5 og 6’eren, er ny i forhold til den bedste danske fodboldrække.

MTG har retten til at vælge 1., 3., 4. og 6. kamp i hver spillerunde, mens SBS kan vælge 2. og 5. kamp i hver spillerunde. MTG har desuden retten til den danske pokalturnering.

SBS Discovery har i samme forbindelse indgået en option på at købe Canal8/9 kanalerne i 2015. I givet fald oplyses det at Superligaen fortsat vil være at finde på disse to kanaler også fra 2015/16 sæsonen.

De største tv fodboldaftaler er således fordelt fremover mellem MTG og SBS Discovery.

MTG’s sportschef Peter Nørrelund er glad for at have fået papir på klubfodbolden for yderligere seks sæsoner.

“Vi har været med på hele turen fra dengang, hvor dansk klubfodbold kun fik vist få kampe om året til i dag, hvor samtlige ligaens 198 kampe eksponeres på tv. Dansk klubfodbold er i den grad en del af vores DNA. Jeg er særligt glad for, at klublederne har været så fremsynede, at udbyde rettighederne i hele seks sæsoner. Det giver dem vished om et solidt økonomisk fundament mange år ud i fremtiden, og det giver os arbejdsro til sammen med klubberne at udvikle dansk fodbold yderligere”.

MTG-TV vil fortsat sende tre ugentlige kampe fra Superligaen samt NordicBet-ligaen på TV3 SPORT 1, mens TV3+ bliver hjemmebane for førstevalgskampen fra Superligaen samt størsteparten af kampene i DBU’s Pokalturnering. Og så kan kampene også følges på viaplay.dk, naturligvis.

“Vi vil fastholde at være Danmarks førende leverandør af sportsunderholdning – og vil man det, er det vigtigt at have det bedste fra den danske klubfodbold. Derfor er jeg meget glad for, at vi er blevet enige med Divisionsforeningen om en forlængelse af rettighederne, så Superligaen fortsat kan flankere rettigheder som UEFA Champions League, Premier League samt Formel 1”, siger direktør for MTG-TV Kim Poder.

Christian Kemp, adm. dir. for SBS Discovery Media siger i en pressemeddelelse fra SBS Discovery Media:

– Vi vil have Danmarks stærkeste kommercielle tv-kanaler. Derfor er jeg glad for, at vi nu også kan tilbyde vores seere den bedste danske fodboldrække. Vi står utrolig stærkt. Rettigheden til Superligaen, kombineret med vores eksisterende rettigheder til alle europæiske kvalifikationskampe frem mod EM 2016 og VM 2018, inklusiv alle det danske landsholds kampe, engelsk og spansk topfodbold og vores nylige opkøb af Eurosport taler for sig selv.

– Vi er meget glade for aftalen med SBS Discovery Media, som i sin ambitiøse dækning af fodbold har løftet fodboldtransmissioner til et helt nyt niveau. Det giver også god mening for dækningen af dansk fodbold, at Superligaen ligger hos samme broadcaster som kvalifikationsturneringen til EM og VM. Med denne nye aftale er jeg sikker på, at vi har fået en god samarbejdspartner, der kan sikre seer og tilskueropbakning til dansk klubfodbold.

– MTG har medvirket til at levere en enestående dækning af den bedste danske fodboldrække gennem flere år. Jeg er glad for, at vi kan fortsætte samarbejdet i endnu flere år fremover, udtaler Claus Thomsen, direktør i Superligaen A/S.

Sådan spilles kampene fra 2015/16 sæsonen

Generelt rykkes kampene lidt frem med den nye aftale fra 2015/16 sæsonen.

  • Fredag kl. 18:00 (18.30)
  • Lørdag kl. 16:00 (17:00)
  • Søndag 13.30 (14:00)
  • Søndag kl. 16:00 (17:00). SBS andetvalg
  • Søndag kl. 18:00 (19:00) TV3+ førstevalg

Tidligere sæsoner i parentes

Kilde: MTG / SBS

Del på:

Gemt under:: Branche-Nyt